Underlige tanker

Posted on by
9

Jeg tager mig i at tænke: “Nej, det er jo Sørens…” om ting, jeg har fat i!

Det er som om jeg kommer ind på hans enemærker! Men det er jeg jo nødt til. Jeg tog mig sammen i dag til at ringe forskellige steder om navneændring vedr. fjernvarme, vandværk og den slags, meddele forsikringsselskabet, at han ikke er her mere. De sørger for at sende mig en blanket til omregistrering af bilen. Bank og skifteret har jeg hørt fra, så det er der styr på.

 Jeg ringede også til kommunen vedr. hans tjenestemands- og folkepension. Det var meget godt at få at vide, at begge udbetales i 3 måneder, så ændres min egen folkepension og jeg får derudover ægtefællepension, som er en del af hans tjenestemandspension.

Han har altid haft en vældig orden i papirerne, så det var bare at finde mapperne frem. Der er en enkelt blanket, jeg ikke har fundet endnu, vedr. kirkegården, altså hans forældres gravsted, hvor hans urne skal sættes ned. De skal jo også have det ændret til, at det står i mit navn, og så skal jeg have lavet aftale om pasning. Sådan at ingen skal have dårlig samvittighed over ikke at køre derop og holde det. Det optog Søren meget på det sidste.

I dag er humøret trist, og jeg har haft ondt i maven, det minder om et galdestensanfald, jeg havde for nogle år siden. Men det er heldigvis gået over igen.

Det haster ikke med at rydde op i hans ting, børnene skal også være med til at se på det, yngstesønnen kan passe hans pæne skjorter, der er også nogle flotte slips, de kan få, hvis de vil. Ellers bliver der syet puttetæpper af skjorterne, og tøjet kan gå til genbrugsforretningen, vi har en fantastisk en af slagsen her i byen. Det gør mig ikke så meget.

Men der er en masse samlerobjekter, som jeg ikke rigtig ved…?

Og så fik jeg lige tårer i øjnene, da jeg stødte på hans varme uldne kasket i bryggerset!

Blomster i novembersol

Posted on by
6

blomster

Da jeg gik formiddagstur med Whisky i det pragtfulde solskinsvejr, og han havde fået lov at løbe løs nede ved søen, gik vi forbi kirkegården på vej hjem. Og så ville jeg selvfølgelig se Sørens blomster igen, og havde ventet, at de sidste 2 dages regn havde gjort dem lidt slatne.

Men nej! De ser simpelthen ud, som om det er i dag, de er plukket! Åhh, hvor er de flotte! Så jeg gik hjem og hentede kameraet, for de billeder skal bevares! Og så vil jeg gerne vise dem her.

blomster3

Jeg er glad for, at de kom til at ligge på plænen her på Brædstrup Kirkegård og ikke blev kørt til Kjellerup, hvor vi senere vil sætte Sørens urne ned i hans forældres gravsted.

blomster4

Her kan både jeg og andre gå hen og nyde alle de meget flotte blomster i kranse, dekorationer og buketter.

blomster5

Det er godt, det ikke er frostvejr – selv orkidéer er der i en dekoration – ja, dem kender jeg jo!

blomster7

Sikke nogle farver!

blomster6

Jeg kan ikke lade være med at sende Søren en hilsen i tankerne – gad vide, om han kan se, hvor smukt det altsammen er? Han ville sikkert synes, at det er alt for meget!

Jeg er træt

Posted on by
4

Jeg er træt og orker ingenting. Jeg læser aviser – det har jeg ikke gjort i en uge – jeg strikker lidt, drikker te, går tur med Whisky og “laver ingenting”.

Men jeg tror, det er OK! Jeg har igen i dag fået en yndig buket, en nabo har været lidt på besøg, og en god veninde har ringet, og så er dagen næsten gået!

Whisky har fået et kødben, det får han sjældent, for han tåler det ikke så godt, men hvis ikke nu, hvornår så?

Tak!

Posted on by
9

kirken

Tak til familien, vennerne, naboer, gamle kolleger, bridgespillere, lokalpolikere og tidligere bestyrelsesmedlemmer i diverse foreninger og mange andre, der kom og sagde farvel til Søren i går.

Det blev en meget smuk dag, og det var overvældende, hvor mange der kom. Kisten og kirken var rigtig smukt pyntet i varme farver, og der var utroligt mange dejlige blomster.

