Skøre, dejlige Frederik og skønne Bodil!

 

Frederik blev 14 år i går, og jeg var inviteret til eftermiddagskaffe og Svensk Pølseret (Frederiks valg). Frederik er en dejlig dreng, men også lidt “skør” – det vil han gerne være. Han fik de ønskede stribede “pyjamasbukser” og nogle armbånd af mig i fødselsdagsgave, og han var bare så glad! Han fik flere andre bløde pakker, alle lidt outrere, men herregud, når det nu er hans fornøjelse!

Skelethuen var også en hedt ønsket gave..

..og så kan han jo lige alle attituderne!

Og så de lange, tynde ben!

Jeg fik den varmeste, kærligste velkomst af lille Bodil, det er så dejligt, at hun tydeligt kender mig fra gang til gang.

Hun er bare så charmerende og så dygtig!

Datteren har købt garn hos Kenneth Weller og havde bedt mig tage min garnvinde med, så hun kunne få det vundet op, det er jo spændende, hvordan det er at strikke af. Men hvordan får man garn fra en spole og over på garnvinden? Det plejer jo at være en garnholder – “paraply”? Nå, vi fandt ud af at trække tråden op over en lampe, så gik det derudaf!

Men det måtte Bodil se! Hvad i alverden var det, der foregik?

Hun er altså bare “Mors hund”!

Det var en dejlig fødselsdag. Tak for sidst!

Puh ha – sikke et vejr, det var godt, det ikke var i går.

Jeg kom godt både til Fredericia og hjem igen i går. Jeg frygtede lidt hjemturen, for vejrudsigten sagde jo både storm og regn, så jeg kørte ikke over Vejlefjord broen, som jeg ellers altid gør, men ned over Vejle havn. Det gik fint, og var slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg bryder mig ikke om at køre i regn + mørke, jeg synes, jeg ser dårligt i den slags vejr. Og jeg kunne godt mærke, der var lidt aqua-planning nogle steder. Men når man kører rimeligt forsigtigt, går det.

Jeg er i hvert fald glad for at den voldsomme regn åbenbart først er kommet i nat, der ligger kæmpe vandpytter nu, og vejrudsigten er truende for i dag.

Så føler man sig lettet og glad, når man kommer hjem til en ovenud glad hund, som gennemsnuser mit tøj, for han kan jo lugte lille Bodil! Familien spurgte, om han ikke var med? Men jeg vidste ikke, om vi skulle være mange, der er jo fætre og kusiner, som sommetider er med til Frederiks fødselsdag, og så bliver det for uroligt med 2 hunde, der leger. Vi kunne jo ikke sende dem ud i haven!

Så blev jeg så klog!

Det var ikke helt nok med 100 grader i 6 timer for at få anden mør, det kunne jeg se, da de 5 timer var gået. 120 gr. ville sikkert have været godt. Men jeg skruede op for varmen den sidste time, brunede ved 250 gr til sidst, og så var den både mør og sprød!

Til gengæld var rødkålsalaten et hit! Den var bare rigtig lækker, og den havde trukket ca. 1 time i stuetemperatur, så dressingen havde fået tid til at trænge ind. Kan anbefales! Og den ville sikkert være fin til meget andet end andesteg!

Vi spiste kun ½ and tilsammen, så der er masser af mad til de næste dage. Og i morgen skal jeg til Frederiks 14 års fødselsdag, så da skal jeg nok ikke lige have andesteg – godt den kan holde sig.

Uhm – en skøn duft at komme hjem til!

Det er jeg spændt på: ekstrem langtidsstegning af and! Jeg fik blod på tanden efter min meget vellykkede langtidsstegning af en nakkesteg, så nu skulle det prøves med Mortensanden.

Jeg syr patchwork på Søndergården onsdag eftermiddag, så jeg satte anden i ovnen kl. 12 ved 100 gr.! Og sikke da en duft af andesteg at komme hjem til – uhm dejligt! Den står og ser pæn let gylden ud, har en anelse væde i bunden af fadet, men har jo stadig 2 timer til at blive færdig i, så mit skøn er, at det passer meget godt.

