Aerokokker!?

Aerokokker er det Søren har “samlet op” og som er årsag til hans gentagne feberanfald! Ja, han sagde godt nok “Eurokok” :-), da han skulle fortælle mig det, men han har igen i formiddags haft feber, så han har nok hørt det sådan. Men hvem har også lige hørt om “aerokokker”?

Der kom en overlæge ind og fortalte os om det i eftermiddags. Det er en bakterie, der generer luftvejene, især bronkierne, og nu “skyder” de målrettet på den med antibiotika, så skal det nok hjælpe. Og når de har fået styr på den, mener hun, at de har andre midler til at genere canceren med. Måske skal han også have blod igen – igen.

Og sygeplejerskerne har kontakt til vores hjemmepleje, som de aftaler med, inden han kommer hjem, om at sætte antallet af daglige besøg op, samt om yderligere hjælpemidler. Og så blev jeg spurgt, om jeg ville frigøres for medicinoptælling? For det er jo efterhånden en anselig mængde. Det har nu ikke generet mig, men som de siger: “Så kan du jo hygge om Søren”! Det er selvfølgelig rigtigt – og indrømmet: det er både tidskrævende og ansvarsfuldt.

Søren var ved godt mod, så vi hyggede os, han har fået en slags luftmadras for at forebygge liggesår, og dertil hørende ny seng.

Og så var jeg så heldig, at jeg var blevet inviteret på aftensmad på vejen hjem fra Randers, så jeg behøver ikke at lave mad til mig selv i dag!

Hundevenner

whiaky og sacco

Det er godt, jeg er nødt til at lufte Whisky, ellers var mine gåture måske en af de ting, jeg sparede væk!

whiaky og sacco2

Og når vi så ovenikøbet er heldige at møde diverse hundevenner, som her lille Sacco, naboens hvalp, så gir det også Whisky en god oplevelse

 

sacco

 

 

 

 

 

 

Sacco er ikke helt modig ved den store hund, så han skynder sig at lægge sig ned – og tisser en lille nervøs tår!

whiaky og sacco3

Men Whisky er sød ved ham og opmuntrer ham bare til at lege! Så efterhånden skal de nok kunne tage nogle løbeture sammen.

Efter en god tur kan Whisky godt være alene hjemme, så nu kan jeg køre den lange tur til Randers igen!

Og i morgen skal vi tidligt op, for jeg skal jo på udflugt til “De grønne Quiltere” i Lyngby sammen med HANNE’s! Så passer Whisky på huset imens, og datteren besøger sin far på Randers sygehus. Det ved jeg, han glæder sig til.

Vendestrik-vest i støvede farver

vest

Vesten i vendestrik til datteren tog kun 14 dage at strikke. Nu er den vasket og tør, har fået knapper isyet og er klar. Jeg kan tage den med til Randers i morgen og lægge den hos hendes far, så kan hun tage den med hjem på lørdag, når hun tager toget derop og besøger ham! Jeg håber, hun bliver glad! Så kan jeg måske få et billede med indhold?

vest 2

Den er blevet rigtig god i de farver, som hun selv har valgt. Og jeg er stadig begejstret for garnet – Kauni – som er behageligt og let at strikke af, og retstrikning hele vejen igennem går det hurtigt.

vest 3

Mit lille “nummer” med at snyde med farveforløbet gik efter forventning, så der blev en bedre fordeling.

Fundet!

Jeg har været i Randers og besøgt Søren det meste af dagen, og efter en ret dårlig dag i går havde han det heldigvis bedre i dag. Sidst på eftermiddagen lykkedes det endelig: der kom en læge og fortalte os, at nu var det lykkedes mikrobiologerne på Skejby sygehus (!) at finde den bakterie, som åbenbart har voldt så store problemer i 2-3 uger. Det bekræftes af nye røntgenbilleder fra i går, der viser noget mistænkeligt ved lungerne og bronkierne. Og det passer jo også godt med den besværede vejrtrækning. Så nu er der sat målrettet ind, i første omgang med 2 slags antibiotika, og når det har hjulpet, vil der blive sat ind med yderligere tiltag. Det var en god og åben samtale, som vi trængte til.

