Mig eller solsorterne?

Mine blåbær er ved at modne, jeg har plukket de første portioner, som dels er spist friske – det er det allerbedste – dels syltet til Drottningsylt sammen med nogle af de hindbær, jeg trods alt fik ud af det.

Men solsorterne har også travlt! Jeg har ikke oplevet før, at jeg har været nødt til at værne mig mod dem i forhold til blåbærrene, derimod tømmer de næsten ribsbuskene. Men jeg har godt set, at der er solsorte mellem buskene, så jeg har sat net omkring de buske med de mest modne bær. Det er umuligt at dække alle buskene af, de er for store.

Men heldigvis var jeg lige derude efter Whiskys og min lille morgentur, for der var en solsorteunge, der havde viklet sig ind i et net og lå og sprællede og skreg, da jeg kom nærmere! Jeg kunne ikke umiddelbart få den fri, så der måtte en saks til, så lykkedes det.

Det er et dilemma, ikk’? De må ikke tage mine bær, men jeg passer jo alligevel på dem!

Garnkøb med forhindringer

Nu kom det endelig: 2. portion af det Aláfoss Lopi, som jeg vil strikke en stortrøje til svigerdatteren af.

Hun valgte selv model og garn , men da jeg læste opskriften, inden jeg skulle til at strikke, opdagede jeg, at jeg kun havde købt halvdelen af, hvad der skulle bruges! Det var naturligvis ekspedienten i butikken, der hjalp med garnet, og hun havde åbenbart ikke opdaget, at der skulle strikkes med dobbelt garn 2 af hver sin farve, så jeg havde kun købt 1 farve og altså halvdelen af, hvad der skulle bruges. Det kan godt være, jeg havde valgt en anden model, hvis jeg havde set det selv, for nu bliver det pebret!

Jeg skrev en mail til butikken – eller rettere 2, for da jeg ikke fik svar på den første mail, prøvede jeg den anden – men den kom der heller ikke svar på. Jeg vidste nemlig, at det var de sidste 7 nøgler af den farve, jeg havde købt, og vi havde diskuteret, om det var nok?, så jeg bad om hjælp til at løse problemet.

Det fik jeg ikke, for der kom ikke svar, så jeg blev træt af det og fandt garnet i en anden butik – det er ovenikøbet samme farve- og indfarvningsnummer, og jeg har valgt at strikke dobbelt med samme farve.

 

Svigerdatteren nåede at undre sig over, at jeg ikke var begyndt (hun ser jo bloggen!), og så måtte jeg fortælle, at jeg ikke turde begynde, før jeg så, om det var samme indfarvningsnummer. Hun blev vildt forfærdet, da hun hørte, at jeg skulle bruge det dobbelte garn – det var alt for dyrt! så hun ville have mig til at sende det tilbage. Nej, hun skal nok få den trøje, så får hun en mindre julegave 😉

Men nu er der så slået op og begyndt, halløjsa, det er godt nok noget andet med så tykt garn og så dobbelt! når man ellers mest strikke på pinde 3 – 4. Men så bliver det vel også hurtigere færdigt.

Dette billede gav mig lyst til at vise jer nogle af mine orkidéer, som er helt fantastiske i øjeblikket

Nogle af dem er 11 – 12 år gamle. Og de kommer igen og igen 1 – 2 gange om året og står meget længe. Det er blevet endnu bedre efter, at jeg købte en speciel blandet orkidégødning af én, der solgte orkidéer mm på Løndal i maj. De får meget større og flere blomster nu, og jeg skal også have nogle af dem plantet om i større potter med den specielle bark, som jeg også købte af ham, når de er afblomstret denne gang.

 

Nogle af dem stammer fra nogle fester, vi har været til, hos min kusine og hendes mand, gartneren, som havde brugt dem som dekorationer, og så fik gæsterne 10 – 12 stykker med hjem!

Jeg har nok af dem – dette er køkkenvinduet! De passer åbenbart til mig og kan tåle, at jeg glemmer dem lidt engang imellem!

Der faldt en sten…

…fra mit hjerte! Jeg var SÅ nervøs for, om Whisky var syg! Han tabte hårene i nakken, hvor huden havde fået en meget mørk farve, og der var også lidt misfarvning foran på halsen. Så vi måtte jo til dyrlægen, og heldigvis fik jeg en tid hos den dyrlæge, som jeg har mest tillid til og som kurerede hans dårlige mave sidste forår.

Han ville gerne have mig til at beskrive det, før han selv så på det, og da jeg så hev en æske op af tasken for at spørge om min mistanke, sagde han med det samme: ja, det er bestemt en mulighed!

Det er Bayvantic, et middel mod flåter og lopper, som jeg har købt på apoteket, men som dyrlægerne også sælger.

Jeg har dryppet Whisky i nakken 2 gange med 1 måneds mellemrum, ligesom jeg tidligere år har gjort med et andet middel uden problemer. Men dette har åbenbart en kendt bivirkning, og jeg skulle have spredt det mere over ryggen, i stedet for at gøre det på et begrænset område. Jeg har ikke givet det hele på samme sted, men i en diameter af ca 10 cm, og det skal være mere spredt.