Det lykkedes mig at synge med på salmerne – Søren sagde altid, at han lyttede til mig og nød, at jeg stadig kan synge, når vi var til begravelse. Så jeg håber, at han hørte mig også denne gang. Jeg kunne også høre, at vores børn sang med, og iøvrigt alle i kirken, der var helt fuld.

Og præsten havde fået meget ud af vores samtale forleden dag, for hun fik virkelig tegnet et godt portræt af den mand, vi kendte så godt og kommer til at savne.

kranse

Vore 3 børn og 3 svigerbørn bar Søren ud, mens orglet spillede “Nu er jord og himmel stille!”, som vi har sunget som godnatsang ved mangt et spejderlejrbål, og som vores familie, hvor næsten alle har været spejdere, har brugt ved flere begravelser. Det var utroligt smukt og rørende.

Nu er jord og himmel stille,
vinden holder tyst sit vejr,
og der lyder ingen trille
fra de høje stille træ´r,
kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet slag af bækken
til vor egen stille sang.

Børnebørnene havde det svært med at se kisten blive kørt bort, de havde ellers klaret det flot indtil da.

Jeg var overrasket og glad for at hilse på så mange venner og familie, mange kom langsvejs fra, og mange tog imod invitationen til at tage med på Pejsegården bagefter.

Og den nærmeste familie og nogle enkelte nære venner kom også herhjem til den suppe, jeg havde kogt, så vi fik en hyggelig afslutning på dagen.

I dag har datteren og jeg ryddet det sidste op, hygget os og igen snakket og snakket!
Set på stof til det tæppe, jeg skal sy til hende – kigget på strikkeopskrifter – gået tur med Whisky over forbi blomsterne, der ligger på plænen på kirkegården, så man kan se dem.

Det er godt for os, at vi nu er igennem og igen og igen kan fortælle hinanden, at det var godt, Søren kom hjem og fik en værdig død i sine egne omgivelser.

Og nu er hun rejst hjem til sin egen familie, og Whisky og jeg er alene! Det er helt OK! Jeg trænger til at slappe helt af efter alt, hvad der er sket og foregået i de sidste uger og måneder – ja, i 1½ år. Selvfølgelig er der en masse praktiske ting, der skal ordnes, men jeg glæder mig også til at kunne planlægge mine dage, jeg skal sy og strikke, læse, skrive takkekort. Og jeg kan tage på besøg hos venner, der bor længere væk. Der skal ro på nu! Og jeg skal vænne mig til at være alene.

En god dag

Posted on by
4

Det har været en svær, men god dag! Nu er vi trætte, men på en eller anden måde forløste. Datteren og jeg er ved at falde om af træthed, så mon ikke jeg kan sove godt i nat? I morgen kan jeg…..tror jeg.

13 år og teenager!

Posted on by
7

frederik

Vi har fejret Frederiks fødselsdag, vores ældste barnebarn, han blev 13 år og havde en festlig eftermiddag, som ikke blev ret meget præget af, hvad vi mødes om i morgen. Det er lidt sjovt i den alder, at nu er det tøj, han ønsker sig! Sort og med nitter og kæder. Både hans far og hans mor har været ret flippede, da de var ganske unge, så  Frederik får lov til at være smart. Han er stadig en pjattet dreng, men det er stort at blive teenager!

Hans fætre og kusiner med forældre og så Mormor fejrede ham med kakao, boller, fynsk brunsviger, og til aftensmad fik han som ønsket Paella! Hyggeligt og dejligt.

frederik og kusiner

Og da vi kom hjem til en glad hund, stod der endnu en meget smuk buket på trappetrinnet, godt emballeret, så den var fin. Jeg har fået mange buketter i disse dage, de er så smukke, og mange smukke, søde tanker ligger bag. Tusind, tusind tak!

gitte

Hvor ligger servicen i Horsens kommune?

Posted on by
Svar

Så kom sengen ud af døren, Horsens Brand og Redning, som kører den slags transporter, sendte en kæmpebil ogt 2 mand, som først var meget skeptiske overfor, hvordan de skulle få sengen ned fra 1. sal – og hvordan var den kommet derop? Ja, det var jo ældstesønnen og naboerne i fællesskab, der gjorde det, for at Søren ikke skulle vente flere dage!
Det lykkedes dem at skille den ad og få den ned, men de var iøvrigt meget overraskede over, at det havde været så svært at få den aftale i stand.

