Nu springer Rhododendroner'ne ud

I dag er det ½ år siden, at Søren døde! Og i dag springer den første af hans Rhododendron ud. Senere end sidste år, prøv selv at se billeder fra 8. maj 2009 , hvor der var rigtig mange smukke blomster! Det har været – og er jo også meget koldere i år. Men de skal nok komme, bare frosten nu vil give slip, så de ikke falder alt for hurtigt igen.

½ år! På en måde er det ikke til at forstå, at der er gået ½ år, og på den anden side er der også sket meget, både i mig og udenom mig. Jeg er faldet til ro, har fundet mig selv og min hverdag, jeg har købt “ny” bil, hvem skulle have troet det – jeg har sat huset til salg. Nå ja, det haster ikke, og der har heller ikke været nogen interesserede, men det gør ikke noget, det var det med at tage beslutningen.

56 par hyggesokker

56 par hyggesokker blev der strikket i 2. runde af “Projekt hyggesokker“, det er da meget godt gået, når der bor 30 børn ad gangen på Julemærkehjemmet Fjordmark. Så kan alle på dette hold få et par hver, og der mangler ikke meget i, at næste hold også får.

Så nu håber jeg, at der fortsættes – også selv om man ikke blev vinder af en lækker strømpegarnspakke i denne omgang.

Fremvisning i strikkecaféen

Jeg havde lovet at tage det store sengetæppe med i strikkecaféen på Søndergården, så de kunne se det. Der er flere af dem, der også har syet patchwork. Så der var stor interesse.

De skulle også se det på bagsiden, det er jo det specielle ved dette mønster, at der bliver en meget fin bagside også.

..men det var svært at holde – det er godt nok stort!

Annette havde strikket en sød kortærmet sommertrøje i hvidt, samme opskrift som denne fra Hendes Verden nr 10 2009.

Den er absolut sød.

Verden er lille!

Langt borte fra DK i Lagos sidder min lillesøster og finder på Berlingske Tidendes hjemmeside en serie billeder fra 5. maj 1945, hvor englænderne kommer som befriere til Danmark – og hvem er så på billede nr 14 af 18 billeder? Vores nu forlængst afdøde moster lige i centrum i den af os så velkendte positur som smuk fotomodel omgivet af engelske soldater på en jeep! “mange danske piger tager imod de engelske Tommyer!” er teksten. Ha, ha, hun var en gift kone, gift med pressefotograf “Stoffer” og dermed en erfaren fotomodel, der altid kunne finde det flotte smil frem! Det er sikkert også ham, der har taget billedet, selv om initialerne ikke passer med ham – men selvfølgelig kan flere fotografer have taget billeder samtidig!

Min søster er født i juli 1945 og har derfor ikke selv oplevet befrielsen, men jeg har, og jeg kan huske mange ting, også fra den 4. maj om aftenen, hvor vi blev taget op af vore senge og var med ude blandt jublende mennesker på gaderne i centrum af Odense, da befrielsesbudskabet var sendt i radioen.

Vi har af den grund også altid haft lys i vinduerne den 4. maj om aftenen, dog ikke i går, da jeg var til syaften i Kludekonerne. Til gengæld havde aftenens værtinde sørget for meget smuk illumination med masser af fine små lys i sit store runde vindue, der langt ude på landet! Meget, meget stemningsfuldt!

Jeg er helt fortabt

Jeg er helt fortabt for omverdenen! Jeg har lige modtaget den nyeste patchworkbog af Kaffe Fassett – hold da helt op, hvor den mand kan blive ved med at inspirere!

Hvad er det, han gør? Farver først og fremmest, måder at sætte dem sammen på. Han bruger de former, vi kender, men ser også nye, fordi han bruger sine øjne!

Mønstrene er enkle og godt vist, nemt at forstå også for dem, der ikke er supergode til engelsk.

Smukke, smukke billeder..

Suk! Hvor vil jeg gerne sy dem allesammen (næsten!). Hvorfor har døgnet ikke 48 timer?

Nå – tag dig sammen! Du har lovet at tage det store sengetæppe med og vise frem til strikkecafé, det er pakket og klar, så må der kigges / læses / beundres / drømmes senere!

Kirsebær

Det varer ikke længe, før det hele drysser ned som sne – så det er med at nyde det.

Det gør humlebierne også, det surrer helt vildt imellem blomsterne.

Flere og flere af de gammeldags aurikler dukker op under rhododendronerne (som lader vente på sig – det er for koldt om natten).

Spørgsmålet er, om det også er for koldt at cykle uden overtøj? Men Mads suser rundt og nyder sin nye og højere cykel..

..mens Marie og Emma fint kan styre deres dejlige “Basse”. Det er så skønt at have fået børn i nabolaget igen.

Lang weekend

Det er en utroligt lang weekend, eller hvad man nu skal kalde det, især når man ikke skal noget særligt. Jeg tror, det allerede føltes som lørdag i torsdags, fordi jeg var på besøg hos sønnefamilien, der havde ferie. Så var det IKKE søndag dagen efter, selv om det var helligdag! Altså det er ikke til at finde ud af. Og først i går var det lørdag. Man skulle ikke tro, det havde nogen særlig betydning for en pensionist, men der ligger nok alligevel et eller andet i baghovedet om at have “fri” eller ej!

Jeg har fået en bestilling på endnu et hønsestrik-tæppe , og supplerede lige beholdningen af bomuldsgarn i stærke farver op, inden jeg gik i gang. Katrinelund har rester af det lækre Safran på tilbud i skønne farver. Det er perfekt til dette brug.

