..er Victor nu, 11 måneder gammel. Man oplever det først rigtigt, når man er sammen med sådan en baby i flere dage i hans egne rammer. Jeg skal love for, at det går stærkt! Hans Faster har efterlyst billeder, hvor man kan se, at han kravler rigtigt – de kommer her, hvor han 2. juledags morgen leger med nogle af sine julegaver:

Det er ikke nemt at fange ham med sådan et almindeligt lille digitalt kamera som mit, for han er videre, før det har indstillet sig! Så dette viser jeg kun, fordi det netop viser hans fine kravle-stil! Han kravler hurtigt, meget smidigt og målbevidst! Lynhurtigt er han gennem flere rum, og de farvestrålende æsker med bl.a. højt værdsatte LEGO duplo klodser kan sætte fart på!

Han kan også selv rejse sig op, og nu kan han også sætte sig ned igen uden hjælp, det var ellers et lille problem, for så stod han bare og hylede, indtil nogen kom og hjalp ham. Det var f.eks. et problem i dagplejen, hvor han er den mindste, men så lærte dagplejemoderen en af de lidt større piger at give Victor en hånd, så han kunne sætte sig igen. Det behøver hun ikke, når han kommer tilbage efter nytår.

Sutten er helt uundværlig, bl.a. fordi tænderne myldrer frem i øjeblikket. Men han jonglerer selv med den og kan selv finde den – undtagen om natten!

Han er både kvik og sød! Som vi siger: han var værd at vente på!

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hans forældre er “lidt gamle førstegangsforældre”, men det var godt, at det lykkedes. Og nu fik jeg lige en dejlig nyhed i går: et familiemedlem venter 1. barn til sommer – på tide, siger hendes mor, for hun bliver snart 41! Hun har i år sammen med sin mand overtaget den lille gård, som hendes og mine børns oldeforældre havde, så nu kommer tipoldebarnet til at vokse op der, hvor Søren og hans fætter elskede at være hos deres bedsteforældre for mange, mange år siden! Det er da hyggeligt at tænke på!

Ude godt – hjemme bedst!

Nej – det har været dejligt at gæste alle mine børn og børnebørn sammen med Diki, og vi har nydt det – men det er altså også dejligt at være hjemme i egne rammer.

Lørdag spiste vi før-julefrokost hos ældstesønnen sammen med 3 andre “gamle damer”! Det var rigtig dejligt med skøn mad, som svigerdatteren havde lavet, og en god snak. Der sov vi til lillejuleaften, og så var der ellers uro i forbindelse med vejrudsigten, men jeg kørte selv pga for megen bagage til evt. at tage toget, som jeg har beskrevet før. Og det gik da også godt, selv om det var hårdt.

Dagene hos yngstesønnen har været hyggelige med en god juleaften, afslappet Juledag, ture med barnevogn og hund, god mad, og vores eget værelse i kælderen, og så ikke mindst den lille Victor, som bare er så dejlig!

Turen hjem i dag gik strygende i godt vejr over Sjælland, men så blev det sneglefart fra Odense og til Ejby. Mens det kun tog 1 time over Sjælland og Storebæltsbroen, tog det 2 timer at krydse Fyn! Der var sket flere uheld i begge retninger, og der kom både politi og ambulancer i nødsporet – ja og der holdt endda en bil, som ikke kunne køre, så alle måtte give plads og rykke sammen for ambulancen. Det er træls at køre på den måde, men de fleste kørte pænt. Hvordan kan det være, at når vi allesammen snegler os af sted i 2 rækker, der bevæger sig næsten i samme tempo, så er der nogen, der absolut skal skifte plads og tvinger sig ind i den anden række? De kommer overhovedet ikke hurtigere frem, for et øjeblik efter er vi ved siden af hinanden igen! På et tidspunkt, efter at jeg havde kørt stille og roligt med de samme 2 biler foran og bagved mig, så var der én der absolut skulle tvinge sig ind foran mig, og som kørte på en meget mere uregelmæssig og urytmisk måde, det var lidt ØV. Men han kunne ikke stilles ved det, så ved første afkørsel kørte han op, sammen med en masse andre, og så holdt de der på rampen uden at kunne komme videre, så det fik de ikke meget ud af. Nå det løste sig jo, og jeg kom godt frem til Fredericia, hvor jeg var i god tid til en dejlig lille frokost, det var hyggeligt også at være lidt sammen med dem, og Diki kunne besøge Bodil – de hylede af glæde, da jeg ringede på, og de kunne høre hinanden.

Diki er iøvrigt fantastisk at have med i bilen, også på så lang en tur. Han ligger i et transportbur i bagagerummet, og han sagde ikke en lyd på hele turen!

Nu slapper vi af og nyder det! Tak for sidst til alle mine børn!