Da vi besøgte Quiltefant i Fårup på vej hjem fra Hobro, faldt jeg for et godt tilbud.. Min symaskine er for tung at bære, så jeg har den meget sjældent med mig nogen steder. Så jeg har længe tænkt på at anskaffe mig en kuffert med hjul under, specielt indrettet til symaskinen. De er bare meget dyre.
Camilla i Quiltefant havde en dejlig symaskinekuffert med lommer og polstrede skillerum til ca det halve af “mærkevare-kufferten” – den kom med hjem.
Sådan var bilen pakket, da Bente og jeg kørte til Hobro i dag – i hendes bil, for hun mente ikke, de kunne være i min!
Og sådan så det ud, da de 10 sække var båret ind i spisesalen..
..hvor børn og pædagoger fik lov at se alle 87 tæpper.
De var virkelig interesserede og benovede over de flotte tæpper.
En af de store piger hjalp med at vise dem frem – og hun ønskede sig næsten dem allesammen!
Der blev stillet mange spørgsmål om mønstre, farver mm, og de ville også se alle bagsiderne. Der blev også spurgt til, bl.a. fra nogle pædagoger, om man kunne købe tæpperne.
Det kan man ikke, de er syet til børnene og er ikke til salg.
Sådan et tæppe, syet af cowboybukser med lommer og pyntestikninger var der stor begejstring for.
Jamen, det er så ubeskriveligt dejligt at overbringe sådan en kæmpe stak tæpper, vi synes jo også selv, at de er flotte og dejlige!
En fantastisk dag! Se flere billeder på Projekt Puttetæppers egen blog HER
…kører Bente og jeg til Julemærkehjemmet Hobro med 87 flotte puttetæpper i bilen! Jeg glæder mig SÅ meget!
På vejen hjem besøger vi Quiltefant i Fårup, som støtter Projekt Puttetæpper på flere måder, både med stof og med quiltning af tæpper. Camilla får 2 nye tæpper at quilte, og vi skal bytte de 2 puttetæpper, som bliver udstillet, så de får 2 nye.
Det bliver en god tur!
Jeg elsker det! Legen med farverne – og jeg ramte rigtigt denne gang!
Er det ikke skønt: blokkene er syet af rester, mine eller andres, stolperne ligeså, og kanterne er dels noget af mit eget, dels et stykke af en doneret rest-rulle.
Og sådan bliver det hele brugt til et skønt tæppe! Ja, ja, der skal bagside og vat og quiltning, før det er færdigt, men jeg har det hele klar.
De 2 flittige syersker i Ørnhøj, som syr mange puttetæppeblokke hvert år, har brugt mønstre til stjerneblokke, som Projekt Puttetæpper har fået doneret fra Helene Juul.
De fik en stor pose rester, som de kunne bruge, og det blev der 2 x 20 stjerneblokke ud af, som jeg nu er ved at montere til 2 tæpper.
Det så lidt broget ud, men nu fandt jeg noget roligt stof til stolper, og kantstoffet (i baggrunden) vil samle det godt, så jeg tror, det bliver flot.
De 20 andre blokke er i samme stil, men andre farver, det bliver det næste.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvor forskelligt det kan være, når vi rammes af alvorlig sygdom.
Jeg snakkede i går med min kusines mand, om hvordan det går med hende. Hun er lidt yngre end mig og har nu i 8 uger ligget bevidstløs på Intensiv efter flere hjerneblødninger med komplikationer. Hun trækker selv vejret nu, men der er ingen mærkbar kontakt udover lidt, når noget i behandlingen gør ondt.
De ved fra scanninger, at der er hjerneskader, men ikke, hvad det vil betyde, hvis hun kommer til bevidsthed.
Familien kan ikke gøre andet end besøge hende, snakke til hende i håbet om, at hun hører det, men det er jo svært.
Så er jeg alligevel – endnu engang – taknemmelig for, at jeg selv kunne være med til at passe Søren, være praktisk med i hans pleje, og at han kunne være herhjemme næsten hele tiden. Vi fik tid, og vi fik tid til at leve det igennem, begge 2. Og vores børn og børnebørn var også med os.
Troede I, at der aldrig kom mere?
Jo, jeg er langt fra færdig med min “krønike”, så 6. afsnit er HER. Det handler om Østgrønland, hvor vi boede i Angmagssalik i 9 måneder – en stor oplevelse på flere måder.
Denne gang er det ikke kun lysbilleder, men også papirbilleder, som jeg har scannet. Og det var, da jeg ledte efter dem, at jeg fandt mine egne gamle, lange, utroligt udførlige breve, skrevet igennem 10 år til familie, der havde gemt dem. Det var hyggelig og meget nostalgisk læsning for mig, som jeg næsten ikke kunne løsrive mig fra. Og lidt kunne jeg også bruge til dette afsnit, som jeg håber, at I vil læse med interesse.
God fornøjelse i det smukke, barske Østgrønland anno 1968.
Jeg har fået en meget smuk rose – pr mail – fra en anden patchworker. Hvor er den smuk! Tusind tak.
?? hvad sker der?
Jeg læser! Jeg læser og er helt væk i mine egne gamle breve fra 1963 – 1973. Jeg blev så opslugt, at Whisky måtte provokere mig til at komme ud og til at få aftensmad (ja, ja, han stiller sig bare op og gør lidt ad mig!), men så var jeg der igen – læser – læser – mindes – og husker pludselig en masse ting, som jeg havde glemt.
En masse fortællinger om børnenes udvikling – jeg springer noget af det over, fordi det næsten er gentagelser – om gæster og mad – om jul og gaver ..
.. men imellem alt det er der fortællinger om tanker og drømme, glæder og sorger, bekymringer og problemer, som jeg næsten havde glemt.
Også om, hvordan det ikke var så sjovt at bo deroppe de sidste år, og hvordan vi glædede os, da det endelig faldt på plads med hus og job og muligheden for at komme hjem.
Jeg skal have en kop the nu, og så tror jeg, at jeg drømmer om Grønland i nat!
Jeg ledte efter nogle papirbilleder, som jeg skulle bruge i mit 6. afsnit af “Grønlandskrøniken” – billeder som ikke ligger som lysbilleder. Jeg ved, at mine børn har dem i deres fotoalbums, men syntes også at kunne huske, at de er i de albums, vore forældre havde med billeder, som vi sendte hjem – mest af børnene, som de kun så hvert andet år, mens de var små. De albums har jeg nu.
Og så fandt jeg et ringbind, hvor min afdøde svigerinde har samlet alle vore breve – hovedsageligt mine, da Søren ikke var den store brevskriver.
Jeg er helt fortabt! De fleste er håndskrevne breve, startende i 1958 (Sørens) fra Holsteinsborg og helt frem til 1973, da vi rejste “hjem for godt”.
Alenlange breve, beskrivende alt muligt fra vores hverdag, småt og stort – selskabelighed, udflugter, vejr og vind, og selvfølgelig meget, der handler om børnene, efterhånden som de kommer til. Jeg læser og jeg læser, og meget af det kan jeg jo bruge til min “krønike”.
Hvis jeg selv må sige det: sådan en brevskriver er guld værd i forhold til at opretholde gode forbindelser til familien igennem så mange år.
Jeg fandt også billederne! Så nu varer det ikke længe, før 6. afsnit er klar – hvis jeg ellers kan løsrive mig!