Det er efterhånden meget sjældent, at jeg har gæster til middag – jeg orker det ikke! Eller skal jeg sige: jeg overkommer det ikke?

Men i aften gjorde jeg det – og alt lykkedes!

Ældstesønnen og hans familie er så søde til at invitere mig, så jeg “tog mig sammen” til at invitere dem til Mortens Aften!

Jeg havde virkelig planlagt grundigt, så jeg har sådan set lavet mad hele dagen – med indlagte pauser, så jeg ikke skulle løbe sur i det.

Det startede allerede fredag, hvor anden blev hentet og lagt til langsom optøning i køleskabet. Lørdag fik jeg købt alt det øvrige ind, og lørdag aften lagde jeg planer om, i hvilken rækkefølge, jeg skulle lave de forskellige ting. Jeg havde også bestemt, at vi skulle have dessert, nemlig rigtig gammeldags citronfromage, og den startede jeg på, mens de små kartofler kogte og anden tøede det sidste udenfor køleskabet. Den blev sat i ovnen kl 13 til bruning og langtidsstegning. Citronfromagen stod i køleskabet, de hvide kartofler blev skrællet og ventede, rødkålssalat med clementiner, valnødder og tyttebærsyltetøj blev lavet, bordet blev dækket – og indimellem sad jeg ½ time og hvilede benene! Diki blev også luftet behørigt, og da kl. var 17.30 blev de små kartofler brunet og sovsen skummet og jævnet – faktisk samtidig med, at familien ankom!

Jeg var ikke engang stresset eller træt, så vi kunne nyde en meget mør og lækker and med tilbehør – og citronfromagen!

Og så er jeg jo så heldig, at svigerdatteren nærmest rydder det hele op, så der er et helt rent og klart køkken, så er det ingen sag!

Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes – i grunden er det jo mærkeligt, når man tænker på, hvor mange gæster, jeg har lavet mad til gennem årene, at det så forekommer så besværligt! Men jeg tænkte på min Mor, som var en fantastisk kok og havde mange gæster. Hun lærte på sine gamle dage at planlægge og forberede helt anderledes, end hun ellers havde gjort, og det måtte jeg også kunne!

Laila har – igen, igen – syet et meget flot tæppe i teknikken “Paper-piecing”, hvor man syr ganske små stykker stof ned på papir, en måde at få mønsteret til at stå knivskarpt!

Tæppet er en gave til en kær veninde, der har været igennem megen sygdom, men altid holder humøret oppe!

Jeg er “ovenpå” igen, havde en meget hyggelig aften sammen med datteren, som også var hos sin Far, da han forlod os for 10 år siden.

Og nu går det slaw i slaw igen! I dag havde vi fælles rengørings- og oprydningsdag på Depotgården, hvor vi, der ikke har det så godt med fysisk arbejde, lavede julepynt, som skal bruges til at pynte op med til Julemarked næste weekend.

Det gik ikke rigtig godt for mit vedkommende, for den model, vi var et par stykker om at lave, kunne vi ikke få til at se ordentlig ud – pga manglende planlægning, vil jeg mene: der var ikke de materialer, vi skulle bruge, og heller ikke det værktøj, der skulle til. Filt er ikke det samme som stof, og det kan ikke nytte noget, at man bruger de gode, fælles sakse til alt muligt mellem hinanden – én saks til papir, én til stof og en tredie til læder/skind! ØV! Det er ikke første gang!

Nu vil jeg prøve at lave nogle stykker herhjemme.

Og ellers syr jeg på Annes tæppe – det er meget tilfredsstillende, og Anne er glad for billederne:

I eftermiddag har Chrisian skiftet til vinterdæk på min gode gamle bil + givet den en “luksusvask” – jeg er så kisteglad for, at han altid gerne hjælper mig!

Nu skal der slappes af i aften og HELE dagen i morgen! (Måske sys lidt 😉 )

Jeg har et par stille dage, hvor tankerne går 10 år tilbage. Jeg har en svaghed for at mindes disse dage i november, og det gør jeg ved at gå tilbage her på bloggen og læse, hvordan vi havde det, da vi mistede Søren.

I morgen er det 10 år siden. Men dagene forinden er værd at mindes, dengang det 1½ år gamle sygdomsforløb pludselig nærmede sig sin afslutning.

Jeg tænker stadig på, at det var godt for Søren, men også for mig og vores børn, at han nåede at komme hjem efter 2 uger på sygehuset, så han kunne være i sine vante omgivelser og med familien omkring sig – selv om det så kun blev 2 dage.

Jeg har sagt det mange gange: det var godt, at han ikke fik det værre, det var godt for ham, at han stille og roligt blev befriet for lidelser!

