Det er blevet lidt “moderne” eller i hvert fald interessant at sy amerikansk håndsyning. Der holdes workshops og kurser i mindre eller større grupper. Det handler om at sy i hånden med små “risting” og vel at mærke uden pap, som de fleste syr patchwork i hånden i Danmark.
Hvorfor nu det? Jo, det er faktisk hurtigere og nemmere, og man er fri for alt det pap, stoffet skal ris eller limes på, og fri for alle de ritråde, der skal pilles ud bagefter, før man kan fjerne pappet. Det er også hårdere ved hænderne, end når man bare skal sy i 2 lag stof.
Så nu skal jeg i morgen holde en workshop for 9 patchworkere i Tranbjerg, så må vi se, om de synes bedre om det, end om syning over pap, “English Patchwork”, som det hedder internationalt.
Vi skal nok få det rigtig hyggeligt, det er altid dejligt at sy patchwork sammen med andre med samme interesse.
Men jeg undrer mig endnu engang: Hvorfor er der så mange, der begejstret melder sig til, og så hopper fra i sidste øjeblik? Der var 16 tilmeldte + 1 på venteliste, og jeg måtte lukke for tilmelding. Deraf har halvdelen + hende på venteliste meldt fra! De 2 er pga sygdom, det kan man ikke gardere sig imod. Men ellers er begrundelserne, at der er kommet noget andet i vejen.
Nu er det her en lille workshop, som er aftalt på Facebook, men jeg kan godt forstå, at de professionelle, altså butiksindehavere og de undervisere, de engagerer sig med, ofte meget længe i forvejen, er kede af at arrangere kurser, der måske ikke bliver til noget pga frameldinger. Og derfor ser sig nødsaget til at opkræve kursusgebyr på forhånd.
Hvad skyldes det? Har det noget at gøre med “smid-væk-mentaliteten” eller har “vi” ikke respekt for andres tid og arbejde?
Jeg glæder mig til i morgen og de 9 deltagere, der gerne vil – der er nemlig nu blevet plads til en ekstra i sidste øjeblik. Og jeg håber, at jeg kan indfri deres forventninger.
