En af Kludekonerne havde haft indbrud i går nat. Heldigvis – siger hun selv – var hun ikke hjemme, men kunne straks se, at der var noget galt, da hun kom hjem og gardinerne var trukket for.
ALT var gennemrodet og hældt ud på gulvet i høje stakke af især tøj. Vi gættede på, at det var penge, der var målet, og dem var der kun nogle få hundrede kroner af. TV’et var ikke taget, sølvtøjet heller ikke. Værdifulde smykker har hun i en boks, så det var kun få smykker, der var væk.
Men det er så grimt, så grimt at opleve denne krænkelse af ens privatliv! En kæmpe oprydning forestod, og så raseriet og ærgrelsen! En af de andre har oplevet det samme for få år siden, og det sidder stadig i hende, hver eneste gang, hun kommer hjem, så hun smækker lidt ekstra med døren og kalder højt på en imaginær mand!
Vi var allesammen enige om, at den bedste indbrudsforsikring, man kan have, er min store, højt glammende Whisky!
I samme ombæring snakkede vi også om de irriterende telefonsælgere, som ikke er til at komme af med, eller rettere deres firmaer, som ikke kan respektere et afslag, men lader deres unge sælgere fortsætte med at ringe én op, selv om man har bedt om at brive fri.
Eller, som jeg var ude for dor få dage siden: en forkyndende person, der forsøger at indsmigre sig for at overbevise mig om sine lyksaligheder. De kan også være utroligt påtrængende, det var han nu ikke – nej strategien var en anden denne gang, i stedet for et par salvelsesfulde damer var det en flot, elegant klædt, hvidhåret herre, som smilede til mig, da jeg lukkede døren op med den glammende Whisky i halsbåndet. Jeg var lige ved at blive forvirret, men jeg er hurtig til at meddele, at det ikke har min interesse og så få lukket døren i en fart.
Jeg tror så heller ikke, at den store, vrede hund frister til yderligere påtrængenhed!