Desværre er der andre tal, der viser, at Sørens cancer er blevet dårligere, men sådan vil det være. Desværre har de sidste uger svækket ham meget, så der er ikke mange kræfter. Men bare han kan få det bedre, så kan han komme hjem, dog tidligst efter weekenden, så hjemmeplejen også kan forberede sig på, at han skal have mere hjælp. Med den hjemmepleje, vi har her, skal det nok gå.

Det er en fornøjelse at besøge ham og se, hvilken omsorg han får af sygeplejersker og hjælpere, i dag blev han ovenikøbet klippet! Det trængte han også til. Det var lidt i hemmelighed, for det er ikke noget, der hører med i plejen, men “frisøren” tilbød det selv! Og glad var både Søren og jeg! Det klædte ham, selv om hun klippede hans nyerhvervede krøller væk.

Der var forresten stor opstandelse i forhallen på sygehuset, udenfor kiosken, for der var storsalg af “vej-selv-slik” til 4,95 for 100 gram! Det var både personale og pårørende, der samlede sammen i tomme plasticæsker, der blev virkelig slæbt søde sager med hjem! Det var et 1-gangs-tilbud i dag, og der var nok af det, så der kom da også lidt med herhjem!

Adspredelse

Det er godt, jeg har nogle ting, der kan sprede mine tanker lidt, og nogle syveninder at snakke med. For nu vendte Sørens bøtte igen, og han har haft en dårlig dag, med feber, ondt og nye undersøgelser og drop! Hvor er det strengt for ham, og stadig væk ingen svar på alle prøverne. Han har fået brystet røntgenfotograferet igen, og jeg håber, der er nogle svar i morgen.

Efter aftale har jeg ikke besøgt ham – der er lang vej – men jeg har snakket med både ham og sygeplejersken i tlf. 2 gange i dag. Det er ikke godt.

Det er altså også lidt svært med den afstand. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg ikke havde en bil og et kørekort, så ville det tage hele dagen at komme til Randers og hjem igen. Er det rimeligt med sådan et gammelt ægtepar, at det skal være så besværligt? Der ligger et dejligt lille sygehus her i byen, og der er kun 22 km til Horsens, mens der er næsten 90 km til Randers i tæt trafik, som godt kan være skræmmende.

Men jeg blev altså hjemme i dag og lod mig adsprede, det havde vi aftalt i går, hvor Søren havde det godt!

Jeg syede som sædvanligt på Søndergården, hvor vi er et livligt og velfungerende patchworkhold, hvor der sys stort og småt.

birtes brikker

Birte er nybegynder, men hun har syet nogle fine glasbrikker til jul.

Bente bruger gulvet, når hun samler “sandwichen” før montering af et puttetæppe.

montering

Men hun havde også et med, som er færdigt, ganske enkelt, men meget smukt og med en flot bagside! Begge tæpper vil skabe glæde hos børn på julemærkehjem.

puttetæppe

Gerda lod os beundre sit nu færdige lille tæppe, syet med japansk foldeteknik i sart turkis med fint mellemværk eller mellemlægsservietter syet ind.

mellemlæg

Det er altid spændende at se de andres færdige ting.

Jeg var ventet

Det er rigtig dejligt at kunne fortælle, at Søren helt klart har det bedre. Jeg har besøgt ham i eftermiddag, og jeg var ventet! Og ikke kun af ham. For jeg nåede ikke at få jakken af, før en sygeplejerske og en SOSU-hjælper kom ind og satte sig ned for at snakke med os begge 2. De havde forsøgt at ringe, men da var jeg på vej, og i mellemtiden havde de snakket med vores hjemmesygeplejerske for at forberede Sørens hjemkomst – som ikke er fastsat, men måske på fredag.

Det menes nu (!), at Søren har haft en lungebetændelse, for alle mulige andre undersøgelser har ikke vist noget, og røntgenbilleder viste noget, der godt kunne tyde på det. I hvert fald har det virket med det penicellin-drop, han nu ikke får mere, og hjerteundersøgelserne har ikke vist noget – endnu i hvert fald, for de mangler svar på nogle prøver.

