Ned på gulvet

Så er vi i gang igen efter jul og nytår på Søndergården, hvor vi syr patchwork 1 gang om ugen.

Og her er hjælp at hente, når man f.eks. skal montere et kæmpe stort sengetæppe til boksmadrasser, før quiltning. Ned på gulvet, lime “sandwichen” af bagside, mellemfoer og top sammen med spraylim og hæfte det hele godt med sikkerhedsnåle, så kan der quilted, når man kommer hjem. Vips har selv designet det spændende tæppe!

Vi var mange, og der blir syet flittigt, mens snakken går!

Meget gammelt strik med norske mønstre

Under min jagt på tykke sokker, som evt. kunne trækkes udenpå støvlerne (før jeg fik købt pigsåler), fandt jeg i et gemme disse fantastisk flotte strømper og vanter i norsk strik, som en af svigerinderne har strikket til Søren, mens vi boede i Grønland – altså formentlig i 60-erne.

Er de ikke flotte? Det ene par vanter er aldrig brugt, så vidt jeg kan se, og et 3. par tog jeg i brug med det samme, de er nemlig i min størrelse og lettere brugt og dermed lidt filtede og super varme!

Strømperne er godt brugte, for der er strikket ny hæl i på et eller andet tidspunkt.

Jeg gad vide, om de store drenge kan bruge vanterne i deres job med aviser og reklamer?

Søren havde også lammeskindsstrømper til slædekørsel, men de er væk for længst. Dette flotte strik vil jeg aldrig kunne afhænde – bortset fra til familien.

15 puttetæpper på udstilling

På Plejecenteret Nørrevang i Stensballe, Horsens, holdes der patchworkudstilling 1 gang om året, og Projekt Puttetæpper er blevet spurgt, om vi vil deltage i udstillingen i janaur/februar 2011 med nogle af de fine puttetæpper, inden de bliver sendt til julemærkehjemmene.

Det vil vi gerne, og Bente og jeg har i dag taget 15 tæpper fra, som bliver hængt op på torsdag.

Samtidig tog jeg billede af det nyeste tæppe fra Bentes hånd (hun er så myreflittig, så man kan slet ikke følge med).

Det er syet af en masse rester og donationer, bl.a. de brune kanter og hjørner, som er rester fra et månedsprojekt hos HANNE’s.

Så fint og enkelt kan det gøres! Det er et meget sødt tæppe.

Fundet, købt og afprøvet…

..er pigsålerne, som skal hjælpe mig at stå fast.

Helt klart: nu kan jeg stå fast – også der hvor det er ren is. Vi har været ude at gå, og det lyder sjovt, når piggene bryder isen! Jeg skred en lille smule en enkelt gang, men faldt ikke. Og jeg kan mærke, det giver mig mere sikkerhed. Jeg går ikke rask til, som jeg plejer, men det gør ikke noget. Så HURRA for de nye såler – som man nok skal tage af eller gå meget forsigtigt med, når man kommer ind, ellers bliver fliserne vist ikke så kønne!

Jeg bliver virkelig rørt..

..når min dejlige hund er fuldstændig klar over, at han skal gå lige så stille på den isknudrede sti, som det var til aften. Tidligere i dag var isen ru, men jeg tror, det er det værste, jeg har prøvet, til aften. Men Whisky går langsomt og stopper op, når jeg lister hen over de værste steder, hvor er han dejlig!

Men se så ungerne: de skøjter for fulde sejl hen ad vores indkørsler (altså uden skøjter!), de nyder det og morer sig rigtigt, de har en hel anden balance og er ikke spor bange for at falde.

Nu må jeg se i morgen, om jeg kan få et eller andet at spænde under støvlerne. Jeg kan ikke så godt gøre som naboen: hun medbringer sin cykel – trækker den – så har hun den som “rollator” at støtte sig til. Men vi snakkede om, at det er helt utroligt uforskammet, at kommunen over-hele-hovedet-slet-ingenting har gjort for at lette fremkommeligheden for sine borgere – i morgen er der jo folk, der skal på arbejde!

Det gik også fint..

