En (stærk) duft af forår!

Jeg skal altid op om natten, mindst én gang, ofte flere – og når jeg har været ude og spise og drikke vin til, bliver det altid til en urolig nat!

Det slog mig i nat – og allerede da jeg kom hjem i går aftes – at hyacinther dufter utroligt kraftigt og tungt, når de springer helt ud.

hyacinther 2

Men jeg holder rigtig meget af dem og har næsten altid nogle på bordet på denne årstid – og så er de billige og bliver plantet ud i haven senere.

Stegt flæsk…

…og persillesovs, og jordbærgrød med mælk/fløde til dessert – det er dejlig gammeldaws mad, som sådan nogle seniorer som os her i andelsforeningen godt kan lide!

Det fik vi til fællesspisning i går aftes, hvor de 2 arrangører sagde: hvorfor skal det altid være så fint? Og det har de bestemt ret i. Når så kogekonen er god til at lave mad og kan sprødstege flæskeskiverne, så er det perfekt!

Gang i Depotgården

På Depotgården var der i går besøg med rundvisning for en gruppe døve, som var heldige på Tekstilværkstedet, hvor Laila havde gang i long-arm-quiltemaskinen, så de kunne se, hvordan den virker:

quilt

Foruden at quilte et rigtig flot tæppe, som Aja har syet…

ajas snail trail
…quiltede Laila også 2 søde juletræstæpper – her et i røde farver med små udstoppede hjerter mm under dekorativt guld-net!

jettes juletræstæppe

Lis har i længere tid haft travlt med at skære strimler til et Log Cabin sengetæppe i gule og orange farver, som nu er syet sammen og klar til quiltning:

lis top til log cabin

 

Smukke, specielle tæpper

Når vi holder syaften i Lillebælt Quilterne – og mange andre quiltegrupper – har de enkelte medlemmer ofte færdige tæpper med til “Show and Tell” = fremvisning og fortælling.

I går viste formand Grethe et meget smukt stort sengetæppe frem, som hun har syet til et familiemedlem, som heldighvis nåeder at modtage tæpper, før hun døde kort tid efter.

grethe sengetæppe

Tæppet er syet flotte pink farver i Japansk Foldeteknik..

grethe sengetæppe bag

..hvor bagsiden er lige så flot med sit eget mønster.

irlas vægtæppe

Irla viste et meget specielt vægtæppe, som er syet, så det passer til en trappeopgang.

Det er altid inspirerende at se andres færdige tæpper!

Dejligt, når det lykkes!

Jeg havde lovet at demonstrere teknikken “Quilt-as-you-go” eller “Fix & færdig” i Lillebæltquilterne i går aftes til en syaften.

Jeg var lidt spændt på, om det kunne interessere ret mange – de fleste syr meget traditionelt patchwork i hånden – og om jeg kunne gøre det godt nok. Jeg kan bedst lide, at de selv prøver metoden, det virker bedst, når de selv har haft det i hænderne. Men det kræver, at de har deres symaskine med, og bestyrelsen ville gerne have en demonstration først, hvor jeg havde symaskine med og viste det. Så kunne man evt. senere lave en workshop, hvor de selv prøver.

Det virkede! Der var mange mødt op, og der var meget stor interesse! Det var en fornøjelse.

Jeg havde medbragt både færdige tæpper, syet med Fix & færdig samt nogle eksempler, som jeg er i gang med, og hvor de kunne se hele processen, lige fra sammenføjning, quiltning og beskæring af de enkelte blokke til samling med nåle og derefter syning af blokke med smalle strimler på forsiden og bagsiden.

Efter visning og forklaring kom de i hold op og så, hvordan jeg syr det sammen, og så kunne de samtidig stille spørgsmål.

lillebæltquilterne

Der er ingen tvivl om, at der er stor interesse for at lave en workshop, hvor de selv prøver – ellers lærer man det heller ikke. Det ved jeg af erfaring, for jeg har jo været i andre grupper med samme emne. Så nu er det op til bestyrelsen, om der skal planlægges en workshop.

Virkelig en dejlig aften!

Lige ved at få noget i hovedet –

..noget voldsomt! Nemlig en haglbyge – men den gik lige uden om os – heldigvis!

Jeg opdagede næsten med det samme, da vi gik herhjemmefra, at der hang nogle kulsorte skyer ude mod vest – den retning, vi gik – og jeg havde ikke taget hue på, for det så jo ud til at være solskin!

De sorte skyer sterjfede os lige akkurat, og vi fik nogle spredte regndråber og blæst, og jeg nåede også hjem og fik taget vasketøjet ind. Men så brød det løs med hagl, og pludselig så jeg også en flot regnbue over nabohusene mod øst:

regnbue..samtidig med at solen skinnede, der er sekunder imellem de 2 billeder.

solskin

 

Forloren hare og hjemmelavet lagkage

Jans fødselsdag i går blev fejret med hjemmelavet lagkage til eftermiddagskaffen – lavet af fødselaren selv! Det er han rigtig god til, og derhjemme klarer han sig med sin kontor-kørestol, så det går fint.

Jeg skulle også blive til aftensmad, selv om det ikke fremgik af invitationen ;-), for svigerdatteren ville gerne have mig til at hjælpe hende at lave Jans livret: Forloren hare!

Den må have været god, for Christina, der ellers er småtspisende som slanke teenage-piger ofte er, spiste 3 stykker!

Det var en hyggelig dag og aften, med en masse snak. Jeg havde medbragt en hjemmestrikket karklud, som det nu er blevet så populært, så svigerdatteren kan afprøve den, så kan hun få nogle flere!

Fødselaren fik 2 kæmpestore hovedpuder – det er så heldigt, at en sengetøjsforretning holder ophørsudsalg!

Og Diki nyder i den grad at være på besøg hos familien, børnene leger og kæler meget med ham, og han får god mad! Så han glemte, at vi havde et par lidt hårde soigneringstimer herhjemme, inden vi gik! Han havde nogle filter, som vi ikke helt har fået bugt med, men det hjælper.