Altså jeg er jo ikke den store fodbold-nørd og har aldrig været det. Men selvfølgelig følger man lidt med i landskampe, og jeg vil jo nok se DK’s kampe i VM. Man kan altid sy eller strikke foran skærmen!!
Men i går aftes faldt jeg altså for en fristelse, så i stedet for at gå lidt tidligt i seng, som jeg havde tænkt på, så blev jeg i sofaen foran skærmen med mit sytøj og så EM-finalen fra 1992, som blev vist som om det var nu! Med journalisterne, som de så ud dengang(!), spillerne i de noget kortere bukser end nu, og hele stemningen fra dengang.
Det er første gang, jeg ser hele kampen, vi har jo set mange klip af de mest spændende øjeblikke, men hele kampen så jeg på engelsk dengang, aldrig på dansk med de begejstrede “hutlihut” – “det er løgn Preben” osv, fordi jeg opholdt mig i Edinburgh, hvor jeg var leder for 44 spejdere fra Brædstrup på en fantastisk tur, hvor vi bl.a. besøgte min gode ven gennem mange år og hans spejdere. Efter teltlejr langt ude ved en flod og barsk bjergvandring og primitiv hike var afslutningsaftenen i deres spejderhus arrangeret til den samme aften som EM-finalen, så de udsatte festen med de skotske spejdere og deres familier til senere på aftenen og sørgede for nogle TV-apparater, så vi alle kunne se kampen. Vi havde fulgt med i resultaterne – bl.a. fra en dansker, der kom ned til flodbredden og fortalte drengene, at nu var “vi” i semifinalen! – og vi var som alle andre danskere overvældede over, at de danske “drenge” var nået så langt.
Så der var fest og jubel, da vi spændte sad og så den fantastiske kamp, og bagefter løb min yngste søn sammen med vore spejdere ned ad hovedgaden udenfor huset med en dansk fane højt hævet, og de skotske bilister dyttede begejstrede efter dem! Næsten dag, da de var på shopping inde i Edinburgh fik de mange rosende ord fra alle sider (de havde et lille Dannebrog på spejderuniformen), skotterne kunne godt lide, at “vi” havde tævet tyskerne!
Og nu så jeg så selve den kamp, som Søren, dengang alene hjemme, sad og så, hvor han slet ikke kunne klare spændingen, så han slukkede og gik ud på gaden, indtil han kunne høre på jubelen fra nabohusene og byen, at den var færdig. Hvorpå han tog sin allerbedste flaske whisky, som var gemt til en særlig lejlighed, og gik over til genboen for at fejre sejren!
Er det ikke sjovt, at her sidder man 18 år efter og ser en kamp, som man godt kender resultatet af, og alligevel bliver man så fanget, at man ikke kan gå i seng, men skal have det hele med!
Det er nok rigtigt, hvad man siger, at alle kan huske, hvor man var og hvad man lavede den aften i 1992. – Også selv om jeg overhovedet ikke har “forstand på fodbold”.