..med morgenturen, selv om det er lige så glat på vejen i dag. Jeg brugte samme rute som i går: ud af baghaven og over på det grønne område, hvor sneen er porøs, så man synker en smule i, men står fast! Whisky synes tydeligvis, det er underligt, især når vi går tilbage, at vi ikke styrer mod indkørslen, men mod “bagindgangen”, men han er loyal!

Så han fik ordnet det, han skulle, og jeg følte mig sikker – men havde alligevel taget mobiltelefonen i lommen – hvis nu..!

Som et spejl

Som et spejl har gaden og skolestien været her siden i går aftes. Det er det værste, jeg har oplevet i den retning.

Heldigvis “reddede” naboen mig både i nat efter den hyggelige nytårsaften, hvor natmaden går på tur mellem os naboer, ligesom grillfesten om sommeren. Han tilbød selv at gå “tisseturen” med Whisky og fulgte mig de få skridt hjem, og ligesådan i morges, hvor han og hans kone var ude og fodre fugle, da jeg var på vej ud på vores lille morgentur, men hvor jeg gled for hvert skridt!

Det var virkelig uhyggeligt, men vi kunne da grine af det, når vi krydsede vejen og indkørslen med små usikre skridt, de 2 nabokoner og jeg, mens mændene ikke var så nervøse – de har jo også nogle større plader at gå på.

Senere i dag fandt jeg ud af, at jeg godt kunne gå en alternativ tur med Whisky, når bare jeg gik bagud af haven og ud på det grønne område udenfor min have, hvor sneen både på havegangen og udenfor var porøs i modsætning til den fastkørte sne, nu isskorpe, på vejen. Så vi kom over i skoven, hvor det også gik fint og fik vores tur. Men jeg er simpelthen livræd for at gå over vejen eller hen ad stien lige nu.

Jeg kan!

Jeg kan godt selv holde et lille selskab – f.eks. et nytårsselskab for 4 personer. Hvorfor er det vigtigt at konstatere? Jo, for det er faktisk flere år siden, jeg har gjort det. På grund af Sørens sygdom og derefter min usikkerhed og delvis manglende energi. Når jeg har haft gæster, har børn/svigerbørn været her og hjulpet til.

Men det lille nytårsaftensselskab i går for 3 naboer gik rigtig godt. Jeg gjorde også meget for at være forberedt og for at tilrettelægge arbejdet, så jeg kunne nå det og være færdig, have alting stillet frem både til Dronningens tale, de 3 retter mad, kaffe med tilbehør og drinks kl 24.00. Nu er det jo godt, at vi kender hinanden så godt – vi har faktisk fejret nytårsaften sammen i 11 år, og vi giver os tid, så jeg har ro på til at anrette, og de hjælper til med at skifte tallerkener osv. Desserten var lavet dagen før og skulle bare op af fryseren, forretten – jomfruhummere – var nem, og hovedretten – kalkun – var farseret om formiddagen og stod hele dagen og passede sig selv i ovnen, mens jeg lavede waldorffsalat og dækkede et festligt bord.

Det er dejligt at vide, at jeg stadig kan, og maden var vellykket og lige som den skulle være. Jeg har jo lavet rigtig meget mad i alle de år – 48½ år – fra Søren og jeg  lærte hinanden at kende og til nu.

Og gæsterne kom med søde nytårsblomster, som jeg også nyder i dag.

Eneste minus var, at Whisky larmede utroligt hele aftenen pga skyderiet. Han er ikke bange, men SKÆLDER UD! Så måske skal jeg overveje pension til næste år. Pensionen ligger langt ude på landet, og de er helt overbookede til nytår netop for, at hundene ikke skal være så nervøse.

Til gengæld gik en af naboerne luftetur med Whisky efter at vi havde fået natmad hos den anden, fordi det i mellemtiden var blevet så frygteligt glat, at jeg ikke kunne stå fast – og minsandten gentog han det også i morges, da jeg var på vej ud på usikre fødder på den spejlblanke knudrede sti – hvor er det dejligt med rare, hjælpsomme naboer!

Så det blev en dejlig nytårsaften – og som altid, efter at de begyndte at gå i byen nytårsaften, ringede alle 3 børn hjem efter midnat for at ønske GODT NYTÅR!