I dag har jeg kunnet hjælpe 2 helt forskellige patchworkere med mønstre, som de efterlyste!

Det ene var mønsteret, der er brugt i et puttetæppe – meget fint tæppe, men jeg har ikke mønsteret.

Jeg kunne dog godt se, hvordan det er syet – man har vel lidt øvelse 😉 – og det lykkedes mig at forklare, hvordan det er syet, faktisk ret enkelt.

Den anden beskrev en julestjerne, hun havde set på min hjemmeside,
og den flotte stjerne har jeg selv lavet et mønster til i 2005, hvor vi lavede den på det aktivitetscenter, hvor jeg syede patchwork, inspireret af “Rikke”, som var praktikant der.

Vi opkaldte stjernen efter hende, så selv om den sikkert har et andet navn, kaldte vi den “Rikke-stjernen”, og det hedder den stadig i mit univers!

Det er skønt at kunne hjælpe! – det kunne forresten være, jeg skulle sy den “Rikke-stjerne” igen? Jeg har ikke nogen, så jeg har nok foræret den væk!

Dejligt, at Ebbes Far er en meget bedre fotograf end jeg! Og at Ebbe vil lade mig bruge hans Fars flotte billeder fra den festlige aften, hvor han dansede lanciers med en sød pige:

Det er ikke kun mig, der elsker besøg – det gør Diki i den grad også!

Og når Christina så både vil give ham is og gå tur med ham – så blir det ikke bedre!

I morgen har vi Julemarked og Åbent hus på Depotgården – det er så hyggeligt. Der er også arbejdende værksteder, så man kan se, hvad vi laver. Jeg er f.eks. på Tekstilværkstedet sammen med nogle af dem, jeg syr og strikker med 2 gange om ugen.

I år var det Ebbes tur til at danse Lanciers på gymnasiet. Han var egentlig lidt lunken overfor begivenheden, men blev alligevel smittet med kammeraternes interesse, det festlige tøj, alle snakkede om osv.

Så han fik nyt tøj og sko, og det manglende slips fandt han hos Mormor, dansepartneren var også i fin ny rød kjole (derfor slips med lidt rødt i + røde sokker!)!

Og forældre, storebror og Mormor sad på plads 2 timer før! Erfaringen siger, at ellers får man kun ståplads og mylder!

Desværre var han svær at finde blandt de ca 300 elever, der marcherede ind til festlig musik, og til selve dansen var han og hans kvadrille inde i midten på gulvet, men vi fik da et par glimt!

Det er festligt og rørende HVER gang! Og hvor er de super søde og fine allesammen.

Et lille nødråb på Facebook i morges:

SOS: Kender jeg en venlig sjæl der har et slips jeg kan låne til mit galla i morgen? På forhånd tak

Ja, selvfølgelig kan Mormor hjælpe barnebarnet! Det havde han nok ikke lige tænkt på – men han var passende imponeret, da han senere kom for at udvælge et fra den kasse fuld, som min samling består af:

Han prøvede mange og gik straks i gang med at lære at binde et slips – via telefonen! hvor han selvfølgelig fandt en fin tegning med de forskellige “løkker”. Det skal han nok få lært. Han drog hjem med en håndfuld, så kan han bestemme sig, når han ser dem i dagslys.

Og hvorfor har Mormor så mange slips? Jo, jeg syr af og til små søde tasker med lang lynlås, og jeg har også syet et smukt vægtæppe af silkeslips. Jeg har endda sorteret en masse fra og beholdt dem af silke!

Så nu glæder jeg mig til at se den unge mand i fint jakkesæt, hvid skjorte, hvide sko og silkeslips i morgen aften på Fredericia Gymnasium, når han sammen men MANGE andre 3. g’ere danser den gamle klassiker!

Lillebæltquilterne knokler på med at sy de millioner af blomster!

Jeg har desværre været forhindret de sidste 2 gange, så jeg er kommet bagud med mønstrene, men jeg hænger på!

Der er stor forskel på, hvor langt de forskellige er nået, men uanset hvad bliver de færdige blokke hængt op – det er meget inspirerende!

Jeg er så langt nu med det tæppe, jeg syr til Anne, at alle blokke er syet, og i dag blev de lagt op på de store hæve-/sænkeborde, vi er så heldige at have på Tekstilværkstedet på Depotgården.

Det er jo et puslespil, når man bruger et mønster som dette (“Hidden Nine-Patch”), blokkene skal passe sammen på kryds og tværs, men det lykkedes meget godt, med hjælp fra Lis, som gerne ville lære hvordan, og det havde vi meget sjov med!

Nu er blokkene stablet række for række med nummer, og så skal de sys sammen først, derefter skal der kanter omkring før quiltning.

Anne har selv valgt og købt stofferne, og jeg kan rigtig godt lide farverne og morer mig med at bruge dem.

Det er efterhånden meget sjældent, at jeg har gæster til middag – jeg orker det ikke! Eller skal jeg sige: jeg overkommer det ikke?

Men i aften gjorde jeg det – og alt lykkedes!

Ældstesønnen og hans familie er så søde til at invitere mig, så jeg “tog mig sammen” til at invitere dem til Mortens Aften!

Jeg havde virkelig planlagt grundigt, så jeg har sådan set lavet mad hele dagen – med indlagte pauser, så jeg ikke skulle løbe sur i det.

Det startede allerede fredag, hvor anden blev hentet og lagt til langsom optøning i køleskabet. Lørdag fik jeg købt alt det øvrige ind, og lørdag aften lagde jeg planer om, i hvilken rækkefølge, jeg skulle lave de forskellige ting. Jeg havde også bestemt, at vi skulle have dessert, nemlig rigtig gammeldags citronfromage, og den startede jeg på, mens de små kartofler kogte og anden tøede det sidste udenfor køleskabet. Den blev sat i ovnen kl 13 til bruning og langtidsstegning. Citronfromagen stod i køleskabet, de hvide kartofler blev skrællet og ventede, rødkålssalat med clementiner, valnødder og tyttebærsyltetøj blev lavet, bordet blev dækket – og indimellem sad jeg ½ time og hvilede benene! Diki blev også luftet behørigt, og da kl. var 17.30 blev de små kartofler brunet og sovsen skummet og jævnet – faktisk samtidig med, at familien ankom!

Jeg var ikke engang stresset eller træt, så vi kunne nyde en meget mør og lækker and med tilbehør – og citronfromagen!

Og så er jeg jo så heldig, at svigerdatteren nærmest rydder det hele op, så der er et helt rent og klart køkken, så er det ingen sag!

Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes – i grunden er det jo mærkeligt, når man tænker på, hvor mange gæster, jeg har lavet mad til gennem årene, at det så forekommer så besværligt! Men jeg tænkte på min Mor, som var en fantastisk kok og havde mange gæster. Hun lærte på sine gamle dage at planlægge og forberede helt anderledes, end hun ellers havde gjort, og det måtte jeg også kunne!

Laila har – igen, igen – syet et meget flot tæppe i teknikken “Paper-piecing”, hvor man syr ganske små stykker stof ned på papir, en måde at få mønsteret til at stå knivskarpt!

Tæppet er en gave til en kær veninde, der har været igennem megen sygdom, men altid holder humøret oppe!