Nu er det hverdag igen efter en hård weekend, og vores faste hjemmesygeplejerske kom tidligt for at se, hvordan det stod til og for sammen med mig at kontakte “Det palliative team”, for videre behandling af Søren og de smerter, han nu har fået oveni. Så nu bliver der sat flere ting i værk, både medicinsk og med nyt hjælpemiddel, der kan lette både for Søren og hjælperne at flytte på ham, når han skal på toilettet eller vaskes. Hvor er det altså guld værd, at der er så gode folk inde i behandlingen, det er vi begge meget trygge ved. Jeg gik og tumlede med tanker om, hvem jeg skulle ringe til – vores egen læge havde jo heller ikke været inde i billedet efter faldet, men ham havde sygeplejersken også snakket med! Og hun lavede også nogle fysiske tests på Søren for at se, hvordan benene fungerer. Så de har virkelig tjek på det! Nu er Søren vasket og på plads igen, og jeg kan gå min tur med Whisky og så gå omkring apoteket efter den nye medicin!

Det er hårde dage herhjemme lige nu. Selv om billederne ikke viste noget brud, så har Søren så frygtelig ondt, når han skal bevæge sig, og især, hvis han skal ud af sengen, f.eks. på toilettet. Og ja, vi får al den hjælp, vi beder om, og både hjemmesygeplejerskerne og den mandlige aftenvagt, som kommer flyvende, når vi ringer, hjælper alt det, de kan. Især sidstnævnte har et fantastisk godt tag omkring Søren, når han hjælper. Men de kan ikke tage smerterne væk, og det kan medicin heller ikke. Vi må stole på, at billederne er blevet tydet rigtigt, men man skulle ikke tro, det kunne gøre så ondt, når der ikke er brud.

Jeg hjælper ham også, når det skal gå stærkt, eller når det er midt om natten, og jeg har fundet taget, så jeg ikke misbruger min ryg, som aldrig har været stærk. Men jeg kan godt mærke både i knæene og ryggen, at det slider, selv om jeg ikke skal løfte, men støtte. Søren skal helst selv flytte benene, og stoppe, når det gør for ondt, ellers kan han ikke klare det.

Ville det være bedre, hvis han blev indlagt? Så ville der være fagfolk omkring ham hele tiden – men i så fald ved vi, at det hedder Randers Sygehus, og det er ikke til at tænke på. Det kan godt være, det er “smart”, rationelt, økonomisk og-hvad-ved-jeg med al den centralisering og specialisering indenfor sundhedsvæsenet, men patientvenligt og menneskeligt, det er det i ihvert fald ikke, når det handler om ældre og syge mennesker! Det er ikke på os, alle de mange milliarder, de praler af, bliver brugt!

Hvor er det ærgerligt, når det ellers gik så godt, og han var så glad for at han kunne komme ud. Så der bliver ikke nogen bridge til ham lige foreløbig!

Se bare her – igen en dejlig gave til projekt Puttetæpper! Det er simpelthen så dejligt, at der bliver tænkt på os, når man har fine UFO’er, som man af den ene eller anden grund ikke får gjort færdige! Jeg glæder mig meget til at se blokkene i virkeligheden – på forhånd TAK!

Ja, den skal altså lige sys sammen på skuldrene (eneste sømme) og nogle få ender skal hæftes, inden den får en tur i vaskemaskinen på koldtvandsprogram. Men så er den færdig i morgen, og der skal nok komme et billede.

Jeg er sikker på, at den bliver meget blød og lækker – og varm! Det er den yngste svigerdatter, der har bestilt den, og hun vil helt sikkert få gavn af den både en kølig sommeraften og til koldere årstider. Farven er smuk blå, denim vil jeg kalde den, og garnet er en tråd Drops alpacca og en tråd New Zealandsk lammeuld, 150 gram af hver, fra Katrinelund, som også står for opskriften på “Vest i ret og vrang”. I opskriften er brugt Gotlandsk pelsuld, og det har jeg strikket min egen i, men det er lidt hårdere ved fingrene, synes jeg. Alpaccaen er bare så lækker, og der er en lille farvenuance mellem de 2 garner, det giver et flot spil!

Jeg er helt hæs af at skælde Whisky ud! Han snuppede et stykke stegt kylling på køkkenbordet! Den frække hund – han var slem til det, da han var yngre, han er jo så stor, at det er supernemt for ham at sætte forpoterne op på bordet, så kan han nå ind over bordet, også i dette tilfælde, hvor fadet med rester fra i går lige var taget ud af køleskabet for at blive skåret i stykker til en salat. Jeg var inde på kontoret og havde pludselig på fornemmelsen, at der  var noget galt, og ganske rigtigt: jeg hørte ham smaske på vej ud i køkkenet. Han var fuldstændig klar over, at det var galt og luskede væk, så snart han så mig, men han fik en ordentlig – verbal – omgang og blev sendt ud af køkkenet. Det var godt, jeg opdagede det, for hvis han havde fået knækket benene, kunne det være farligt. Og jeg har – suk – lige betalt en kæmpe regning til dyrlægen for undersøgelse og behandling af hans dårlige mave, samt diætfoder. Det er åbenbart en kendt svaghed med den sarte mave hos schæferhunde.

Nu har han travlt med at vise, at vi skal være gode venner, han kommer og lægger sig ved mine fødder, og man skal ikke bære nag!