Jeg elsker farver!

Min “Pyramide”, design Hanne Falkenberg, strikket i shetlandsuld, delvis rester, i eget valg af farver, blev færdig i går aftes, er nu “håndvasket i maskinen” og ligger til tørre.

Til morgenmaden og -avisen blev “Sweater i Dip Dye” startet op.

Kaos eller system

Jeg skulle have taget et billede, før jeg begyndte at flytte om på blokkene – men det glemte jeg.

Nu har jeg flyttet rundt, så der er lidt harmoni, det så ærligt talt komplet kaotisk ud, indtil jeg fandt en slags system.

Blokkene er syet tilfældigt – med vilje  – med de farver, der er i det gennemgående stof, det mørke med små farvecirkler. Og med forskellige rester. For det er jo idéen i “blok-tæpperne”, som mange forskellige syr blokke til efter årsmønsteret af deres rester.

Tæppet skal være færdigt til Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne næste weekend, hvor vi sælger mønsteret – årsmønster 2017 “Musetrappe” – jeg synes, det er et godt mønster, og det er sjovt at sy efter.

Gyldne dråber

Sidste sommer, da min søster var på besøg fra Laos,
hvor hun bor, havde hun mange  gaver med, og de fleste var laotiske produkter, både håndarbejde, tekstiler og andre ting – bl.a. fik jeg en pose laotisk grøn te.

Den har jeg gemt indtil nu, men i går tog jeg hul på den. Det er meget fin te, større, tørrede teblade, end jeg har set før – og den smager vidunderligt!

Tusind tak Lillesøster! Jeg nyder den! Sådan en pose må du gerne have med, næste gang, du kommer – og du har lovet, at der går ikke 10 år denne gang!

Damefrokost

“De 4 sammenbragte”, som man kunne kalde 4 modne damer, der i virkeligheden har én ting til fælles: de 3 kender alle den ene gennem en årrække, men ikke hinanden særlig godt! Sjovt udgangspunkt – men interessant!

Nåh jo – én ting mere: alle 4 har mistet deres livsledsager, de 2 for flere år siden, de 2 for 1 – 2 år siden.

Så der er faktisk mange ting at snakke om, også helbred, som det vil være i vores alder, mere eller mindre.

Værtinden har måtte undvære sit hus meget, meget længe pga en vandskade, men nu skal jeg love for, at hun næsten har fået et helt nyt hus! Og dog! For selv om lofter, gulve, vægge, vinduer osv er nye eller har fået en grundig omgang (alt har været ude), mens hun var genhuset i ½ år og har levet i en lille del af huset længe – så er alt nu på plads. Møbler, billeder, bøger – alt på samme gamle plads, så man føler sig hjemme igen! Det var hyggeligt!

Det tager mere tid, end man tror…

… al den administration af Projekt Puttetæpper, billedredigering – billeder lagt ud på diverse hjemmesider – dokumentation – kommunikation med de andre i styregruppen og tæppetanterne osv osv!

Men tag ikke fejl! Jeg nyder det – og jeg nyder at mødes med tæppetanter, som i dag, hvor én dem, der plejer at kommer her med favnen fuld af færdige tæpper, i dag kom tomhændet (som hun selv sagde) for at hente mellemfor til en masse tæpper, hun har klar til quiltning. Hun fik også lige noget dejligt stof med hjem, som vi har fået fra en butik, jeg er sikker på, at hun vil få nogle rigtig søde tæpper ud af det. Og hun skal jo ikke altid bare lave tæpper færdige, som andre har påbegyndt!

I dag har jeg lagt disse billeder på PP’s hjemeside og Facebook – er det ikke flotte tæpper?:

Og i forgårs kom Anna-Marie med disse 9 tæpper: Fantastisk!

Tekstilværkstedet i dag

Hyggelig dag i Tekstilværkstedet på Depotgården, hvor Kirsten fra Patchwork kælderen i Kolding var på besøg for at prøve at quilte et tæppe på long-arm-maskinen:

Det blev, trods lidt drilleri fra maskinen, rigtig fint

..og Kirsten var godt tilfreds med sit første forsøg.

Laila var blevet færdig med det puttetæppe, hun selv har syet som bidrag til Projekt Puttetæpper – et dejligt drengetæppe..

..og hun havde quiltet en top, vi har modtaget fra Tove i Egtved, som nu kun mangler lukkekanten!

Og så fik Ruth en herlig gave – en skøn minkpels, som har været Jettes mors! Sådan en har Ruth altid ønsket sig – og den passede perfekt!

Generalforsamlings-lagkager

Der var generalforsamling i Lillebælt Quilterne i går, jeg var blevet bedt om at være dirigent – måske fordi der var lidt forvirring om valgregler sidste år – men det gik fint, og på godt ½ time var alt afviklet, og valgene godkendt uden problemer. Jeg vil nu ikke tage æren, for der var ingen problemer og intet kampvalg!

Til gengæld gav foreningen kaffe/te og kæmpemæssige lagkager!

Det var helt vildt, for vi var kun mellem 25-28!

Men vi fik også lavet aftaler om udstillingen, som foreningen har lovet at lægge tæpper til i forbindelse med Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne, Middelfart 17. – 19. marts.

Og måske skal dette tæppe med? Det var Else, der viste det frem i går, jeg har også syet det mønster, men jeg synes, dette er ualmindelig smukt! Else laver rigtig mange flotte ting.

Ny udstilling på Nørrevang i Stensballe

Det har været en travl og spændende dag, hvor jeg har været på plejecenteret Nørrevang i Stensballe, Horsens, med en udstilling af puttetæpper.

Nørrevang er et meget flot plejehjem, lyst og venligt og med brede lyse gange, hvor der udstilles forskelligt fra måned til måned. Jeg har været med til at udstille patchwork der flere gange for nogle år siden. Men denne gang består udstillingen udelukkende af flotte puttetæpper, som efter udstillingen vil blive kørt til et af julemærkehjemmene og brugt som  mindegaver til de børn, der har ophold der.

Projekt Puttetæpper kan godt være stolte af disse 23 tæpper, som allerede under ophængningen fik megen opmærksomhed.

Den patchworkgruppe, der syr på Nørrevang hveranden uge, havde spurgt, om vi ville udstille, og de hjalp med at hænge tæpper op. Det var ikke mindst en stor hjælp, at én af dem havde medbragt sin næsten 2 meter høje mand! Han kunne nå det hele uden stige eller “elefantfod”!

Se hele udstillingen her:

Endelig er her Nørrevangs eget smukke tæppe, som gruppen har syet til dem:

Og repræsentanten for Projekt Puttetæpper, som de gerne ville have billede af til den lokale avis:

Æbletæppe færdigt

Æbletæppet, som Lisbeth har syet efter månedstæppe-mønster fra HANNE’s Patchwork i 2016, er færdigt! Det er super flot, ikke mindst på grund af Lailas  flotte quiltning i og omkring æblerne, der giver tæppet liv!

Nu skal det indgå i en udstilling af puttetæpper på Plejecenter Nørrevang i Horsens fra i morgen til og med april. Jeg er sikker på, at det vil vække opsigt!