Humlemagasinet

Foruden venindehygge, god mad og masser af snak i den dejlige have, havde veninden også en overraskelse til mig i form af en udflugt til “Humlemagasinet”!

Jeg har aldrig hørt om “Humlemagasinet” i Harndrup ved Brenderup på Nordfyn. Og det var en stor oplevelse, som jeg varmt kan anbefale.

Da der er flere oplevelser i ét, tager jeg det i bidder. Der er flere udstillinger, café i smukke stuer med skønne møbler, og der er en ualmindelig smuk have. Alt drevet af frivillige!

Humlemuseet er næsten det mindste, og det ældste, åbnet i 2001, og her er selvfølgelig værktøj og en samling af “humle”-produkter:

Og i haven er der også humle..

..så spændende!

Den øvrige have er så smukt anlagt, og lige nu er den nok ekstra dejlig med de blomstrende Rhododendron

En lise for sjælen!

Museerne gemmer jeg lidt, men caféen i de smukke stuer med gamle møbler og og fint porcelæn var også en oplevelse, som vi så, selv om vi foretrak at drikke kaffe med lagkage ude i haven.

En flot blodbøg stod ved indgangen med det hejste flag foran, vi skal nok komme igen! Og jeg kommer igen med billederne og oplevelser fra muséerne.

Oplevelses-weekend

Whisky og jeg har været på weekend – hver for sig for det meste! Whisky har besøgt børnebørnene, først det ene hold og derefter det andet…

..her med lange Frederik

..hvor vi begge sov den første nat, hvilket i sig selv er en ny oplevelse for Whisky, fordi husfaderen har været allergisk overfor hunde i mange år, så Whisky kun har været på visit, når vi kunne være i haven. Den allergi er væk, og om knap 3 uger flytter der en lille Tibetaner ind hos familien – det er SÅ spændende.

Men nu var det Whisky, der sov mellem Ebbe og mig – det er svært at sige, hvem, der nød det mest, Ebbe på en madras eller Whisky på sit eget tæppe, som følger ham allevegne. Frederik er meget sød til at lege med ham, og gå tur med ham. Og det var jo så dejligt vejr, så husfaderen havde forberedt grillmad i haven til husets frue kom hjem fra en anstrengende lejrskole.

Resten af weekenden var jeg inviteret på et dejligt venindebesøg med hyggelige oplevelser og overraskelser, som der kommer mere om senere, og imens var Whisky (med sit tæppe!), hos det andet hold børnebørn som kappes om at gå tur med ham og lege med ham, men hvor han selv vil bestemme, hvor han vil sove: nemlig der, hvor han og jeg plejer at sove, sammen med Christina!

Der endte weekenden også for mig, hvor vi igen fik skøn grillmad på terrassen, med helt friskopgravede kartofler, som jeg havde købt ved landevejen undervejs på min udflugt med veninden. Der er ikke noget, der smager så godt som nyopgravede danske kartofler!

Havens diamanter

Havens diamanter er Azalea’erne, som blander sig med Rhododendron’erne, mindre, men utroligt smukke stærke farver:

På terrassen har jeg fået plantet de nye duft-pelargonier, som jeg købte på Løndal, i krukker..

..og den smukke nye rose “Gigi” har også foreløbig fået en større krukke, så kan jeg plante den ud inden vinteren, hvis jeg ikke får huset solgt. For jeg vil have den med mig!

Jeg har aldrig været bekæftiget i haven – det var så afgjort Sørens domæne, men jeg nyder alt det smukke blomstrende, der er lige nu, og lidt kan jeg også finde ud af! Jeg har lavet “stativet” af afskårne grene bag rosen til en Clematis, der havde et stort træ at klatre op ad, nu er jeg spændt på, hvor højt den vil klatre op?

Havevandring

Lidt sent i år, men ikke mindre smukt! Dette må vist være en hilsen til Søren – hvor han så er, så tror jeg, han kan se sin smukke have!

Den sidste her var en af Sørens yndlinge.