Jeg har inviteret nabokonen på Mortens and, hun har sent fri fra arbejde om onsdagen, så det passer meget godt. Så kan vi hygge os stille og roligt.

Og man kan godt eksperimentere lidt med en Mortens and – derimod ikke juleanden, den skal være helt traditionel! Engang for mange, mange år siden (42 år for at være helt præcis!) lavede jeg And a la orange Mortens aften. Det gjorde jeg aldrig mere – det ødelagde fuldstændig Sørens oplevelse af Mortens aften.

Men jeg tror godt, naboen kan acceptere, at jeg laver rødkålssalat i stedet for sædvanlig rødkål, hun er også glad for grøntsager. Jeg vil snitte rødkålen fint, tilsætte clementiner i både, syltede tyttebær, snittede blegselleri og nødder og vende det med Balsamico eddike og olivenolie, salt og peber. Så det vil jeg gå i gang med.

De små detaljer

Det er tit de små detaljer, der gør udslaget – det gælder i mange ting, men ikke mindst i patchwork!

De jeg var sammen med HANNE’s i Hvidovre for et par måneder siden, fik jeg 3 UFO’er = ikke færdige tæpper, som vi måtte bruge i Projekt Puttetæpper til børn på julemærkehjem, hvis vi kunne få noget ud af dem. De 2 af dem har Bente nu gjort færdige og quiltet.
Dette tæppe var en ikke så stor top i yndige, men lidt ferske farver (midten), og det har Bente nu sat en smal og en bred kant udenom + syet en zigzag lidse dokorativt på i 2 firkanter på spidsen midt på tæppet. Det er lige prikken, der gør tæppet rigtig sødt.

Og bagsiden har fået en stribe med lidt farver på, assymetrisk for midten, der giver bredde. Og her kan man så rigtig se, hvordan quiltningen giver karakter til tæppet. Det er rigtig flot!

Tæppe nr 2 har fået en fin diagonal quiltning, der passer fint til stjernerne. Der skulle ikke “pilles ved” toppen iøvrigt, den har et flot mønster af stjerner skiftevis med applikerede blomster i gyldne farver og en bort af “flyvende gæs”.

Det 3. tæppe er ikke færdigt, Bente synes, det fortjener en håndquiltning, og det er der så en anden tæppetante, der får lov til!

Det er en stor glæde at se resultatet af disse UFO’er og vide, at nu er der 2 børn mere, der får et dejligt tæppe! Det kræver nogen, der vil gøre UFO’erne færdige, men det har vi!

Mere hvidt!

Det sner!

Bare en lille smule, men gad vide, hvad det varsler? Forhåbentlig ikke en snevinter som den sidste, det kan være det samme, tak!

Men forresten var det ikke spor koldt, kun hvis man stod stille (det sker jo, at jeg møder nogen at veksle et par ord med), for så var vinden bidende.

Vi blev en smule fugtige, Whisky og jeg, men værre var det ikke.

Det ser iøvrigt ud til, at det hjælper på hans sorte udslet i lysken med den medicinske shampoo, jeg vasker ham i 2 gange om ugen. Og hans pels er blevet så lækker blød! Jeg plejer ikke at vaske ham ret tit, så derfor er det mærkbart. Og han er så sød: han går pænt og lidt slukøret ind i brusekabinen på gæstebadeværelset, og stiller sig op til vask! Efter at have vasket ham over det hele 2 x ugentligt de første 2 uger, skal han nu kun vaskes i lysken den ene gang, det er lidt nemmere.

Det vigtigste er, at det er bleget meget af.

Hvidt i hvidt

Jeg er nået så langt nu med det store sengetæppe i japansk foldeteknik, at det kun er hvide blokke, der mangler. Så jeg syr i hvidt med hvidt, hvidt med lidt mønster med hvidt, hvidt med hvid silke… Kedeligt? Nej slet ikke – og det går stærkt.

