Tak for alle de hilsner, jeg har fået – det har været overvældende og meget rørende! Jeg var ikke klar over, at så mange har fulgt med i forløbet omkring Sørens sygdom. Jeg er meget taknemmelig for de medfølende hilsner, som har rørt både mine børn og mig.
Fredag og lørdag var optaget af mange praktiske ting og aftaler, men i høj grad også af snak, både indbyrdes og med andre, først og fremmest telefonsamtaler til familiemedlemmer og venner. Og selvfølgelig også med bedemand og præst.
Søren lå herhjemme til næste formiddag, så de, der ønskede det, kunne tage afsked. Og så jeg stadig kunne være lidt omkring ham.
Og i går blev han så kørt i kapel. Det var på én måde et savn, på en anden måde en lettelse. Det lyder måske mærkeligt, men for mig har det sidste 1½ år været meget koncentreret omkring plejen af ham, og alt blev lagt til rette under hensyntagen til hans sygdom, som skiftede mange gange med op- og nedture.
Vi har sammen været gode til, at vi begge kunne dyrke vore interesser, han, når han kunne – det er kun knap en måned siden, han var ude at spille bridge, og det er i det hele taget ikke mange gange, han har måtte melde afbud til sine 2 faste bridgemakkere, som han spillede med 2 dage hver uge. Hans frimærker og frimærkesalg ebbede ud, han kunne ikke samle kræfter til det. Men han læste stadigvæk meget, havde også en moppedreng af en bog om Besættelsen med på sygehuset, men den lå urørt den sidste uge.
Og han har været meget fokuseret på, at jeg kunne deltage i patchworkarrangementer, også med overnatning, hvor enten datteren eller kusinen så kom her, det var rigtig godt! Det gav jo også mig ny energi.
Jeg kan endnu ikke helt vænne mig til, at der ikke er grund til at planlægge på den måde, og jeg kan heller ikke rigtig forstå, at tiden nu er min egen!
Og selv om jeg er glad for, at han fik fred uden at han led til sidst, så savner jeg ham allerede. Det gør Whisky også, han er tydeligt ked af det. Vi prøver at give ham ekstra opmærksomhed!
Samtalen med præsten i går var rigtig god. Hun kendte ham ikke, det er en forholdsvis ny, ung præst. Men det udviklede sig til en beretning om en mand med mange facetter! Vi skiftevis grinede og havde tårer i øjnene, efterhånden som vi fortalte om hans levnedsløb, hvordan han var som far og ægtemand, hans holdninger, som var meget markante, og hans oplevelse af sygdommen, som blev mere og mere afklaret. Det var en rigtig god oplevelse, fordi vi kom omkring så mange minder – gode og mindre gode – det skulle være ægte!
Og nu slapper vi af de næste dage. Datteren er taget et par dage hjem til sin egen lille familie, yngstesønnen og svigerdatteren er her nu og hjælper med nogle praktiske ting.
Så kan vi lige finde os selv indtil bisættelsen på torsdag, som også er planlagt efter lidt diskussion om, hvor Søren ville hvile. Han ændrede nemlig mening, men vi er klar over, at det var for at være mindst muligt til ulejlighed. Så vi holder os til hans oprindelige ønsker, som han har givet udtryk for i mange år.
For nu at have noget helt andet at tænke på i dag, kører svigerdatteren og jeg en tur til HANNE’s MINI-MESSE! Vi har godt af at få tankerne spredt lidt.
