Det lyder godt nok skørt – også i mine egne ører – men der er stadig, nu næsten 1 år efter at Søren døde – ting, jeg skal lære at udføre selv, fordi jeg aldrig har prøvet det før. Praktiske ting. Ikke bare at skifte til vinterdæk – det vil jeg overhovedet ikke prøve på – eller flytte havemøbler ud / ind, det må børnene hjælpe mig med.

Men noget så banalt som, at der pludselig sprang 2 el-pærer i de 2 pendler i køkken/alrummet henover bordene, næsten samtidig med at neonrøret i lampen henover køkkenvasken også gik sig en tur.

Jeg har selvfølgelig skiftet el-pærer før, men Søren havde et lager af den slags, og der var nu ikke nogen, der passede. Og så opdagede jeg, at de pærer, vi hidtil har brugt, fås ikke mere, og de har også andre betegnelser, når man skal købe erstatninger.

Det lykkedes med hjælp fra en flink ekspedient, da jeg havde taget de gamle med, men hvor føler man sig i grunden dum og hjælpeløs! I den retning har jeg været meget forkælet.

..der er er hårde for mig. I dag har vi pap- og papirindsamling i byen, og fordi jeg missede den sidste gang, havde jeg temmelig meget. Jeg har altid bidraget og synes, det er en god ting, at spejderne kan få lidt ud af det, samtidig med at papiret bliver genbrugt. Faktisk var jeg for mange år siden selv arkitekten bag en aftale mellem de forskellige ungdomskorps, så vi kunne skiftes om det og ikke gå hinanden i bedene, og i alle de mange år, jeg var leder i DDS-gruppen, organiserede jeg vores indsamling 2 gange om året.

Så selvfølgelig gemmer jeg aviser, blade og pap (undtagen papkasser, der passer i størrelsen til at sende tæpper!). Men det er godt, jeg har den lille sækkevogn, Søren fik i gave til en rund fødselsdag af en god veninde. For ellers ville jeg ikke kunne slæbe det ud til gaden. Men nu står der en stak papkasser med indhold. De får godt vejr til det i dag, det kan ellers være surt, hvis det regner eller sner – det har jeg prøvet!