Så nåede jeg også det

Ja, jeg nåede at få bilen vasket (hold op nogle kager frossen sne, der sidder under den), det trængte den godt nok til – jeg nåede at købe den sidste julegave – og lidt dekorativt til stuen – et neonrør til badeværelse – ingredienser til leverpostej og frikadeller, altsammen efter at have skrevet julekort hele morgenen/formiddagen og få dem postet med diverse frimærker/julemærker/afsenderstempel.

Så kunne der godt blive til et par timer i strikkecafé i eftermiddag, det var bare hyggeligt, og jeg er ved at strikke det sidste på en julegave, så det var ikke kun for afslapning!

Jeg tror, jeg bliver træt i aften, for jeg var vågen kl 4.30 ved tanken om de sidste julekort.

Månen lyser

God morgen til en foreløbig kold, men klar dag.

Whisky og jeg har været meget tidligt ude til morgen – jeg kunne ikke sove, sådan er det altid, når jeg har en masse ting, der skal gøres, så vågner jeg alt for tidligt. Men se nu her, hvor flot månen står over træerne – ja, ja, det er grynet, men jeg kunne jo ikke bruge blitz, så var det kun haven og sneen, man kunne se. Nu er det kun julebeslysningen i indkørslen, der lyser på hækken.

Årets korteste dag, men også en af de koldeste.

Julekort og -breve

Trods kolde fornemmelser varmedes jeg ved at få mit årlige “julebrev” til familie og venner færdigt. De fleste får det sammen med et julekort, nogle får det pr. e-mail, næste år bliver det måske mest pr. e-mail med de portostigner, der kommer. Det er en udmærket måde at fortælle lidt om årets begivenheder, der kan stå meget mere end i et julekort, og så skal man ikke gentage sig selv.

Nu har jeg postet dem til udlandet, så kommer resten af sted i morgen. Det er temmelig mange, og jeg synes, det er en hyggelig skik. Jeg har også modtaget de første i dag. Nogle har jeg kun kontakt med den ene gang om året, men det fint nok, så følger begge parter med. Udover familien er der nogle få, som jeg har skrevet julekort til i næsten 50 år, men der er jo også mange, der er faldet fra. Og så er mange kommet til i årenes løb. Der er ungdomsvenner, spejdervenner, patchworkveninder, rejsevenner, Sørens venner oprindeligt, fælles venner og mine egne. Søren skrev næsten aldrig julekort, men efter at vi blev par, blev han meget glad for, at vi fik god kontakt med vennerne, uanset hvor vi flyttede hen. Og hans familie sagde tit, at det var dejligt, jeg skrev breve, så de kunne følge med i vores tilværelse. Det var nok også en af grundene til, at vi kunne holde fast i vennerne i alle årene i Grønland.

Min egen familie var vant til det. Da min næsten jævnaldrende søster og jeg som børn var på spejderlejr, grinede vores forældre over, at de fik alenlange breve fra mig med beskrivelser af alt, hvad jeg oplevede, mens min søster ikke lod høre fra sig overhovedet. Men hun oplevede sikkert lige så meget, det lå bare ikke til hende at skrive. Det gør det som bekendt til mig!

Jeg fryser!

Altså jeg vil ikke skrue mere op for radiatorerne, end jeg har gjort – men jeg fryser! Jeg tror, det er fordi det nu har været koldt så længe, at det begynder at sive gennem murene – eller hvad?

Nå men jeg har ulden bluse på, og så må jeg lægge et sjal over skuldrene og et tæppe over benene, det gjorde jeg i går aftes i sofaen, mens jeg fik strikket en julegave færdig.

Og så genså jeg “Mænd, der hader kvinder” og selv om jeg kendte handlingen fra både bogen og en DVD, så er det stadig fascinerende, de spiller fantastisk!

Men jeg så også TV-avisen (nå ja også håndboldkampene, men det var vel ikke noget at skrive hjem om – den dansk/rumænske kamp), men hvor blir jeg efterhånden gal over, hvordan journalister og politikere sviner hinanden til og hænger modstanderne ud. Hvad er det efterhånden for en måde og en facon? Tror de virkelig, at vi borgere/vælgere ikke kan gennemskue, hvad det går ud på? De tror åbenbart, at vi hopper på alt muligt svineri! Jeg kan godt forstå, at Bertel Haarders temperament løb af med ham, uanset at han selvfølgelig ikke bør bruge så grimme ord om en journalist. Men hvor meget skal de finde sig i? Altså politikerne –  journalisterne er selv ude om det.

Jeg har meget svært ved at tage de ondskabsfuldheder, især “den røde blok” overdænger “blå blok”-politikere med. Det er fuldstændig ude af proportioner, og jeg håber, at det giver bagslag!

Tiden!!!

