Den vrede, jeg følte stærkt på Sørens vegne et par gange i løbet af hans sidste levemåneder, dukkede op igen i går hos én, som også lige har mistet sin mand for ganske kort tid siden. Det var helt naturligt, at vi snakkede om de 2 sygdomsforløb og mange andre fælles erfaringer i forhold til det tab, vi begge har lidt. Det er helt sikkert også godt at snakke om det – igen – igen!

Hun vidste godt, at vi skiftede læge under forløbet, de havde den samme læge, og hun har også skiftet nu, i meget stor vrede imod denne læge!

Ikke nok med det: hun kendte – som jeg – også flere andre, der har skiftet fra ham! Alle pga utryghed, fejl, undladelser og dårlige erfaringer i forbindelse med alvorlig sygdom. Det er så karakteristisk, at man må undres over, om der ikke er nogen, der klager officielt og ikke kun mand og mand imellem (eller kvinde/kvinde!). Hvorfor gør vi ikke det?

I Sørens tilfælde var det ikke fejldiagnostisering, lægen var den, der helt korrekt stillede en foreløbig diagnose og sendte Søren til videre behandling.

Svigtene kom i det senere forløb: Mest alvorligt en ulyst til at besøge Søren herhjemme, når han havde det værst. Først da han havde så mange smerter, at han ingenting kunne, f.eks. komme i og ud af sin seng. Hjemmesygeplejersken måtte forlange, at han skulle komme og se, hvor slemt, det stod til, og derefter fik han plejeseng mm. Samt alt for mange morfinpiller, som han havde svært ved at tåle, indtil han skiftede til morfinplaster. På det tidspunkt troede alle, også Søren selv, at det snart var slut. “Det palliative team” fik ændret på det forløb, så han fik yderligere ½ år, som rummede rigtig gode perioder og oplevelser, selv om der var nedture.
En af nedturene kom efter et fald med et brækket lårben til følge, som desværre ikke blev opdaget på skadestuen, hvorfor Søren lå med frygtelige smerter i 17 dage, uden at hans egen læge så til ham én eneste gang!! Trods kontakt fra hjemmesygeplejersken. Han løj senere for mig og sagde, at han ikke vidste noget om det!

Endnu et ubegribeligt svigt kom, da Søren fik “Helvedesild”, hvilket lægen konstaterede, men sagde at man ikke kunne behandle, da der ikke var noget, der kunne hjælpe. Hvilket en vagtlæge, som jeg ringede til 1 time efter, afkræftede, hvorefter han bestilte den nødvendige medicin, som Søren så fik omgående ved senere anfald, så det ikke blev helt så slemt.

På det tidspunkt skiftede Søren også læge. Jeg havde skiftet efter de manglende sygebesøg i forbindelse med lårbensbruddet, jeg kunne ikke have tillid til ham mere.

Lignende dårlige erfaringer hørte jeg så om i går, flere forkellige: en kræftsvulst i halsen, som i lang tid blev behandlet som spiserørsbrok eller mavesyre-problemer, hvor patienten efterhånden tabte sig så meget og fik så grå en kulør, at alle andre end lægen bemærkede det! Og altså til sidst døde efter et meget smerteligt sygdomsforløb.
Eller en mavesvulst, der blev opdaget alt for sent, trods gentagne lægebesøg. Jeg har hørt om flere af den slags.

Lægen kunne ikke have ændret på Sørens sygdom eller forhindret hans død, men han kunne have skånet ham for nogle meget smertefulde forløb undervejs i hans sygdom. Jeg er i hvert fald glad for, at vi fik skiftet til den nye læge, som var meget omsorgsfuld og gerne kom på besøg her i det sidste forløb, det var vi begge 2 meget glade for, Søren lyste ligefrem op og lavede sjov med ham, når han kom.

Er vi for “pæne” til at klage? Kan hans kolleger ikke se det? Jeg har ikke nævnt grunden til skiftet for min nuværende læge, jeg tror ikke, det er nødvendigt.

Men jeg er i hvert fald ikke den eneste, der er vred!