..i solen! Er det ikke fantastisk, her den 29. september, næsten i oktober? Jeg tørrede mine medtagne, jordslåede havemøbler grundigt af (de så ikke godt ud efter al den regn) og satte mig ud med min frokost.

Og jeg bliver siddende! For det skal man da udnytte! Bare tæer, stumpebukser, t-shirt og alligevel halvvejs i skygge, fordi jeg ikke tåler for meget sol.

Jeg startede dagen tidligt med at besøge en tale-konsulent i Horsens, som jeg er blevet henvist til, efter at en halslæge har konstateret ved en kikkertundersøgelse, at min langvarige hæshed ikke skyldes kræft, men at stemmelæberne ikke lukker helt.

Så efter en langvarig spørgeundersøgelse om alt muligt fra evt. depression til mulige lungebetændelser (jeg har ikke haft nogen af delene), og stemmeprøvning på forskellige måde, er det nu aftalt, at jeg skal have hjælp og træning af stemmen fra om 2 uger.

I de 2 uger skal jeg skåne stemmen mest muligt og fortælle mine omgivelser, at jeg ikke er sur, jeg må bare ikke snakke ret meget! Det blir da svært.

Så må jeg jo skrive noget mer.

..ja, altså af sine fliser i haven – men hun så forfærdlig ud – som om nogen havde overfaldet hende!

Det er heldigvis bedre nu, men man skal passe på sig selv, det kan ske som lyn fra en skyfri himmel. Hun havde fridag og havde vældig travlt med an masse praktiske ting efter at hendes hus nu har været under renovering i flere måneder (det er blevet så lækkert!), og skulle udnytte fridagen og det gode vejr til at vaske tøj, stille ting og sager på plads osv. Og så glemte hun, at der var 1 lille trin ned fra terrassen og “trådte ud i den blå luft”, mistede balancen og nåede ikke at tage for sig, så hun hamrede ansigtet ned i fliserne.

Hvad var det første, hun så, da hun fortumlet åbnede øjnene? Lige ved siden af ansigtet lå hendes ene fortand! Puh ha – og blodet løb fra ansigtet og munden.

Jeg var ikke hjemme, det vidste hun, og alle andre naboer var på arbejde.

Det er sådan noget, der kan være et mareridt, når man bor alene. Men heldigvis tog en veninde telefonen og kom med det samme og kørte hende til tandlægen, som smed, hvad han havde i hænderne og proppede tanden på plads. Det gjorde vanvittigt ondt, og der er ingen garanti for, at den vokser fast, man kan bare håbe.

Skrammet, hævet, blå og rød på kæben, sår under næsen, på kinden og i panden – nej hvor så hun ud! Og store blå mærker på skulderen, som hun først opdagede dagen efter.

Det er heldigvis allerede meget bedre. God bedring!!!