Hold da op, hvor er jeg træt! Jeg faldt også i søvn i sofaen, efter at familien var taget af sted med 3 biler, læsset med senge, buske, glas, bøger, LP’er, flasker, haveredskaber, malerier, platter og meget andet, pakket omhyggeligt – og de er kommet godt hjem med det hele.
Det er utroligt, hvad man har samlet sammen, men dejligt at nogen vil hjælpe én af med noget af det.
Det var vist ikke gået op for mig, hvor meget stof, jeg egentlig har liggende! Men nu er der heldigvis nogle andre “puttetæppetanter”, der har mulighed for at opbevare en del – for jeg har jo også selv en hel del.
Så jeg pakker i kasser og poser, og noget af det går videre, mit eget og resten af puttetæppe-stofferne kommer med flyttebilen.
Og om lidt kommer datteren m/familie for at pakke det, som de skal have med hjem, de har lånt en stor varebil på hendes arbejdsplads, fordi der også er ting, som hun kan bruge i billedkunst undervisningen – det er dejligt, at det kan anvendes.
(Jeg hviler lige ryggen! og holder en pause)
Der var meget, der var tænkt at gå til den dejlige store genbrugsbutik, vi har her i byen – men det svinder ind og bliver ikke til et stort læs, som jeg havde tænkt. Men et lille!
Det er så fordi der er andre i familien, som godt kan bruge det, jeg ikke kan få plads til. Og det er jo dejligt! Synes jeg i hvert fald.
Der er unge mennesker, der skal til at bygge hus og ikke har møbler til det endnu.
Der er en, der er blevet skilt og næsten ingen møbler har – eller køkkengrej.
Der er en syveninde, der godt kan lide den kæmpestore lænestol, som jeg arvede og fik gjort i stand, fordi Søren i årevis havde ønsket sig en stor øreklapstol – og han brugte den også. Men den er alt for stor til mig, så jeg har købt en “Otium”-stol efter mine mål. Tænk, jeg har aldrig haft en stol, der passede til mig!
Mine børn vil gerne have nogle af alle de glas, jeg har alt for mange af. Samt en hel del bøger og andre ting.
Og jeg synes, det er så dejligt, at de vil have mine ting, så ved jeg, at jeg bliver glad, når jeg genser dem i brug!
Den store grønlandske frimærkesamling blev solgt hos Bruun Rasmussen, og resten bliver hentet af en samler på onsdag.
Juleplatterne viste sig at være meget vanskelige at sælge, men datteren er kommet i tanker om, at hun vil bruge dem som desserttallerkener. Hun vil også gerne have et par blåbærbuske fra haven, og det har jeg aftalt med køberen af huset, så dem kommer hun og henter.
Men der er stadigvæk meget tilbage, både til genbrug og ting, der ikke er pakket endnu!
Det ligner KAOS! i hele huset – men det er det ikke.
Der blev kørt rigtig meget væk til kommunens genbrugsplads i går, og så er der tømt skabe og skuffer, så reolsystemet kunne skrues ned. Det er sket nu, så det er klart til flyttemændene.
Pulterummet er tømt bortset fra hylder, som skal flytte med.
Masser af mapper med masser af gamle papirer er tømt og sorteret, alt med cpr.numre el.lign er makuleret.
Og nu er vi ved at samle sammen, hvad vi kan have i bilerne, når vi senere kører til Erritsø, så yngstesønnen og svigerdatteren, der har arbejdet her i weekenden, kan se det nye hus – det er de meget spændte på. De bor i København og har ikke været herovre efter at der blev handlet hus.
Det skal nok blive godt, selv om der ligger mere pakkearbejde til mig den kommende uge. Men vi er kommet langt.
Indrømmet: hvad skulle jeg gøre uden hjælp? Mine børn hjælper på hver sin måde, datteren har brugt mange weekender på at male i mit nye hus, ældstesønnen har lavet bord og hylder mm, inden han blev opereret og gjort ukampdygtig, og nu er yngstesønnen og svigerdatter komme for at rydde ud og køre på lossepladsen, og det er der ekstra hjælp til i dag, hvor “grand-nevøen” hjælper til.
