Åbent hus på Depotgården

Jeg har været længe på Depotgården i dag, fordi der var Åbent hus i aften, og så må der gerne være nogle til stede i de forskellige værksteder. Vi var desværre ikke ret mange, men der var da nogle af de  besøgende, der blev vist rundt, som ville gerne høre lidt om, hvad vi laver – hvis de ellers fik lov, for den første rundviser skred hurtigt igennem Tekstilværkstedet og gav klart udtryk for, at han ikke syntes, nogle af os skulle fortælle noget om, hvad der foregår hos os! Mærkelig holdning, for selv om det ikke var hans værksted, kunne det jo godt være, at der var interesse! Andre rundvisere appelerede til, at vi fortalte lidt, ud fra at det jo var os, der vidste noget om det!

laila-quilter

Laila havde sat et puttetæppe på long-arm-quiltemaskinen, så de kunne se, hvad den kan lave, det er der altid interesse for.

Hyggesokker til børn på Fjordmark

Jeg har problemer med at komme ind på Projekt Hyggesokkers blog, så nu det det skal jeg have hjælp til. Men jeg kan da vise her de 3 portioner sokker, jeg har modtaget, og som jeg afleverede på Fjordmark i går:

jytte rasmussen 24 parJytte Rasmussen, Værløse, har strikket 24 par sokker

kildevældet 33 parStrikkedamerne på Kildevældet i Hornsyld har strikket 33 par sokker

inga olsen 5 parInga Olsen i Aalborg har strikket 5 par.

 

Fjordmark

Jeg havde en dejlig tur til Fjordmark i Kollund i går, i det skønneste vejr og med bilen propfuld af:

46 puttetæpper
1 sengetæppe
5 små tæpper, som må sælges på auktion til støtte for Julemærkehjemmene
1 sæk fuld af hjemmestrikkede sokker
1 stor pose afklippede frimærker.

Så der var læs på.

Jeg fik hyggelig frokost sammen med børnene, og en dejlig kop kaffe med super dejlig marcipankage = rester fra en middag dagen før.

Alle tæpperne skulle have været fotograferet i hallen, men det må vente et par dage, for alle dage i denne uge er der dækket op til forskellige gæster: foreninger, der får en rundvisning + foredrag og kaffe m/kage eller frokost. Det er meget populært, og nogle kommer igen, fordi det er så vellykket. Og så giver det jo også en indtægt til drift af hjemmet.

Jeg får billeder, når hallen er ryddet og der kan fotograferes, og så vil jeg selvfølgelig vise dem.

 

Guldbryllup

040916 karin og anders guldbryllup

I går fejrede Karin og Anders guldbryllup! Sikke et flot par! Stort, stort til lykke!

Jeg har jo den fornøjelse at arbejde sammen med Karin i styregruppen i Projekt Puttetæpper, og Anders er en rigtig stor hjælp for os med alt slæbet, når vi er på messer.

Karin og og jeg er begge “bidt” af patchwork og vores dejlige projekt i særdeleshed, så en hilsen blev sendt af sted med kurer (den er nemlig tung).

040916 sten til karin og anders

Guldbrudeparret er begge tossede med katte og have, så derfor blev deres “Velkommen-sten” udsmykket derefter, dog med patchwork i hovedrollen.

Der var lang vej rundt med den lukkekant!

Det har taget det meste af søndagen at sy lukkekant på dette store sengetæppe! Det plejer jeg ellers at kunne gøre på en aften. Men det måler 180 x 220 cm, så der er 8 meter rundt!

sengetæppe 35 hw kleine og laila brøgger til fjordmark

Det er en meget flot “UFO”, dvs en top, som vi har fået fra Bornholm, og som selvfølgelig er alt for stor til puttetæppe, men også for stor til de nye senge på Kildemose. Så det bliver sengetæppe på Fjordmark i Kollund. Der syede vi sengetæpper til i 2008, og der kan nogle af sengene godt bære et tæppe af den størrelse. De sengetæpper, de fik dengang, er ved at være slidt, og nogle af dem er også lidt små. Så det vil være vel anbragt der. Og vi får rigeligt med sengetæpper til Kildemose, hvor mange er med til at sy noget mere end de 24, de har brug for. Der er allerede 19 færdige!

Laila har quiltet det på long-arm-maskinen på Depotgården forleden, og nu syede jeg lukkekanten på. Så det kommer med i morgen, når jeg kører til Sønderjylland med 3 store stakke af puttetæpper – de er ikke engang talt endnu, det bliver de, når de bliver pakket i aften.

I gang med vaskemaskinen

Der er ikke andet at gøre – jeg har luftet og luftet en stor portion dejlige patchworkstoffer, som jeg har fået, men som desværre lugter af røg!

