HANNE's kommer!

Det blev aftalt i går, at HANNE’s kommer til Aktivitetscenteret Søndergården onsdag 21. okt. kl 13.00, medbringende det meste (!) af sin butik til glæde for Patchworkholdet og vores syveninder. Der vil både være stof i stykker og ruller, masser af mønstre og sykits.

Hvis nogle af os har ønsker om noget bestemt, HANNE skal have med, tager Karen og jeg imod besked.

HUSK: HANNE’s priser er i særklasse!

Når det nu var så stort et ønske!

Nu glemte jeg at tage billeder, det gik simpelthen for stærkt i formiddags. Men jeg lavede 3 store rå æblekager af den gode slags til Sørens onsdags-bridgehold. Han elsker den æblekage, og han ville gerne sige tak for den opmærksomhed, de har vist under hans sygdom, så han havde spurgt, om jeg ville. De er i øjeblikket 24 på det hold, som han startede for flere år siden, og hvor han har lært mange af dem at spille det ædle spil.

De ku’ også godt lide den! Den er jo ikke svær at lave, men det krævede lige lidt planlægning, for formiddagen er normalt travl her i huset med hunden, der skal have sin morgentur og sin formiddagstur, min morgenavis til teen og måske et par pinde på strikketøjet, huslige sysler, vasketøj, medicingivning, hjemmehjælp osv, og selv om det ikke tager lang tid at rive æbler og lægge det hele i lag, så skal cremen og raspen laves og køles af i god tid, og fløden skal piskes, det hele i store mængder til 24 personer! Søren havde vist pralet af, at det kun tog ½ time, det havde han selv set! Han så bare ikke forberedelserne! Men det er OK, jeg vil gerne glæde ham.

Slut med bare tæer!

morgen

Sikke en morgen!

rim

Men det er slut med bare tæer, for sådan så taget på bagboens hus ud!

Vi har nu faktisk ikke varme på endnu i huset, men det har været koldt i nat, for jeg havde sengetæppet trukket hen over min sommerdyne!

Næste strikkeprojekt

Det er jo ikke, fordi der mangler idéer til strikkeprojekter (eller patchwork for den sags skyld), men jeg har længe gerne ville strikke et “Hedebindesjal”, Lotte Wackerhagens udgave, og nu  kom det rigtige garn! Markno har netop fået dette garn på lager i de smukkeste farver! Jeg har i forvejen 4 nøgler og har nu bestilt supplement. Det er simpelthen så lækkert og smukt med lange farveskift, så det skal nok blive spændende at komme i gang med.

Rekord igen

Jeg bliver overrasket, hver gang! Det handler om min hjemmeside www.kludekoner.dk som jeg selvfølgelig godt ved, at mange er glade for at bruge, ikke mindst fordi jeg bestræber mig på at være afvekslende i valg af billeder af patchwork og strik samt om muligt sætter nyt billede på hver dag. Det har jeg det jo også sjovt med!

Men at besøgstallet stadigvæk stiger og nu igen slår rekord – det overrasker mig alligevel.

Min statistik viser i dag, at der i september har været 14.968 besøg indtil nu, og der er stadig 2 dage tilbage! Det er foreløbig 100 mere end januar 2009, som var det hidtidig højeste.

Der har været 964.929 “hits” dvs opslag (når man klikker ind på flere sider), det slås kun af januar 2009, hvor der var 1.160.808 (over en million!) hits.

Det er helt utroligt og ikke til at forestille sig!

Men det er faktisk lige så sjovt at kigge på, hvor de besøgende kommer fra. 67% er fra DK, men ellers er der besøg fra 37 lande! Selvfølgelig fra Norge og Sverige, fra USA og Canada, Finland og Island. Men også fra mere eksotiske lande som Seychellerne, Japan, Mexico, Chile, Rusland og Brazil! Det, der kan undre mest, er måske at næst efter DK og 12% fra uidentificerede nationaliteter, så er nr 2 på listen Czechiske Republik med 8% ! Hvordan finder de mig? Bliver der syet meget patchwork i Czechiet?

Det er da dejligt, at patchworkere fra hele verden vil besøge min “lille” hjemmeside med ganske almindeligt patchwork!

3. barnetæppe af de hurtige

Jeg har syet den 3. top af de 3 børnetæpper, som skal være en overraskelse! De er alle 3 hurtige projekter, syet af stof fra lager, men det morer mig at lave dem.

kattedyr

Tæppet her med de vilde kattedyr kan virke lidt mørkt ved siden af de 2 andre her og her, men jeg synes, de “farlige” dyr er så flotte.

kattedyr2

Nu skal jeg i gang med montering og quiltning.

Skøn æblehøst og rå æblekage

aebler 

Vi var på en dejlig tur til Nordfyn for at plukke æbler, assisteret af næstældste barnebarn, Christian på 12 år, som kan nå højere end mig! Søren sad på en medbragt klapstol og dirigerede!, dvs han bestemte, hvilke sorter, vi plukkede, og var også lidt inde mellem rækkerne af træer for at plukke “Ingrid Marie”.

Der var bare så mange æbler, og der var desværre mange nedfaldne, som går til spilde, for det kan ikke betale sig at samle dem og lave æblemost, som man gjorde engang.

Det kan absolut anbefales at tage en tur ud ad vejen mellem Middelfart og Bogense og finde stedet, lige her .

Her vores høst af “spis-straks-æbler” så saftige, at det løber fra mundvigene, af spis-snart-æbler og gemme-æbler. Vi plukkede 36 kg, og så er de 12 kg, som Christian havde med hjem til sin mor, ikke med på billedet.

Så nu kan jeg lave rå æblekage til Sørens onsdags-bridgeklub, som han har bedt om.

Her er opskriften, som de fleste er vilde med, og som jeg har fået for mange år siden af Tinne, som vi spillede kort med.

Rå Æblekage

Kagecreme:  2½ dl kogende mælk hældes i den sammenrørte blanding af 1 helt æg, 2 spsk. mel, 2 spsk. sukker + evt. vanille, koges op og afkøles.

Rasp ristes på tør pande sammen med sukker, pas på og rør godt, må ikke brænde på. Afkøles og blandes med knuste makroner.

Æbler skylles og rives groft med skal (minus kernehus) direkte ned i skålen

revet æble

Et lag makron/ristet rasp og et lag creme lægges over

rasp

Dette gentages, så der er 2 lag æbler, 2 lag rasp og 2 lag creme.

aeblekage

Flødeskum af 2½ dl piskefløde bredes godt ud, så det “forsegler” æblekagen, for at æblerne ikke skal blive mørke. Der pyntes med ribsgelé. Dækkes med film og sættes i køleskabet. Den skal helst laves forholdsvis kort tid før brug. Men hvis der bliver noget tilovers, kan den godt opbevares koldt til næste dag, tildækket.

Det er en lækkerbidsken! Velbekomme!

Pluk-selv-æbler

Søren har i flere år snakket om, at vi skulle tage med naboen på deres årlige tur til Nordfyn på pluk-selv-æbler-udflugt. Det er nu en familieudflugt, de har, men nu har vi fået adressen, så tager vi selv derover sammen med sønnefamilien. Der er flere forskellige sorter, både nogle fantastiske spis-nu æbler, der er så saftige og søde, men ikke kan gemmes, andre, der kan gemmes lidt eller længe. Så problemet er nok bare, at man ikke skal plukke for mange!