Nu har modtageren inviteret gæster til at se det færdige sengetæppe, som hun er meget spændt på og gerne vil vise frem! Modigt, for jeg har ikke lovet nogen slutdato! Og jeg siger ikke, hvornår hun har inviteret gæster til! 😉

Alle Helgens gudstjeneste

Jeg har været til Alle Helgens gudstjeneste i Brædstrup Kirke i aften. Det er en meget smuk skik, som vist de fleste kirker i Danmark bruger. Der var mange mennesker, og det var meget smukt. Navne på alle, der er døde i det sidste år, blev læst op – Sørens som det første – og så blev der tændt et lys for hver enkelt. Det har før været en pårørende, der tændte lyset, og det var jeg forberedt på, men sådan var det ikke, derimod 2 fra menighedsrådet, der skiftedes til at tænde de mange lys.

Der var også ualmindelig smuk solosang, og det var i det hele taget en meget stemningsfuld oplevelse. Naboen var med mig, og det var dejligt.

Der var bare én ting, der var meget forstyrrende: 2 drenge-konfirmander, der sad på rækken bag ved os, kunne absolut ikke sidde stille, de både hviskede og smågrinede sammen, også under oplæsningen af navne på de afdøde, de tabte salmebogen på gulvet flere gange med et brag, en af dem gik ud og kom ind igen osv, og selv om de fik øjne fra flere, lod de som om de ikke så det. De skulle altså være blevet hjemme på sådan en aften!

En smuk dag

Det blev en smuk dag, og Whisky og jeg havde en god tur i det skønne vejr til Kjellerup. Men inden da kom naboen fra morgenstunden med en blomsterhilsen…

…og så fik vi en god snak, hun har jo selv prøvet det, og det gør godt at snakke med andre, der ved, hvordan man har det. Vi har gjort det mange gange i dette år, men ikke én gang for mange! Det var meget sødt af hende.

Det er en smuk kirkegård ved Hørup Kirke i Kjellerup, hvor vi altid går ind ad “baggangen”, fordi der er en fin P-plads, og fordi denne grusvej fører i lige linie hen til Sørens og hans forældres gravsted, der ligger til venstre lige forbi det meget store træ i krydset. Det er en flot beliggenhed med træet, der om sommeren nærmest danne tag over hele krydset, men lige nu smider en frygtelig masse gule blade!

Det er et stort gravsted, et “4-kisters-gravsted” hedder det! Men da det blev valgt i 1958, hvor Sørens far døde, var gravstederne nok større end nu.

Det er lidt mærkeligt at tænke på, for Sørens far må forlængst være væk, så nu er der bare 2 urner tilbage i den store grav. Jeg har aldrig kendt Sørens far, men jeg har hørt mange ting om ham. Han var ikke som folk er flest, tror jeg, og kunne være både meget varm og lidt frygtindgydende! Det var et stort chok, da han faldt om som 63-årig, og døde på få minutter.

Sørens mor var enke i 30 år og blev næsten 88 år. Hun og jeg blev gode venner og især til sidst meget fortrolige. Hun klarede sig fantastisk flot i betragtning af den vanskelige situation, hun var i, da hun måtte flytte fra lejligheden, der hørte til hans job som uddeler, og uden at have uddannelse eller job. Men hun uddannede sig til sygehjælper og fik eksamen som 63-årig! Og arbejdede i 13 år som fast nattevagt på sygehuset, købte selv hus og rejste ud på charterrejser og oplevede meget. Hun var også på Grønland 3 gange for at besøge os, første gang, da hun hørte noget om en pige, som hendes søn havde lært at kende!

Det er dejligt at se, hvor pænt kirkegårdens folk passer og pynter de grave, man betaler for. Jeg ville have evig dårlig samvittighed over ikke at komme der ofte nok og ved tanken om, at der trængte til at blive gjort rent. Som nu, hvor der er masser af blade alle vegne, men kun lidt her, som jeg kunne samle sammen med hænderne. Den måde, de pynter med gran er meget kreativ, det er forskelligt fra sted til sted, og det ser rigtig godt ud. Vi har selv plantet lidt nyt, det bliver der også hæget om, og den lille efterårsblomstrende plante, som datteren satte sidste gang, stod fint med blomster.

Jeg fik ro i sindet.

Og da jeg kom hjem, stod der 2 store, flotte buketter fra mine børn!

Og lækker slik: chokolade-mandler og saltlakrids! Der er nogen, der kender mig. Tusind tak!