Festlig dag på Depotgården

Det var VARMT! men det var også festligt, da Depotgården i dag indviede både renoveringen og ombygningen af cafeteria, køkken og ny terrasse, som efter mange års drømme og planlægning endelig er færdige!

6. Juli Garden kom marcherende med fuld musik og gav en flot koncert med både tambourkorps og blæserorkester. De er virkelig dygtige og meget charmerende, de unge mennesker.

Der var selvfølgelig også officielle taler og klipning af røde snore! Samt en reception med lækre fingermadder af forskellig slags.

Og så var der åbent hus, hvor en hel del af brugerne, incl. mig, arbejdede på værkstederne. Det var hyggeligt – også selv om det var meget varmt.

Der var også salgsboder, hvor nogle solgte ting, de havde fremstillet, både strikkede bluser, syede kjoler, sølv, glas, pileflet og meget andet.

I Tekstilværkstedet var nogle stykker, der syede og quiltede, og det var der mange besøgende, som gerne ville se og høre om.

 

Laila quiltede et dejligt puttetæppe, som hun selv har syet som paper-piecing.

Det var en dejlig dag.

Åbent hus på Depotgården!

Det er i eftermiddag, der er åbent hus på Depotgården og indvielse af det nye cafeteria og køkken, som vi har måtte undvære i over ½ år. Det er SÅ flot!

Samtidig er der åbent på alle værksteder, hvor der arbejdes, så man kan se, hvad vi laver og måske få lyst til at være med?

Indvielse og reception, hvor 6. juli garden spiller, kl 12 – 13, og derefter er værkstederne åbne til kl. 16.

Jeg har selvfølgelig gjort et sengetæppe klar, så jeg kan sy lukkekant på, det kan nok fylde tiden ud!

Stå på ét ben, mens du børster tænder!

Nej, det kan man altså ikke, når man har drukket det meste af en flaske rødvin!

Vi havde fællesspisning i går, og som det oftest går, var der en “hård kerne” (af gamle damer), der sad næsten til midnat og snakkede og grinede over det sidste rødvin. Så er det mange meget forskellige emner, der kommer op, deriblandt også helbred – både ens eget og andres, ja sågar hundens ;-).

Og jeg er åbenbart ikke alene om at lide af kramper i benene om natten, ligesom jeg heller ikke er alene om at have en meget dårlig balance!

Så kom det gode råd: Øv dig i at stå på ét ben! F.eks. mens du børster tænder.

OK, det måtte jo prøves, da jeg kom hjem. Men det kan man altså i hvert fald ikke, når man har en hel del rødvin indenbords! Jeg kom simpelthen sådan til at grine!!!

Jeg må prøve i ædru tilstand, og se, om min balance kan blive lidt bedre.

“Slævet” betaler sig!

Det blev så flot, da vi fik pakket ud hos Birgith i Hejnsvig i går, og fik alt gjort klart til “Tæppetante-træf” for 70 tæppetanter den 9. juni.

Vi fik hængt tæpper op som udstilling / udsmykning, imponerende puttetæpper og enkelte sengetæpper. Hvor er de altså heldige, de børn, der får sådan et tæppe, der kan følge dem resten af livet som et håndgribeligt minde om et dejligt ophold på et julemærkehjem!

Se lige de fine veteranbiler, som til daglig bo i hallen! Til Tæppetantet-træffet er de næsten ikke synlige, for de bliver dækket til med alle de tæpper, som bliver afleveret på dagen!

Og vi fik pakket alt det stof ud, som vi har fået doneret, store og små stykker, som private og butikker har givet os.
Det hele blev sorteret og lagt ud på borde og i kurve og kasser, så tæppetanterne kan forsyne sig til at sy nye puttetæpper af!

Og det hele blev dækket af, så der ikke er nogen, der går på hugst, før der bliver åbnet op efter 1. del af programmet og frokosten på dagen! Der gemmer sig mange godter under tæpperne! Nu kan vi bare glæde os!

Det er et slæv!

Jeg har pakket donerede stoffer af alle mulige slags, store og små stykker, påbegyndte tæpper = UFO’er. Samt 15 færdige tæpper.

Det skal altsammen med til Hejnsvig i morgen, hvor vi gør klar til Tæppetante-træf lørdag den 9.

Det er virkelig et slæv, men nu er det pakket, og så må vi se, om det kan være i Ritas bil, når hun kommer her i morgen tidlig, eller om vi er nødt til at køre i 2 biler!

I Hejnsvig skal alle tæpperne – dem jeg har med og dem, de andre har med – hænges op ved siden af dem, som værtinden Birgith allerede har hængt op.

