I morges, mens det endnu var mørkt og øsregnede, mødtes jeg tilfældigt med en af mine naboer, der ligesom jeg var på luftetur med sin hund. De kender godt hinanden og hilser venligt og snuser behørigt, og vi slog følge det første stykke, hvor vi snakkede om, at Diki og især hans pels er vokset på det sidste. Hans hund er en dejlig, ung labrador, som bliver opdraget som jagthund, så vi snakkede om, at den i hvert fald ikke er bange for nytårsknalderiet, den løb rundt til vinduerne og skældte ud, da det startede, men ellers ikke noget.
Diki er heller ikke bange – første gang, der lød et knald, mens vi gik en tur, gav det et sæt i ham, og han løftede hovedet og kiggede forbavset rundt, mens jeg bare lod som ingenting. Men jeg har hørt, at det måske er, fordi han er hvalp, og angsten kan komme, når han bliver større.
Så jeg blev så glad, da naboen – den erfarne jæger – sagde: “Han virker nu meget nervefast!”
Diki skal ikke være jagthund, men derfor kan man jo godt være glad for, at han er nervefast. Og jeg kan godt se, at det er han. Han er aldrig bange for noget, selv store hunde løber han glad hen til, og dem møder vi mange af, sidst for få dage siden en fremmed, stor schæfer/rottweiler-blanding uden snor, men meget lydig i forhold til ledsageren, som vi mødte og fulgtes med.
Whisky veninde, en schæfertæve, som bor her på vejen, og hvis have, vi tit går forbi, er han også glad for, og hun kommer til hækken og hilser på os, hvis hun er ude. Hvis hun ikke er ude, kigger Diki længselsfuldt ind gennem buskene: “kommer hun ikke?”. Nu har hun fået hegn om sin have, efter at hun var begyndt at strejfe, men de kan stadig godt hilse på gennem hegnet.
Han er frisk og uforfærdet, min lille Diki.