Svigerdatteren rydder op og smider ud af Sørens mange hundrede video-bånd, efter at jeg har taget enkelte fra, som jeg er ked af at skille mig af med.
UH – det er dejligt, at der sker en hel masse nu!
..da Diki var “på job” som besøgshund for sidste gang på Egebo.
I dag er han helt på toppen igen efter en uge, hvor han har været meget stille og gået med skærm for ikke at slikke. Det er ikke nødvendigt mere, og det kan man godt mærke på ham. Han er glad og fræk som sædvanligt, og han nød at gå op i byen, hvor jeg havde ærinde, efter besøget hos de gamle damer (som elsker at forkæle ham og griner, når ham bjæffer af dem, hvis godbidderne ikke kommer hurtigt nok).
Byen har indviet hovedgaden efter renovering i ½ år med udgravninger og spærring af hele butiksstrøget – det har været meget hårdt for butikkerne, så i dag er der flag og røde løbere, tale af borgmesteren og boder. Desværre er det blevet koldt, og der var heller ikke særlig mange mennesker, men god plads til parkering i mange P-båse, men meget smal plads for kørende biler, så det må blive langsom kørsel, og det er så også godt nok. Men så er det, at jeg MÅ undre mig, når der nu er så mange P-båse foruden P-pladser flere steder, og man så ser en bil “smidt” lige ved et hjørne, hvor der selvfølgelig ikke er en bås, men derimod tydeligt mærket af til BUS. Man kunne godt ønske, at der kom en P-vagt fordi her i byen – men det er ikke noget nyt!
Kludekonerne har haft syaften – og det er så igen en “sidste gang”!
Det er vemodigt, det må jeg indrømme, efter så mange år. Jeg tror, det var i 1996, jeg fik lov at komme med i den lille private patchworkklub, hvor jeg har fået så megen inspiration og lært en masse.
Tænk – jeg fik en afskedsgave! Et gavekort til “HANNE’s Patchwork” – de kender mig.
Men det er ikke sidste gang, vi ses, selvfølgelig ikke. Om ikke før, så har jeg inviteret dem på besøg i mit nye hjem, når de til foråret skal på den årlige udflugt. Så kan vi glæde os til det.
Tak for mange gode år, venskab, inspiration og hygge!
Der er mange “farveller” i øjeblikket – i dag var det patchworkholdet på Søndergården. Jo, det er da vemodigt, og mon dog ikke, jeg kommer på besøg? Jeg gjorde lige op, da jeg sagde farvel til Karen, vores gode vejleder igennem mange år, at jeg er den ældste i anciennitet på holdet, alle de andre (og vi er mange) er kommet til efter mig. Det er 14 år siden, jeg fulgte med min nabo Ellen derud. Hun er væk, mange andre er væk, men heldigvis er der kommet endnu flere til, og det er et rigtig godt hold, hvor vi har det meget hyggeligt og inspirerer hinanden.
Så jo, jeg kommer nok på besøg, men der er jo et stykke vej…
Og så fik jeg lige et uventet besøg af Rosa, som jeg har kendt i flere forskellige forbindelser, både som besøgsven og patchworker, og som kom med en meget sød hilsen og et brev med nogle meget varme og rørende ord. Så bliver man da helt rørt!
Den ku’ de godt lide – i strikkecaféen på Aktivitetscenteret Søndergården – min rå æblekage! De sidste rester slikkede et par mænd fra l’hombre holdet i sig, efter at de havde siddet med lange øjne og “savlet”.
Det var sidste dag i Strikkecaféen i dag, så jeg havde lavet rå æblekage til kaffen.
I morgen er det Patchworkholdets tur.
Der stod en pose helt fyldt med dejlige sokker udenfor min hoveddør i går aftes! Vi har ellers lige haft lodtrækning, og så er der allerede de første 16 par sokker til næste runde, som slutter 1. februar 2014.
Jonna alene har strikket disse 10 par! De er bare flotte i glade farver.
Og disse 6 par er strikket af andre fra Vejle Husflid. Tusind tak, de kan komme med til Fjordmark allerede den 24., hvor de fejrer 75 års jubilæum på julemærkehjemmet.