For den slags kørsel er da akut-kørsel, det skal man ikke vente på! Tja, sådan var det, både da sengen skulle ind og nu, da den skulle ud. Jeg er ikke sikker på, at der ikke bliver forfattet en klageskrivelse, når vi er kommet lidt til os selv. Spørgsmålet kan være, om det hjælper. Ikke os, men andre.

Dagene går langsomt

Posted on by
2

Det er, som det skal være: dagene går stille og roligt, vi har god tid til at snakke, gøre praktiske ting – være der for hinanden. I dag er det en uge siden, at det lykkedes mig at få Søren hjem fra sygehuset – og hvor var det dejligt at se ham blive lagt i sengen, træt, men bevidst og tilfreds med at være hjemme.

Mortens aften har vi altid holdt i vores familie, sidste år, hvor Søren havde været syg i knap ½ år, inviterede han mig ud og spise Mortensand, det var nyt! I går stegte den i øjeblikket hjemmeværende søn og jeg en and i fællesskab og inviterede nabokonen, som selv har mistet sin mand for ikke længe siden, på en afslappet hyggeaften. Det var rigtig rart. Det er godt at have nogen at snakke med, som ved, hvordan man har det.

Puh ha! Det løste sig!

Posted on by
2

Talrige telefonsamtaler, fra yngstesønnen og fra hjemmesygeplejersken, til flere forskellige kommunale personer gav endelig resultat! Plejesengen bliver hentet i morgen, idet man nu har arrangeret en akut-transport! Nej hvor flot! -(kan I høre ironien?)

Men så faldt vi (læs: jeg) ned og kan imødese en efter-begravelse, hvor gæsterne ikke behøver at sidde på Sørens sidste leje (aj, hvor er jeg streng!) og hygge sig!

Jeg fik ellers et godt forslag fra én, der kender mig godt: “Sæt sengen ud på altanen og lade den regne godt våd – så kan de lære det!” Det bliver heldigvis ikke nødvendigt. I morgen kan vi flytte om i stuen, så den bliver som før.

Nu er vi ved at rydde op og gøre rent, så kører datteren hjem til sin egen familie og laver Mortensand, og yngstesønnen og jeg har inviteret nabokonen, vi skal selvfølgelig også have andesteg! Tingene falder til ro omkring os.

Jeg har fået flere dejlige opringninger – også fra “Langbortistan”, helt fra Vancouver i går, og fra Laos, hvor en af mine søstre bor, i dag, vi snakkede en hel time over Skype, det var rigtig dejligt! Og fantastisk at det kan lade sig gøre, og at det lyder, som om hun sidder et sted her i DK og ringer.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt!

Posted on by
8

Jeg er rasende – rystet – forarget. Grrr!! Sådan kan man ikke behandle folk, der i forvejen er i en alvorlig krise!

Den plejeseng, som Søren har ligget i ½ år i stuen ovenpå, og som han heldigvis kom hjem til igen, og døde i fredag formiddag – den skulle have været hentet i dag, havde vi fået oplyst. Horsens kommune kører nemlig kun 1 gang om ugen med hjælpemidler i Brædstrup.

Vi holdt os hjemme, men der kom ingen og hentede sengen. Kl 14.30 spurgte jeg hjemmeplejen, som undersøgte sagen og ringede tilbage, at det blev ikke i dag, den bliver først hentet næste mandag! Men de havde åbenbart ikke tænkt på at fortælle os om den ændring.

Det vil sige, at vi kan holde efter-begravelse på torsdag omkring en plejeseng, der bringer blandede minder op i os, og som står midt i stuen! Og vi kan ikke få ordnet stuen, flyttet møblerne på plads og gøre det lidt hyggeligt!

Det er da makabert!

Jeg har tænkt på at skrive et brev – måske et åbent brev i avisen i disse valgtider? – og spørge borgmesteren, hvordan han ville have det i sådan en situation?

Min fornuftige søn, som er vant til at snakke med mange slags folk i krisesituationer, forsøger meget flot og behersket at snakke med forskellige embedsmænd – jeg spændt på, om det lykkes. Vi kan jo ikke selv magte at skille den ad og bære den ned ad trappen. Og hvor skal vi gøre af den? Da der i vores carport stod en stor lift til at flytte patienten, uden at der blev brug for den, og vi bad om at få den flyttet, før vi skulle have huset fuldt af gæster til min fødselsdag, endte det med, at vi camouflerede den! Den blev først hentet efter flere måneder! Det er vist det, man kalder KOMMUNALT! Det er i hvert fald ikke borgervenligt.