Og jeg har klaret mig godt og er kommet godt videre. Hvad mere kan man ønske sig, når nu den nådesløse sygdom ramte!

En underlig oplevelse i eftermiddags! Jeg havde længe lovet mig selv at se biograf filmen Downton Abbey, som jeg har elsket at se som TV-serie. Men der kom hele tiden noget i vejen.

Nu skulle det være! Til en eftermiddags forestilling. Det er sjældent, jeg går i biografen, men der var god plads, og jeg fik en plads på en af de øverste rækker i midten, det var helt fint! Jeg var overrasket over, hvor stejlt det går op ad!

Hold nu op, hvor er der mange reklamer og trailers før filmen endelig går i gang!

Det var en helt anden fornemmelse at se de velkendte roller i kæmpe stort format og med surround musik! Det var lige ved, at jeg syntes, de kom for tæt på! Handlingen var helt i tråd med serien, og den var også lagt nogle få år efter sidste afsnit i serien, så det passede meget godt som fortsættelse af handlingen. Selv om vi ikke var så mange tilskuere, var det tydeligt, at alle kendte de forskellige medvirkende og grinede, når Enkegrevinden, butleren osv brændte igennem med deres originaliteter! Så det var en dejlig oplevelse!

Men da filmen var slut, og lyset langsomt blev tændt igen i salen, var jeg en lille smule svimmel efter 2½ time i samme stol! Og helt galt blev det, da jeg kom hen til enden af min stolerække og skulle ned ad trappen! Jeg sad på 9. række, og der var omkring 3 trin for hver række, altså ikke høje trin, og brede, så hvad var der galt med det? Jo, der var en smal lysstribe langs med hvert trin, trinnene var sorte, og der var langt over til det gelænder, jeg gerne ville holde i, når jeg gik ned – det gør jeg i det hele taget helst, når jeg går ned ad trappen nu. Jeg kunne ikke træde ud på trappetrinnet uden at holde i noget – kunne simpelthen ikke! Panik!

Det løste sig ved, at jeg bad om hjælp fra nogle af de andre, der var på vej ned – bare en hånd, til jeg kunne få tag i gelænderet! Det var altså underligt! Men jeg ved godt, at min balance er blevet meget dårligere, og der er heldigvis ingen skam ved at bede om hjælp, når man er 80 år! En sød dame, som så ud, som om hun var helt klar over mit problem og også holdt fast i gelænderet, gav mig en hånd, og så var jeg på vej ned uden problemer.

Men jeg følte mig godt nok usikker på benene!

…hvis jeg kan. Og det kunne jeg tilfældigvis i en noget indviklet sag i aften!

Hvor er jeg glad for, at jeg kunne hjælpe en meget god ven med at finde noget, hun havde ledt og ledt efter. Hun blev så glad, at hun græd! Det kan man – både hun og jeg – kun fryde sig over!

Jeg er i gang med Annes quilt, og det er en fornøjelse at arbejde med de farver!
Mønsteret kender jeg i forvejen, det er enkelt og smukt!

Der skal skæres en hel del – små bitte afskær – for at blokkene bliver helt lige store, før sammensyning.

Anne har selv valgt og købt stof efter hektisk kommunikation! Og der er riigeligt!

Sikke en smuk himmel, da Diki og jeg startede vores morgentur!

Det blev en helt igennem dejlig dag på udflugt til Hørup Kirke i Kjellerup, hvor Søren og hans forældre er begravet. Vi har besluttet, at gravstedet ikke skal fornyes – godt nok vemodigt, men det er et 4-kisters gravsted – det er dyrt – og der er alt for langt = 100 km hver vej for at besøge det. Og vi har indset, at hvis mine børn og børnebørn skal have mulighed for at smutte forbi engang imellem, når det bliver min tur, skal mit hvilested være lettere at komme til.

Det var det helt rigtige tidspunkt at aflægge dette besøg, havde ældstesønnen bestemt, og både Sørens kusine og de 2 børnebørn var med på en dejlig dag!

Og så gik turen videre, efter en lille køretur gennem Kjellerup, der rummer mange ferieminder for mine børn – men ikke næste generation.

Vi kørte som så mange gange til “Dillen” på Pejsegården i Brædstrup, hvor kusine Gurli gav frokost.

Ældstesønnen, hans familie og kusine Gurli på udflugt til Kjellerup lige om lidt, for at tage afsked med Sørens familiegravsted.

Vi har taget beslutningen ud fra, at det udløber 31.12., og der er for langt – 100 km + retur – og det betyder, at vi meget sjældent kommer der.

Vemodigt? Ja, det er det, men vi er helt enige i familien om, at det skal være sådan.

Så jeg håber, at vi får en dejlig dag!