Det er dog langt det bedste, man kan bruge, så jeg skal ikke undlade at dryppe med det, når der ikke er yderligere virkning. Der har været en mild hudbetændelse, kunne han se, og det er sikkert halsbåndet, der har spredt det til foran på halsen.

Nu har han ikke sit læderhalsbånd på et stykke tid, men kun kæde, når vi går tur, så må vi se, om det forsvinder.

Det kan godt være, at jeg er let til at “se spøgelser” og reagerede for stærkt, men jeg kunne bare ikke klare, at min følgesvend skulle være syg!

Nå, så fik han også lige klippet de kløer på forpoterne, som han ikke selv slider, og det klarede vi bare så flot, mens jeg holdt om ham og uden mundkurv, så jeg indkasserede en rosende bemærkningom mit tag på ham!

ADVARSEL: ulækre billeder

Så nu fik jeg ram på dem! Jeg vidste godt, at jeg havde “dræbersnegle” – det har vi haft i mange år, og vi har altid jagtet dem med forskellige midler – men jeg vidste ikke, at der var så mange! De gemmer sig jo, de skarn.

Jeg plejer at gå med min blomstersprøjte fyldt med vand + 3-dobbelt salmiakspiritus, samt en lille skovl, så jeg skovler dem ud i jord, før jeg sprøjter dem, ellers kommer der gule pletter på græsplænen (jeg gør stadig som Søren har dikteret!)

Men jeg har opdaget: – at de næsten har spist en Klematis – at de havde kurs mod en anden af samme slags – at der var mange omkring de store Hosta – og at de var godt i gang med at æde kartoffeltoppene!

Så nu fandt jeg sneglegiften frem i går og strøede tæt mange steder (de blå korn). Og samtidig med regnvejret, som lokker sneglene frem, har det givet resultat!

Jeg kan altså ikke lide de slimede kryb – Addr! Og nu ligger de så i massevis, halvdøde og drukner i regnpytterne. Jeg har ikke spor medlidenhed!

Enkelte steder var der stadig nogle, som ikke havde været i giften, de fik lige et skvæt med sprøjten!

Det er ikke løgn, at vi har samlet i 10.000-vis, det slår vist ikke engang til, Søren var i TV et par gange det første år, hvor han demonstrerede, hvordan han slog dem ihjel, det år talte han dem, der var over 16.000! Dengang var det med benzin el. salt, men saltet holdt han op med, da han så virkningerne på de grønne områder året efter, hvor der var brune kanter langs skolestien og andre steder. Så fik han rådet med salmiakspiritus+vand, som vi har brugt siden kombineret med sneglegift. Det omdannes til gødning, og det er effektivt!

Det er som med mange andre ting, som Søren plejer at ordne: jeg får et sug i maven og en lille klump i halsen, når jeg finder hans store gummihandsker og hans bøtter med sneglegift frem! Men så tænker jeg på, at han ville jo ikke kunne gøre det, så syg han var. Og så ville det have været synd for ham.

Så lykkedes det

Så er puttetæppet i japansk foldeteknik færdigt, fejlen er rettet, og jeg er meget tilfreds!

Det var planlagt som puttetæppe til et barn på julemærkehjemmet Kildemose med mål: 120 x 160 cm, hvilket svarer til det originale mønster af Bettina Andersen fra 1996. Men så fik Projekt Puttetæpper en forespørgsel, om vi ville lade nogle af tæpperne sælge på auktion ved et velgørenhedsarrangement til fordel for Julemærkefonden = julemærkehjemmene. Det sagde vi straks ja til, og så ændrede jeg det tæppe, jeg var ved at sy til størrelse 160 x 200 cm, som jeg tror giver en større chance for at blive budt op af voksne.

Det er unægtelig spændende, om det kan indbringe nogle penge fra de formodentlig velhavende mennesker, som bliver inviteret!

Tæppet bliver udstillet på Dansk Patchwork Forenings Træf i Skærbæk 28.-29. august.

Jeg har syet mønsteret i flere udgaver før, og jeg vil undervise i denne teknik med “blomstereffekt” igen hos HANNE’s patchworkbutik igen lørdag 23. oktober med tilladelse fra Bettina Andersen.

Søstersyning på samlebånd

2 nordjyske søstre meldte sig som “monteringstanter” i vinter, dvs at de gerne ville sy blokke sammen, som andre havde syet og sendt til mig, og quilte til færdige puttetæpper til børn på julemærkehjem. Da de kontaktede mig, havde jeg ikke så mange blokke tilbage, og det var rest-blokke, de fik, så de var ikke afstemt i farverne, men vi blev enige om, at de måtte få det ud af det, de kunne, og så fik de noget ekstra stof at supplere med.

