Jeg skal lige have luft! Vi har en god veninde på 73 år, som lige er kommet hjem fra sygehuset, hvor hun blev opereret for tarmslyng. Det er en alvorlig sag.

Hun bor alene, fik frygteligt ondt en nat, ringede til vagtlægen, som spurgte, om hun kunne tage nogle Panodil eller om hun kunne køre til sygehuset (45 km)! Så skulle hun ringe igen, når hun havde taget sin temperatur, og da var det heldigvis en anden, som sendte en læge ud til hende, og så blev hun indlagt.

Der lå hun så i 3 dage med stærke smerter, før de fik tid til at operere (det er rigtigt, de sagde, de ikke havde tid), så blev hun opereret kl 23.00 på 3. dagen.

De ville gerne have udskrevet hende noget tidligere, hvis hun ikke havde gjort vrøvl, men det blev til 16 dage på sygehuset, så blev hun sendt hjem, hvor hun nu ligger alene, med kvalme, så hun skal tvinge sig til at spise lidt, rystende når hun forsøger at stå op og gå lidt rundt, som hun godt ved, hun skal.

Hun har voksne børn, og de ser også til hende, den ene kommer hver dag, men de har jo deres arbejde og familie at passe. Men heldigvis tog datteren affære og ringede til sin mors læge, så endelig i går efter 4 dage hjemme, fik hun hjælp. Lægen kom selv, gav medicin, og lovede at få en visitator ud, så måske kan hun nu få hjælp af hjemmeplejen.

Desværre bor jeg ikke i nærheden, men jeg var klar til at ringe til hendes kommune, hvis lægen ikke havde gjort det. Hvis det ikke er bedre, bliver hun indlagt igen, har han lovet. Selv om hun er en stærk person, der selv passede sin kræftsyge mand hjemme i flere år, kan man jo godt selv få brug for hjælp i sådan en situation. Og jeg fatter ikke, hvorfor sygehuset ikke kontakter relevante myndigheder, egen læge, hjemmesygeplejen osv, jeg ved da, at der er socialrådgivere på sygehusene?