Og så tog Whisky og jeg den helt store soignering! Han fælder meget lige nu og blev striglet grundigt, der blev til endnu en opfyldning af nettet med hundehår til fuglene – der bliver plukket flittigt af det! Han vil gerne strigles, og der er ingen tvivl om, at han har det godt med at blive befriet for de løse totter. Men når piggene på striglen går for tæt på, markerer han med løftet overlæbe og blottede tænder, at nu skal jeg stoppe! Det gør jeg ikke, han skal selvfølgelig finde sig i, hvad jeg gør – og det går også uden vold fra nogen af siderne! Søren plejer at holde ham, når jeg kommer til halen. Men det klarer vi også selv nu. Det er tydeligt, at vi er kommet meget tættere på hinanden, Whisky og jeg, nu hvor der kun er os 2. Han skal ikke høre efter el. indrette sig efter 2 forskellige mennesker – det er ham og mig. Og vi kommunikerer faktisk rigtig godt, det griner jeg tit af! Vi “snakker” sammen 🙂

Bagefter er han så fin og bliver rost meget!

Så kommer det værste: ørerne, som skal renses. Især det ene kan der være lidt snask i. Og det kan han ikke lide! Men jeg har fundet ud af, at hvis jeg lægger en rem om snuden og holder fast, så er han pacificeret og forholder sig roligt! Han kunne såmænd sagtens vride sig fri, men det gør han ikke. Hvis jeg ikke gør det, prøver han at snappe efter mig, og det har vi det jo ikke godt med nogen af os!

Så ørerne blev i fred og ro dryppet med ørerens, nulret og tørret grundigt efter med renseservietter og vatpinde. Det gik fint!

Når han ser sådan på mig, så smelter jeg – ligesom Ebbe, der siger: “Er han ikke smuk?” Jo, det er han minsandten. Jeg håber stadig, at Ebbe kommer og besøger os, inden han selv får sin egen hund!

Når det hele er overstået, så er Whisky i form til at skælde ud på solsorte el. andre hunde, eller hvad han nu kan se!

Lyserødt og lysegrønt

Den lyserøde sky ser man straks man kommer ned ad vejen, hvor jeg bor for enden, med et dejligt grønt friareal på den ene side

– den fine lysegrønne kulisse, som fællesarealet danner, nyder vi godt af hele året.

– de træer, som for 30 år siden blev plantet langs “vores” vej, springer også ud nu og er med til at fremhæve de buske, vi selv har i hver vore haver. Tænk, der er faktisk nogle på vejen, som forsøgte at få dem alle fældet for nogle år siden. Søren fik projektet standset, før de nåede ned til os, og de kom til at genplante længere oppe ad vejen, for det står i beplantningsplanen for området, at der skal være levende hegn på den ene side, bøgehæk og løvtræer langs vejen! Han var ikke at spøge med i sådan nogle sager!

– jeg ved godt, jeg er fræk, når jeg tager sådan nogle billeder i modlys – jeg er overhovedet ikke inde i reglerne for fotografering! Men det ser da godt ud! Troldnøddebusken ved siden af den japanske kirsebær er også blevet utroligt høj og springer ud nu.

Haven har også sine hemmeligheder:

Jeg kan ikke bruge den lange stige for tiden, for i carporten, hvor den hænger, har en solsort rede med æg! Og selv om jeg parkerer (det er bilens tag forneden i billedet) og lader døren stå åben, mens jeg bærer ind, eller bagklappen står åben for Whisky, så flytter den sig ikke. Jeg kan kigge den lige ind i øjnene, når jeg står ind og ud af bilen, vi kender hinanden!

– og ovenover køkkenvinduet er der ved at blive bygget en rede mere på den hylde, Søren satte op for en del år siden til det samme. Han ville nemlig ikke have dem i carporten. Men jeg nænner jo ikke at rive den ned. Jeg krydser bare fingre for, at der ikke er en kat, der opdager den!

Foråret kommer stærkt

Jeg skal skynde mig, hvis jeg skal vise billeder af foråret, har jeg fundet ud af. I sønnens have, som ligger ved østkyst og dermed lunere, var mange af hans rhododendron bristefærdige, og jeg kunne ligefrem se på de timer, jeg var der, at de åbnede sig mere!

Her er det ikke så vidt, men kirsebærtræet, som Søren plantede for mig for mange år siden, og som er blevet skåret tilbage én gang, springer mere ud for hver dag

Det blir så flot

Og stjernemagnolien er også tidligt på færde

Anemoner, aurikler og primula myldrer

Og på begge sider af hækken ud mod gaden står det “sædvanlige” imponerende geled af påskeliljer i ufatteligt antal – også selv om jeg har plukket flere store buketter og ladet naboen gøre ligeså.

Jeg kender nogen, der går tur forbi på denne årstid bare for at beundre..

Improviseret hygge med varme hveder

Vi har altid i vores familie hygget os med te og varme hveder med pålæg i stedet for aftensmad Bededagsaften, og der var da nogen, der havde bekymret sig for, hvordan det ville være for mig at være alene i aften.

Men så kom der lige en invitation i eftermiddags, hvor svigerdatteren ringede og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at køre en tur ned til dem, for nu havde sønnen købt ind til masser af hveder med masser af pålæg fra den rigtige slagter!

Jo tak, det var en hurtig beslutning, og så trillede vi af sted, Whisky og jeg. Og vi har rigtig hygget os, han hyler af glæde, når vi triller ind ad deres indkørsel, så sker der jo også lidt for ham! Det var en dejlig eftermiddag og aften. Jeg elsker det improviserede!