Nu har jeg fået billeder af de 5 tæpper, der kom ud af det – og jeg må nok sige, at de har suppleret!!! For de har fået tilsendt ialt 34 blokke (2009-mønsteret), og så kan man jo selv tælle efter, hvor mange de selv har syet som supplement foruden de trekanter, de har sat imellem af det stof, de fik med.

De fortæller, at de har haft det så sjovt med at sy alt dette, så de tror nok, de gerne vil monteret blok-tæpper en anden gang! Den ene søster fra Skagen besøgte den anden i Sæby i 4 dage, hvor de bare syede og syede – og hyggede!

Og for at det så ikke skulle være løgn, så lavede den ene også lige en “UFO” færdig, som havde ligget noget tid, så den kommer også med, når de vil aflevere alle 6 tæpper på Træf i Skærbæk den 28. august. Det er da en fornøjelse!

Der skal altid være en fejl i en quilt..

..for det er kun GUD, der er ufejlbarlig! Det siger man!

Meeen…denne er for grov!

Så der er lige 2 blokke, der skal pilles op og vendes! Heldigvis er det ikke så besværligt, når det er japansk foldeteknik, så det går nok.

Jeg troede ellers lige, at jeg var færdig! Der skal nok komme bedre billeder af det helt færdige resultat.

Rundt om Jorden

Her er billeder af de 6 kvinder og deres kunst, der udstilles på Tinghuset i Brædstrup i denne uge, incl. søndag 22.8. under fællestitlen “Rundt om Jorden”.

De 6 kvinder under ferniseringen i går.

Maleri af Inger Dethlefsen

Tekstilbillede af Tove Pirajá

Keramik af Tove Hald Petersen

Maleri af Susanne Hartmann

Tekstilbillede af Alise Frost

Maleri af Anne-Grethe Kousgaard

Det er kun smagsprøver! Der er mange andre og helt forskellige ting af hver af kunstnerne, som med hver deres virkemidler laver meget, meget smukke ting. Værd at se!

Smuk udstilling og stemningsfuld fernisering

Jeg har været til en meget smuk lille udstilling, hvor 6 kvindelige kunstnere udstiller på Tinghuset i Brædstrup fra i dag og 1 uge frem, i lighed med sidste år.

Jeg kan senere vise billeder, men det var ikke tilladt selv at fotografere – det er der ikke noget at sige til, men de var glade for min omtale sidste år, så jeg må senere vise nogle af deres egne billeder.

Men jeg kan kun anbefale udstillingen, som omfatter meget forskellige billeder, både malerier, akvareller og tekstilbilleder samt keramik og tekstile installationer. Absolut værd at se: alle dage incl. 22/8 kl 13 – 17.

Der var også musikalsk underholdning til ferniseringen, idet 3 kvindelige kirkesangere og 1 organist sang og spillede utroligt smukt! Rigtig dejlige, fyldige kvindestemmer. Nu har jeg jo altid selv været glad for at synge, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvor forskellige deres stemmer er, og især én af dem lod helt klart sin stemme komme til fuld udfoldelse, når hun sang sammen med de andre, mens stemmen blev mere “spæd”, når hun sang solo!

Færdig vest og start på tæppe

Der er ikke hæftet ender, der mangler knapper, og den skal vaskes! Men den blev strikket på under 1 uge, for jeg lukkede af i går aftes, torsdag, og jeg købte garnet i lørdags! Det har jo også noget at gøre med, at det er så sjovt at lege med farverne i regnbue-garnet! De små nøgler er det, jeg har viklet af undervejs, dels for at udnytte farveskiftene godt nok i denne børnemodel af vesten, dels for at få alle farverne med på både for- og bagside. Hvis jeg ikke havde brudt garnet, ville forsiden have været gul, orange og rød i begge sider, og det lilla, blå og grønne ville kun være på bagsiden. Det lilla er yderligere kortet af, fordi det falder meget i med den lilla bundfarve.

Nu henter jeg knapperne på Katrinelund i morgen, for jeg skal alligevel med derud for at hjælpe naboen med at finde garn til hendes vinterprojekt! Hun strikker kun om vinteren, men datteren vil gerne have et stort trekantet sjal, og det har Lene sikkert garn til. Hun har annonceret med 30 – 50% rabat på udgående garner, så det ku’ jo være…

Og så er jeg ved at gøre klar til det store sengetæppe, jeg skal i gang med. Så jeg var en tur i Vejerslev (inviteret udenfor normale åbningstider) for at finde flere grønne og hvide stoffer + en hvid silke (forrest) til at supplere den hjemlige beholdning. Lidt FQ i stærke farver til “blomster” røg der også i den fine taske, man får hos HANNE’s, når man køber for over 500 kr!

Til gengæld koster alle stofferne hos HANNE’s butik og netbutik kun 85 kr pr meter el. 23 kr for en FQ (50 x 55 cm).

Så når jeg er færdig med at sy de sidste baner sammen på “auktionstæppet” i samme mønster, så går jeg i gang!