Og alle stofferne (og det er mange) skal pakkes ud og lægges på borde og i kurve, så tæppetanterne kan få en hel masse med hjem til at sy puttetæpper af!

Nu er det vist tid at hvile ryggen!

Varmt!

Selv her til morgen er det så varmt, at jeg har gået morgentur, kun i tynd bluse! Jeg plejer at have en lille vest over om morgenen, men det lufter overhovedet ikke – jeg kan ikke engang lave gennemtræk!

Så det bliver en varm dag! Mon vi får lidt af den regn, der ikke kom til os i går?

Men jeg har været flittig – nu hvor min have er næsten i orden og meget fin! Jeg har syet flere lukkekanter på tæpper, som andre har syet og quiltet – det er lige til at overkomme!

Puttetæppe syet af Helle A. Hansen, Vejle, quiltet af Laila Brøgger, Fredericia

Også foran TV, så jeg har kunnet følge med i Kronprinsens fødselsdag i går! Dejlige billeder! Og nogle utroligt gode taler til festen i går aftes. Der var vist ikke et øje tørt, da Kronprinsessen gav sin mand “tørt på” på en meget kærlig måde. Det er dejligt at se, hvor dejligt, de har det med hinanden!

På besøg

Jeg har været på besøg hos Linnea i Horsens, i hendes nye lejlighed på 6. sal med udsigt fra 3 terrasser: over havnen og ind over byen – fantastisk!

Der er også blevet nyt syværelse til hende (med udsigt), dog ikke så stort, som det hun havde i kælderen før.

Det var spændende at se den flotte lejlighed, som er meget personligt indrettet efter hendes valg, og selvfølgelig var nogle af hendes fineste quilts hængt op på væggene, Jeg kendte de fleste, men der var også et par nye.

Det lille vægtæppe er ikke nyt, men jeg har ikke set det før.

Dette tæppe er derimod nyt, og det er hendes mand så glad for, at det er kommet op på væggen.

Og så havde hun syet 4 flotte puttetæpper til børn på julemærkehjem, som jeg fik med hjem – meget forskellige, og smukke hver for sig.

Det er altid utroligt hyggeligt at besøge Linnea, og efterhånden er vi kommet til at kende hinanden godt og snkker rigtig godt sammen.

Lukkekant – igen-igen!

I går quiltede Laila dette puttetæppe – et meget yndigt tæppe, syet af mange fine rester.

Og heldigt nok har jeg lige en formiddag fri, før jeg skal i byen. Så jeg prøvede forskellige stoffer af med henblik på lukkekanten – min sædvanlige “leg”!

Og se nu bare et sødt stof, doneret af Edith, som passer perfekt!

Nu er det på plads, så kan jeg sidde på terrassen og sømme det på bagsiden senere.

Nu skal jeg nemlig af sted på et besøg, jeg glæder mig meget til!

Udskiftning

Min næsten 20 år gamle opstammede, røde rose, som i alle årene har stået i en meget stor, blå krukke, først på terrassen i Brædstrup, nu ved indgangspartiet ved mit tille hus, havde ikke meget liv efterhånden!

Jeg havde købt 2 nye, mindre roser, meget dejligt duftende, hos Jens i Sommerblomster.dk, og han havde fortalt mig, at jeg godt kunne plante dem i samme krukke (hvor der havde været en rose før), bare jeg skiftede al jorden ud!

Det kunne jeg nok bare ikke selv, men altid hjælpsomme Christian mente godt, at han kunne!

Så efter en tur til Davidsen efter 2 x 50 l plantejord og et par kraftige havehandsker til Christian, gik vi i gang.

Jeg forberedte Christian på, at det nok ikke var så nemt at få den gamle rose op af krukken, og jeg havde fundet grensaksen frem og var klar med en spade, fordi Jens havde forklaret, at man kunne skære jorden i stykker for at få den op.

Men Christian tog lige fat i rosen og trak den op af jorden! Der var godt nok ikke meget rod ved, den har simpelthen været ved at dø af ælde! Så den blev lige klippet i 2 stykker og smidt i den grønne spand!

Og så gik vi i gang med at skovle jorden op af krukken. Den var helt forbavsende porøs og lækker, med legasten imellem. Den var fyldt med myrer, det var der ingen af os, der var vilde med. Men jeg sprøjtede dem med insektmiddel, og så blev jorden lagt i 2 plastikposer, som blev snøret til med myrer og larver og det hele, så kan den blive spredt ud i baghaven senere, der er jorden nemlig stiv og meget lidt næringsrig!

Nu er krukken fyldt med 100 liter plantejord! Og de 2 roser er plantet. De er meget kønne – orangerøde, der bliver til lyserøde, og så dufter de helt fantastisk. Det er da dejligt lige ved entrédøren!

Godt arbejde!