Så måske kommer han snart hjem, og så skal hjemmeplejen med på råd mht hvor meget hjælp, han skal have. Det vil sikkert blive flere gange om dagen, og måske en alarmknap, så vi hurtigt kan få hjælp om natten. Det lyder fornuftigt, ikke mindst fordi en af de ting, hjemmeplejen skal hjælpe med, er at få Søren mere op af sengen.

Det glæder jeg mig til, jeg mangler ham herhjemme! Det gør Whisky også, han insisterer på at blive lukket ind i “Sørens stue” ovenpå for at sige godnat, når vi går op om aftenen. Så går han hen og snuser til sengen. Ja,  jeg vil også gerne slippe for den lange køretur.

Forresten havde jeg en sjov oplevelse, da jeg gik ind i forhallen på sygehuset, idet der var en, der hilste på mig og fortalte, at hun læser min blog hver dag og er glad for den! Det var hyggeligt! Tak skal du have!

HANNE's og Hanne kommer til Lyngby

På lørdag den 31. okt. drager HANNE og Hanne på en af vore hyggelige udflugter til Sjælland, denne gang Fuglevad Mølle i Lyngby, hvor HANNE stiller butik op, og jeg holder en lille workshop, altsammen til glæde for De Grønne Quiltere i Lyngby, som også har inviteret deres nabo-quiltegrupper og andre interesserede. Vi er der fra kl. 12 – 15, og der er også kaffe på kanden og kage på fadene!

hanne2Der vil være masser ef stoffer til HANNE’s kendte, rimelige priser, Pedari mønstre mm.

Jeg er jo nødt til i øjeblikket at tage højde for, at jeg måske ikke kan tage med, men i så fald har jeg en aftale med en yderst kompetent patchwork-underviser, der træder til.

 

 

 

 

 

ditzy donuts babytæppe  detail 350Så hvis nogen vil lære at sy denne sjove blok “Ditzy Donuts”, så medbring stof og skæreredskaber, der er symaskiner til rådighed.

 

 

ditzy donuts

Tørklæde i Noro strømpegarn

Jeg er ved at strikke et tørklæde i nogle helt (for mig) uvante farver og med en mundtlig opskrift! Jeg må sætte opskriften her på bloggen, når jeg er færdig, det varer ikke længe!

novo socks

novo socks2Der er kommet nye flotte farver i Noro, og jeg har et par stykker mere, som jeg skal eksperimentere lidt med.

Ha! Jeg snyder da bare!

Vesten i vendestrik er godt strikketøj at sidde med ved sygesengen, når jeg besøger Søren – og så er sygeplejerskerne meget interesserede i det spændende strikketøj!

Men det er ikke altid, man kan beregne, hvor langt Kauni effektgarnet rækker i forhold til vesten, altså hvordan får man farverne til at fordele sig pænt?

vest farver3

Ved starten af venstre forstykke blev striberne rosa efterfulgt af grøn, og derefter gul og lilla på ryggen.

vest farver2

 

 

 

 

 

 

 

Efter den lilla kommer den rosa igen, men derefter den grønne, og det vil sige, at den grønne vil gå igen på både venstre og højre forstykke. Det synes jeg er for kedeligt!

Så derfor snyder jeg! Overgangen mellem gul og lilla ligner overgangen mellem rosa og grøn, så jeg har “vendt det om” og strikker fra nøglets yderside i stedet for indefra, idet jeg bryder tråden og finde et passende sted at skifte.

vest farver

Resultatet er tilfredsstillende, set med mine øjne!

Jeg har besøgt Søren i eftermiddag og fået strikket så meget, at jeg kan se, hvordan det bliver.

Han har ikke haft det ret godt i nat og var meget træt. Der er ikke nogen resultater af prøverne endnu, og de undersøgelser, der er lavet indtil nu, viser ikke, hvorfor han bliver ved at få den høje feber. Den var ikke så høj i dag, men om det er drop’et, der virker, det er for tidligt at sige.

Han havde haft besøg af sin kusine fra Grenå og hendes mand i går, det var han meget glad for, det gav også mig en fridag fra den lange køretur.