10 timer vil det blive ialt fra Brøndby til Brædstrup! De har lige ringet, at nu er hunden sat af i pensionen, så de er her om 20 minutter. Det bliver som ventet natmad! Det blir godt at se dem.
10 timer
Svar
Minder
Jeg fik en sød hilsen fra datteren i dag, et billede fra en julefrokost i 2000.
Søren elskede den mekaniske gran-nisse, der sang støjende, mens munden gik op og i, og dengang 3½-årige Christian og 4-årige Frederik var bestemt ikke trygge ved det mærkelige monstrum, hvilket morede Søren meget. Prøv at se Christians hånd, beskyttende hen over hovedet! Søren havde fået den af sønnerne og svigersønnen, som havde fundet den i REMA. Den var et hit i flere år.
Nu kører de
Yngstesønnen har lige ringet igen: “Ved du hvad der er skønt?” – “Vi kører!”
Det vil sige, at efter foreløbig 5 timer på den fynske motorvej er de nu nået til Odense V = halvvejs over Fyn og kører jævnt af sted, mens de kan se at den modgående trafik nu begynder at danne lignende kø, som de selv oplevede. Han kunne forestille sig, at dem, der ligger bag dem i køen, måske ikke når at blive kørende, før snestormen når frem – det er surt.
Så det bliver natmad! Det gør ikke noget for min skyld, bare de kommer sikkert frem. Jeg har ikke været nervøs, for det er svigerdatteren, der kører, og hun kører godt, og det er en stor solid bil, de kører i.
De hader Fyn!
Yngstesønnen holder mig underrettet (hvad gjorde vi før mobiltelefonen?) fra den LAAAANGE tur fra København til Brædstrup. På 6 timer er de kommet til udenfor Odense!
“Vi hader Fyn!” siger de, der var ingen problemer på Sjælland, der gled trafikken jævnt, men på Fyn er der spærret for det ene spor, angiveligt for at tvinge farten ned og undgå glatføreulykker, hvilket i TV bliver kommenteret som vellykket.
Heldigvis havde de provianteret hjemmefra med varm kaffe og pølsehorn, så de lider ingen nød, og de selv og hunden blev luftet på en rasteplads lige før problemerne begyndte, men det er jo træls at sidde så mange timer og bevæge sig 6 km på 2½ time!
Jeg kan huske, når mine forældre skulle holde jul hos min søster i Frederikshavn og kørte derop i bil fra Kerteminde efter at de havde lukket butikken den 24. dec. kl 12.00. Da sad vi alle med hjertet oppe i halsen, indtil de var kommet frem, selvfølgelig især når det var koldt og glat. Ja, det var dengang, nu kører man den 22. og alligevel har man så store problemer med at komme frem.
Jeg havde besøg af en bekendt, der havde bestilt Unicef kalendere hos mig til julegaver, de skulle køre i bil til København i morgen, hvor vejrudsigten er så elendig, det er godt, det ikke er mig!
Lovlydig søn
Det er da godt, at yngstesønnen hører efter, hvad politiet siger! Jeg er glad for, at han og svigerdatteren gør, som det anbefales: kør så tidligt som overhovedet muligt, når I skal på julebesøg.
Og det skal de, de skal her til Brædstrup og ville komme onsdag eller torsdag – og det bliver så onsdag, for der advares kraftigt imod vejret torsdag. Godt nok kører de i en stor og tung bil, men derfor kan der jo godt blive problemer på torsdag.
Så jeg glæder mig, til de dukker op i morgen, når de har sat “Cæzar” af i “vores” pension som planlagt. Det giver for meget uro i huset med 2 store hunde, der nærmest kan vælte møblerne, hvis de vil lege eller slås!
Whisky bliver meget glad, han elsker dem begge 2, de hører jo til hans flok, og de snakker med hundestemme.
Så nåede jeg også det
Ja, jeg nåede at få bilen vasket (hold op nogle kager frossen sne, der sidder under den), det trængte den godt nok til – jeg nåede at købe den sidste julegave – og lidt dekorativt til stuen – et neonrør til badeværelse – ingredienser til leverpostej og frikadeller, altsammen efter at have skrevet julekort hele morgenen/formiddagen og få dem postet med diverse frimærker/julemærker/afsenderstempel.
