I forgårs blev jeg ringet op af én, der bor ikke lige i nabolaget, men ikke så langt herfra, og som jeg kender lidt, men ikke har noget at gøre med. Hun præsenterede sig og spurgte, “om jeg havde min hund hjemme?”
Ja, det havde jeg da! – “Er du sikker?” kom det sådan lidt bestemt!
Ja, han lå ved fødderne af mig, så det kunne jeg nemt svare ja til. Og han ville nu ikke være ude, uden at jeg var klar over det, og han får i hvert fald ikke lov at løbe omkring for sig selv!
Nå, men jeg fik så den forklaring, at der var en stor schæfer, der strejfede rundt i deres nabolag og netop var faret på en dame og en lille hund, der gik forbi. Ja, det var selvfølgelig ikke så godt, og jeg blev så spurgt, om jeg kendte andre schæferhunde, og det var helt klart, at den havde samme størrelse og farver som Whisky. Til slut spurgte hun, hvad det nu var, min hund hed – nåh ja, det havde hun åbenbart hørt før.
Senere kom jeg så til at tænke over, hvorfor hun ringede til mig? For Whisky får aldrig lov at strejfe, det tør jeg ganske enkelt ikke risikere, for hvad kunne der ikke ske i trafikken, og han er jo så legesyg, og så kan han godt være lidt voldsom, når han gerne vil lege med en anden hund. Og hvis han endelig “smutter” herhjemmefra, når vi er ude i haven om sommeren, så ved jeg lige præcis, hvor han går hen: han render over til nabobørnene, som han elsker! Og de kommer omgående med ham: “Mangler du ikke lige en hund?” Det er det længste, han begiver sig på egen hånd.
Men pludselig slog det mig, at hun bor tæt ved en dame, der ikke kan lide Whisky (det har andre fortalt mig), så hun har sikkert været HELT sikker på, hvem den hund var og hvad den hed. Og hun er simpelthen kendt som én, der blander sig i ALT! Så nu kunne hun åbenbart lige genkende ham og fortælle, hvor han hørte til. Han var “dømt”, det er jeg ikke i tvivl om.
Hold da op, hvor må hun mangle indhold i sit eget liv!