Genhusning

Jeg havde ellers ryddet op og revet reden ned, efter at solsorteungerne havde forladt den og overklattet fliserne i carporten – heldigvis var bilen ude at køre! Men jeg kunne godt se, at der var ved at blive taget tilløb til en ny rede – eller 2?

..nej, hun kunne bare ikke bestemme sig!

Det havde hun åbenbart gjort, da vi kom hjem fra vores formiddagstur, Whisky og jeg, for nu sker der en hel masse længere inde i carporten på murstenskanten ovenover stigen! Jeg nænner ikke at rive den ned!

Jeg har ellers fået det så fint med en ny krukke plantet til med pelargonier ved hoveddøren, hvor Kameliaen står ved den anden side..

..og endelig folder blomsterne ud! Jeg var ellers noget nervøs for, om den havde taget så meget skade af nattefrosten, at de ikke ville springe ud, men den er bare blevet lidt forsinket. De er så smukke!

Og hvad er så dette?

Det er kartofler! Sat i 2 sække, beregnet for det samme. Med en “låge” på siden, så man kan lukke op og se, hvornår de er store nok, og man kan også fiske nogle få ud og lade planten vokse videre! De blev sat i lidt sand og jord, og så fylder jeg ovenpå, efterhånden som de vokser. Jeg er meget spændt på, hvordan det udvikler sig og glæder mig til at spise egne, nyopgravede (eller “fiskede”) kartofler.

Jeg har også sat kartofler på alm. vis, Søren ville aldrig have kartofler i haven, men jeg elsker nyopgravede danske kartofler, og nu bestemmer jeg jo selv!

Og i et fjernt hjørne af haven gemmer sig disse små skønheder, åh som de dufter dejligt, jeg har også plukket en buket ind.

Med pingviner, katte, heste og meget mere – færdigt!

Så blev hønsestriktæppet til en lille endnu ufødt dreng færdigt – presset, med hæklet kant omkring i kraftigere bomuldsgarn og foeret med dejlig fleece.

Den oprindelige opskrift havde ikke noget bagpå, fleece var vist ikke opfundet i ’70-erne, hvor opskriften er fra! Det er min egen opfindelse, og det har 3 fordele: det giver en god fast fornemmelse, det luner, og det gemmer alle garnenderne, der kun er bundet sammen – ikke mindst det sidste er en fordel for strikkeren!

Jeg kan godt lide at lave tæpperne forskellige, så jeg bruger forskellige farver til de enkelte borter, som går igen, og jeg har ofte nye borter med. Denne gang de skønne pingviner …

…og de søde flyvende heste. De er da kære!

Der er nogle som spørger, om det ikke er frygtelig besværligt at strikke, men jeg synes bare, det er sjovt – der sker hele tiden noget nyt, og jeg leger med farverne og prøver nye af. Jeg ville aldrig strikke det frem-og-tilbage, det er efter min mening nærmest umuligt med flere farver. Men på rundpind, zigzagget og klippet op, så fungerer det – dog helst kun med 2 farver ad gangen.

Trin-for-trin-vejledning lige her.

Jeg håber, der vil bringe glæde!

Hønsestriktæppe

Nu er hønsestriktæppet klippet op og har fået hæklet kant omkring, så man kan danne sig et indtryk. Det er IKKE presset, det glatter jo ud på det ujævne indtryk, der uvægerligt vil komme, når man strikke mønstre med flere farver.

Efter presning skal der fleece bagpå, det er vasket og klar, en dejlig tynd og lækker kvalitet.

Jeg har brugt de fleste af de borter, jeg som regel bruger, men i andre farver, og så er den nederste bort med pingvinerne samt den øverste med de søde “flyvende” heste nye. Hestene fik jeg mønster til fra en patchworkveninde, det er jo fint, når man får inspiration fra andre – så tak for det! Jeg kan godt lide at bruge nye borter, og ingen af de tæpper, jeg har strikket, er ens.