Så kunne der godt blive til et par timer i strikkecafé i eftermiddag, det var bare hyggeligt, og jeg er ved at strikke det sidste på en julegave, så det var ikke kun for afslapning!
Jeg tror, jeg bliver træt i aften, for jeg var vågen kl 4.30 ved tanken om de sidste julekort.
Og det blev lys
Månen lyser
God morgen til en foreløbig kold, men klar dag.
Whisky og jeg har været meget tidligt ude til morgen – jeg kunne ikke sove, sådan er det altid, når jeg har en masse ting, der skal gøres, så vågner jeg alt for tidligt. Men se nu her, hvor flot månen står over træerne – ja, ja, det er grynet, men jeg kunne jo ikke bruge blitz, så var det kun haven og sneen, man kunne se. Nu er det kun julebeslysningen i indkørslen, der lyser på hækken.
Årets korteste dag, men også en af de koldeste.
Julekort og -breve
Trods kolde fornemmelser varmedes jeg ved at få mit årlige “julebrev” til familie og venner færdigt. De fleste får det sammen med et julekort, nogle får det pr. e-mail, næste år bliver det måske mest pr. e-mail med de portostigner, der kommer. Det er en udmærket måde at fortælle lidt om årets begivenheder, der kan stå meget mere end i et julekort, og så skal man ikke gentage sig selv.
Nu har jeg postet dem til udlandet, så kommer resten af sted i morgen. Det er temmelig mange, og jeg synes, det er en hyggelig skik. Jeg har også modtaget de første i dag. Nogle har jeg kun kontakt med den ene gang om året, men det fint nok, så følger begge parter med. Udover familien er der nogle få, som jeg har skrevet julekort til i næsten 50 år, men der er jo også mange, der er faldet fra. Og så er mange kommet til i årenes løb. Der er ungdomsvenner, spejdervenner, patchworkveninder, rejsevenner, Sørens venner oprindeligt, fælles venner og mine egne. Søren skrev næsten aldrig julekort, men efter at vi blev par, blev han meget glad for, at vi fik god kontakt med vennerne, uanset hvor vi flyttede hen. Og hans familie sagde tit, at det var dejligt, jeg skrev breve, så de kunne følge med i vores tilværelse. Det var nok også en af grundene til, at vi kunne holde fast i vennerne i alle årene i Grønland.
Min egen familie var vant til det. Da min næsten jævnaldrende søster og jeg som børn var på spejderlejr, grinede vores forældre over, at de fik alenlange breve fra mig med beskrivelser af alt, hvad jeg oplevede, mens min søster ikke lod høre fra sig overhovedet. Men hun oplevede sikkert lige så meget, det lå bare ikke til hende at skrive. Det gør det som bekendt til mig!
Jeg fryser!
Altså jeg vil ikke skrue mere op for radiatorerne, end jeg har gjort – men jeg fryser! Jeg tror, det er fordi det nu har været koldt så længe, at det begynder at sive gennem murene – eller hvad?
Nå men jeg har ulden bluse på, og så må jeg lægge et sjal over skuldrene og et tæppe over benene, det gjorde jeg i går aftes i sofaen, mens jeg fik strikket en julegave færdig.
Og så genså jeg “Mænd, der hader kvinder” og selv om jeg kendte handlingen fra både bogen og en DVD, så er det stadig fascinerende, de spiller fantastisk!
Men jeg så også TV-avisen (nå ja også håndboldkampene, men det var vel ikke noget at skrive hjem om – den dansk/rumænske kamp), men hvor blir jeg efterhånden gal over, hvordan journalister og politikere sviner hinanden til og hænger modstanderne ud. Hvad er det efterhånden for en måde og en facon? Tror de virkelig, at vi borgere/vælgere ikke kan gennemskue, hvad det går ud på? De tror åbenbart, at vi hopper på alt muligt svineri! Jeg kan godt forstå, at Bertel Haarders temperament løb af med ham, uanset at han selvfølgelig ikke bør bruge så grimme ord om en journalist. Men hvor meget skal de finde sig i? Altså politikerne – journalisterne er selv ude om det.
Jeg har meget svært ved at tage de ondskabsfuldheder, især “den røde blok” overdænger “blå blok”-politikere med. Det er fuldstændig ude af proportioner, og jeg håber, at det giver bagslag!