Der er nogen, der bekymrer sig for mig, fordi jeg ikke har blogget! Hm, det er fordi jeg har travlt. Jeg er ved at skrive mit årlige julebrev, og det begynder at haste. Jeg lavede julehilsnen til tæppetanterne først, det er trykt og postet – og nu er det så mit eget. Jeg er hvert år i tvivl, om jeg har nok at fortælle og billeder nok, men når jeg så først kommer i gang, så er det kun et problem at begrænse sig!

Jeg har masser af billeder at tage af, men de skal også behandles, og i modsætning til billederne til blog brug, skal de være i en høj opløsning og lille størrelse. Men jeg tog også lige et par helt aktuelle billeder af mit hus i sneklædning, lav sol og klar himmel – jeg var heldig, for det varede ikke ved.

Jeg har en fan!

 

Jeg har fået en fan – en charmerende lille Tibetansk Terrier, der hedder Bodil. Datterfamiliens lille hund på 8 måneder giver mig en velkomst, som ingen andre får, siger familien. Det er helt overstrømmende, hun hopper op ad mig, danser rundt om mig, bjæffer hysterisk og viser sin glæde over, at jeg kommer. Jamen jeg er da også glad for at se hende, og hun vejer jo ikke så meget (det er mest pels), så jeg må jo have hende op i favnen og modtage hendes “kys”. Datteren bedyrer, at hun kender mig fra gang til gang og jeg utvivlsomt er meget populær. Det er da skægt”!

Og så skal jeg jo se, hvad hun nu har lært. Hun er meget dygtig til at gøre ting og lystre håndtegn (mod belønning med godbidder).
Det sidste nye er en gammel spøg i familien, som ældstesønnen lærte sin labrador for mange år siden:

“Hvordan ligger pigerne på stranden?”

Sådan.

Sådan en hund skal børstes og børstes hver dag for at den lange pels ikke skal danne knuder.

Det fik jeg lov til at prøve. Det hyggede vi os godt med, Bodil nyder det og sidder pænt stille, og det er noget helt andet for mig end at strigle en schæferhund, der ikke er nær så begejstret. (Foto: Christina)

Jeg elsker de unger!

 

Ebbe, mit yngste barnebarn, blev 9 år i går, og efter mange overvejelser pga sne og is på vejene tog jeg bus og tog til fødselsdag i Fredericia og hjem igen samme aften. Sidste år sneede jeg inde dernede og kunne ikke komme hjem før næste dag.

Whisky var inviteret – også til overnatning for ham og mig – men jeg turde ikke køre, og jeg har ikke prøvet at have ham med i bus og tog, så det skal vente til en anden gang. Både Ebbe og hans storebror har altid været meget glad for at bygge med LEGO, og den store æske stod højt på ønskesedlen. Papiret tager “Bodil” sig af med glæde.

Og kusinen ville hellere end gerne være med til at bygge hele lufthavnen.

Til eftermiddagskakaoen bagte moderen masser af lækre boller, og Ebbe blev overrasket med de gnistrende lys – “der er 9” så han straks…

..og fik lov at servere dem for os andre.

Mine 4 børnebørn er gode sammen, så forskellige de er..

..og især de 2 store, snart konfirmationsmodne drenge, fører an i løjerne, når de er i hinandens selskab.

De er så dejlige – jeg elsker dem alle 4.

Stor varm juletrøje

Endelig blev jeg færdig med den store trøje i dobbelt Aláfoss Lopi garn, den har været sej at komme igennem, fordi den er strikket på pinde 12, og det flotte garn er uelastisk, så jeg har ikke kunne strikke ret længe ad gangen på den.

Men nu fik svigerdatteren den i går, hun har ventet tålmodigt! Det var hendes fødselsdagsgave i august, hvor hun selv var med ude at vælge mønster og vælge farve. Den er i hvert fald varm, og dejlig.

Hun vil gerne have et bælte til den, og det kan jeg nemt strikke, for jeg har garn i overskud, så jeg kan strikke et bindebælte.

På foderpladsen

Se nu bare her, hvad der besøgte foderpladsen i morges.

Ikke bare den fede solsort på foderbrættet, men i pilekræmmerhuset med store fedtkugler sad en flagspætte! Og det var min hjemmelavede fedt/frøblanding, den kunne lide.

Indrømmet, det er et uskarpt billede, taget gennem ruden, men tydeligt nok med de karakteristiske farver.

Det kan gøre mig glad, mens jeg ellers er noget ked af det dårlige føre med ujævn, frossen sne, som hæmmer vores ture betragteligt. Heldigvis turde jeg ikke køre i bil til Fredericia i går til Ebbes fødselsdag, men tog bus og tog, men lod bilen holde på rutebilstationen, så jeg ikke skulle ud og gå, når jeg kom hjem. Det var jeg glad for, for det var meget, meget glat. Både søn og svigersøn havde været ude at køre og sagde samstemmende, at det var godt, jeg ikke ville køre. Så jeg kom trygt og godt hjem.