Skønheder

Når jeg har “fri” fra mit ½-tids kustodejob på Løndal (benene kan ikke klare at stå mere end 4 timer), skal jeg jo også se alle udstillernes stande. Nogle nåede jeg lørdag, hvor det var så dejligt vejr, sammen med naboen, som var kørende med mig og brugte min arbejdstid til at nyde det hele. Først i går så jeg den lille udestue med orkidéer, som man kunne købe. Jeg er jo vild med orkidéer, og jeg fik her mulighed for at købe både potter, barkflis og orkidégødning, så jeg kan plante nogle af mine om i de rigtige klare potter.

De er simpelthen så smukke, og jeg købte da også en enkelt til fornyelse i vindueskarmen:

nemlig den højeste til venstre med rosaplettede blomster. De har alle fået vand og gødning i dag, også dem, der nu er ved at skyde, men som endnu ikke er kommet ind fra nursing-rummet.

Jeg købte også en rose, som skal plantes i en krukke på terrassen, hvor jeg i forvejen har 2 opstammede roser, som trives fint, nu på 11. år, og som står ude om vinteren, blot trukket lidt ind i læ under altanen.

Denne rose har den mest fantastiske sarte lyslilla farve, og så dufter den helt utroligt! Jeg er bange for, at det kølige vejr er lovlig hårdt, så jeg klippede de 3 udsprungne roser af og tog dem ind, så jeg kan nyde duften! Nærmest en anelse citrusagtig, men sandelig også rosenduft. Kan man forestille dig det?

Og så fik denne potteplante lov at komme ned i stuen, efter at den har stået siden sidste sommer oppe i Sørens stue, hvor den et par gange om ugen er blevet overbruset, og nu har den fået blomster! Jeg er bare så stolt! Første gang, den skød, blev det kun til nye blade, men nu er der 3 flotte blomster, der vokser. Den hedder “Medinilla”, og jeg havde aldrig set den, før jeg fik den i fødselsdagsgave sidste sommer. Den beholder blomsterne i månedsvis, men jeg vidste jo ikke, om jeg kunne holde liv i den og får den til at blomstre igen. Så det er da lidt spændende!

Haven og hønsestriktæppe

Nu sker der for alvor noget med Rhododendron’erne i haven, og min havemand var på besøg for et par dage siden, så der er så fint derude!

Det er en fantastisk farve, denne her har! – nåh ja også den bagved, den er varmt cremefarvet med rød gane.

Og så er jeg ved at nå enden på hønsestriktæppet, jeg er ved en ny bort, som jeg er lidt spændt på, den er lidt svær! Men alle de kendte + lidt flere – bare i andre farver igen-igen –  er med her:

Et eventyr i natur og glas

En eventyrlig dag har det været på Løndal, hvor vejret var det smukkest tænkelige, og hvor der var masser at opleve både ud og inde. På gårdspladsen foran herregården bliver man mødt velkommen med det dejligste klokkespil fra tårnet.

På skrænten op til den flotte pavillon springer rhododendron ud, og man kan få lidt forfriskninger.

Inde i de smukke stuer, som jeg aldrig bliver træt af at beundre, bliver man budt velkommen af unge musikere fra “Jazz-kogebogen” og en blokfløjteduo, som spiller og synger dejligt og humørfyldt.

I stuerne er der denne gang glas- og blomsterkunst, som er så smukt, at man konstant må stoppe op og beundre kreativiteten. Her kommer en lille billedkavalkade

Og endelig i mit yndlingsrum – den orientalske spisestue:

Er det ikke sjovt: der er altid nogen, der skal røre! Også med risiko for, at disse fine mælkebøtte-frø splittes for alle vinde? (Det er så bl.a. derfor jeg er der!)

Det er så smukt altsammen, men det skal jo helst ses i virkeligheden – og der er også åbent i morgen, søndag, hvis man mangler et mål for søndagsturen! Og foruden alt det fine indendørs er der masser af boder i parken, i stalden, i pavillonen og på 1.salen. Jeg faldt for et par enkelte fristelser i form af et par smukke duftende planter til terrassen, som jeg glæder mig til at plante i krukker.