Det kan jeg ikke arbejde med, og luftningen har ikke hjulpet, så nu må vaskemaskinen i gang. Så skal det nok blive lækkert – når det er strøget! Ja, det er et stort arbejde, men det har jeg gjort med held flere gange før.

Det er værre, når man får donationer i form af færdige tæpper, der lugter af røg eller andet ubehageligt, f.eks. gammel kælder. Så er det eneste, der hjælper, at hænge det ud i fugtigt vejr, sommetider i flere dage.

Service til en UFO

ufo hannes månedstæppe 2015

Jeg har fået en meget fin UFO til at lave færdig til et puttetæppe.

Der er 20 blokke til en “sampler”, og jeg kunne godt se, at der var noget bekendt ved den. Og ja, det er HANNE’s månedstæppe 2015, hvor alle blokke er forskellige, syet i samme stoffer.

Det hele var med, blokkene er pænt syet, sidestolperne er syet på, en enkelt blok er ikke syet helt sammen, men det er lige til at gå til – hov! der mangler 7 stolper!

Hvad gør man så? Jo jeg sendte en mail til HANNE, om hun havde mere af stoffet, og dagen efter lå der nu et stykke stof i min postkasse! Det kalder jeg SERVICE, men det er hun også kendt for.

Så nu kan jeg få det søde tæppe færdigt, og helt ærligt: jeg trængte lige til et stille håndarbejds-projekt efter mange maskinsyede + diverse lukkekanter på tæpper, som andre har syet + et travlt Træf sidste weekend, hvor der var så meget, der skulle pakkes, pakkes ud, transporteres, pakkes og pakkes ud igen – osv.

65 lisbet brink og annie brink-koch

Forresten har vi for ikke så lang tid siden fået toppen til samme månedstæppe til samme formål, der var bare 28 blokke, men med ekstra kanter syet på skal dette nok få en god størrelse.

Jeg glæder mig…

…til at spise mine flotte vindruer. Det er kun 2. år, de står i min have, jeg fik dem af ældstesønnen sidste forår, fordi svigerdatteren ikke kan tåle blå druer, så de skulle have grønne i stedet.

vindruer 1

Og de trives rigtig godt – jeg havde også druer sidste år..

vindruer 2

..men ikke så mange som i år.

vindruer 3

Jeg smager på enkelte, men de må godt blive lidt mere modne.

Laila quilter igen..

..på Depotgården, efter at hun har gået hele sommeren med et brækket håndled, der måtte opereres, fordi det voksede forkert sammen i gips. Det har været meget smertefuldt og meget ubekvemt, fordi hun hverken kunne strikke, sy eller quilte på long-arm-maskinen!

depot laila quilter

Det kan hun nu igen! Og i da jeg kom ind på Depotgården, var hun allerede i gang med et meget stort sengetæppe, som er en donation til Projekt Puttetæpper fra en patchworker i Klemensker.

depot laila og ruth

Ruth var også glad for, at Laila er i gang igen, og de var begge glade for, at maskinen opførte sig ordentligt, der har været nogle problemer med, at den trak undertråden sammen, eller tråden sprang. Det gik rigtig fint i går, og tæppet blev quiltet helt færdigt.

depotgården top til sengetæppe quiltet

Så nu er det som altid mig, der syr lukkekant på. Det er godt nok flot!

Hold op – jeg er stiv i nakken …

…af at redigere så mange billeder og sætte dem ind flere forskellige steder – der skal jo holdes styr på hvem, der har syet tæpperne, og en hel del af dem er der flere om, idet mange syr en “top” = oversiden af et tæppe, eller vi modtager UFO’er, som andre syr færdige, Vi forsøger også at skrive donationer ved hvert enkelt tæppe, så det er da noget af et arbejde!

Her er nogle søde, sjove tæpper, som en mor og datter har syet af materialer, de fik med hjem fra vores Tæppetante-træf i juni 2016, de var helt høje, da de afleverede tæpperne, fordi det var så sjovt at få noget kreativt og samtidig flot ud af meget tilfældige stykker stof, som vi har fået forskellige steder fra:

1608 randi lina nielsen 1608 aase rose 1 1608 aase rose 2 1608 aase rose 3 1608 aase rose 4 1608 aase rose 5 1608 aase rose 6

Og et “tøsetæppe” med den mest fantastiske bagside – ja man kan jo kalde det et vendetæppe!

1608 lone olsen 5 bagside 1608 lone olsen 5

Ja, jeg kunne blive ved! Men nu gider jeg ikke mere (i dag ;.) )!

Flere tæpper kan ses på www.puttetaepper.dk eller Facebook gruppen “Projekt Puttetæpper”