Det blev en smuk dag, og Whisky og jeg havde en god tur i det skønne vejr til Kjellerup. Men inden da kom naboen fra morgenstunden med en blomsterhilsen…

…og så fik vi en god snak, hun har jo selv prøvet det, og det gør godt at snakke med andre, der ved, hvordan man har det. Vi har gjort det mange gange i dette år, men ikke én gang for mange! Det var meget sødt af hende.

Det er en smuk kirkegård ved Hørup Kirke i Kjellerup, hvor vi altid går ind ad “baggangen”, fordi der er en fin P-plads, og fordi denne grusvej fører i lige linie hen til Sørens og hans forældres gravsted, der ligger til venstre lige forbi det meget store træ i krydset. Det er en flot beliggenhed med træet, der om sommeren nærmest danne tag over hele krydset, men lige nu smider en frygtelig masse gule blade!

Det er et stort gravsted, et “4-kisters-gravsted” hedder det! Men da det blev valgt i 1958, hvor Sørens far døde, var gravstederne nok større end nu.

Det er lidt mærkeligt at tænke på, for Sørens far må forlængst være væk, så nu er der bare 2 urner tilbage i den store grav. Jeg har aldrig kendt Sørens far, men jeg har hørt mange ting om ham. Han var ikke som folk er flest, tror jeg, og kunne være både meget varm og lidt frygtindgydende! Det var et stort chok, da han faldt om som 63-årig, og døde på få minutter.

Sørens mor var enke i 30 år og blev næsten 88 år. Hun og jeg blev gode venner og især til sidst meget fortrolige. Hun klarede sig fantastisk flot i betragtning af den vanskelige situation, hun var i, da hun måtte flytte fra lejligheden, der hørte til hans job som uddeler, og uden at have uddannelse eller job. Men hun uddannede sig til sygehjælper og fik eksamen som 63-årig! Og arbejdede i 13 år som fast nattevagt på sygehuset, købte selv hus og rejste ud på charterrejser og oplevede meget. Hun var også på Grønland 3 gange for at besøge os, første gang, da hun hørte noget om en pige, som hendes søn havde lært at kende!

Det er dejligt at se, hvor pænt kirkegårdens folk passer og pynter de grave, man betaler for. Jeg ville have evig dårlig samvittighed over ikke at komme der ofte nok og ved tanken om, at der trængte til at blive gjort rent. Som nu, hvor der er masser af blade alle vegne, men kun lidt her, som jeg kunne samle sammen med hænderne. Den måde, de pynter med gran er meget kreativ, det er forskelligt fra sted til sted, og det ser rigtig godt ud. Vi har selv plantet lidt nyt, det bliver der også hæget om, og den lille efterårsblomstrende plante, som datteren satte sidste gang, stod fint med blomster.

Jeg fik ro i sindet.

Og da jeg kom hjem, stod der 2 store, flotte buketter fra mine børn!

Og lækker slik: chokolade-mandler og saltlakrids! Der er nogen, der kender mig. Tusind tak!

Åh, hvilken morgenstund!

Så smuk en morgen i dag, hvor det er årsdagen for at Søren fik fred.

Det bliver en stille dag, hvor Whisky og jeg kører til Kjellerup og besøger gravstedet.

..de sidste dage af Sørens liv for netop 1 år siden. Er det mærkeligt, sygeligt eller morbidt at kredse om det?

For mig er det uundgåeligt, selv i drømme dukker der ting op og jeg vågner gennemsvedt!

Og det er jo ikke, fordi jeg hverken dengang eller nu syntes, at det var en skrækkelig oplevelse. Det var heldigvis en god oplevelse at følge ham til enden af livet og hjælpe ham med det, jeg kunne.

De sidste dage var meget stille, efter at det lykkedes at få ham hjem fra 14 dages forgæves sygehusophold. Jeg frygtede virkelig, at han ikke overlevede den sidste nat på sygehuset, hvor han var så dårlig, at de satte en seng ind til mig og bad mig sende bud efter børnene. Det kom så pludseligt, efter at han havde haft flere gode besøg i weekenden, hvor han var glad og livlig. Men jeg tror, han gav op, da vi fik at vide, at de ikke kunne gøre mere.

Efter den nat satte jeg alle kræfter ind på at få ham hjem, og det lykkedes. Det var dejligt, at han selv fulgte med under transporten og vidste, at han var på vej. Og han var helt tydeligt glad for at blive lagt i sin egen seng og få et stort velkomstkys af sin hund!

Det blev kun til 2 dage, men det var stille dage uden dramatik, med god hjælp og de nærmeste omkring, inden han lige så stille var væk. Jeg er stadig meget glad for, at han kom hjem. Det føltes som et mareridt, hvis han skulle dø den nat på Randers Sygehus. Herhjemme var det i orden, både for ham og for mig.