..de sidste dage af Sørens liv for netop 1 år siden. Er det mærkeligt, sygeligt eller morbidt at kredse om det?
For mig er det uundgåeligt, selv i drømme dukker der ting op og jeg vågner gennemsvedt!
Og det er jo ikke, fordi jeg hverken dengang eller nu syntes, at det var en skrækkelig oplevelse. Det var heldigvis en god oplevelse at følge ham til enden af livet og hjælpe ham med det, jeg kunne.
De sidste dage var meget stille, efter at det lykkedes at få ham hjem fra 14 dages forgæves sygehusophold. Jeg frygtede virkelig, at han ikke overlevede den sidste nat på sygehuset, hvor han var så dårlig, at de satte en seng ind til mig og bad mig sende bud efter børnene. Det kom så pludseligt, efter at han havde haft flere gode besøg i weekenden, hvor han var glad og livlig. Men jeg tror, han gav op, da vi fik at vide, at de ikke kunne gøre mere.
Efter den nat satte jeg alle kræfter ind på at få ham hjem, og det lykkedes. Det var dejligt, at han selv fulgte med under transporten og vidste, at han var på vej. Og han var helt tydeligt glad for at blive lagt i sin egen seng og få et stort velkomstkys af sin hund!
Det blev kun til 2 dage, men det var stille dage uden dramatik, med god hjælp og de nærmeste omkring, inden han lige så stille var væk. Jeg er stadig meget glad for, at han kom hjem. Det føltes som et mareridt, hvis han skulle dø den nat på Randers Sygehus. Herhjemme var det i orden, både for ham og for mig.
