Persillesovs

Hvor meget persille sovs skal jeg lave til 35 mennesker? Det må jeg lige regne på.

Det er i aften, at vi får besøg af 28 skotske spejdere, der har fået lov at låne Fælleshuset her i Byhaven og sove her i nat.

Ældstesønnen laver mad til dem hjemme hos sig selv, hvor de skal have grill-stegt flæsk, nye kartofler og persillesovs, og sidstnævnte har jeg påtaget mig at lave. Spændende, om de kan lide det?

Bagefter skal vi se Fredericias gamle og nye rådhus, som sønnen har nøgler til. Og i morgen står svigersønnen for en guidet tur på Fredericia Vold, som han ved alt om – og som i øvrigt er rigtig flot lige nu.

Jeg glæder mig! Selv om jeg kun kender “den gamle leder” (og har kendt siden 1988), som er med som chauffør, og hans søn, som er den nuværende leder, så er der så mange dejlige minder forbundet med de skotter, at det er dejligt, de kommer her igen – i nye udgaver!

Det er helt vildt!

Projekt Puttetæpper har et galleri på Dansk Patchwork Forenings hjemmeside, hvor vi har lagt billeder ind siden 2010. De ligger kvartalsvis, og det er selvfølgelig interessant at se udviklingen. Vi ved, at vi desværre ikke modtager billeder af alle puttetæpper, der bliver afleveret til de 4 julemærkehjem, men alligevel er det utroligt, at fra 2. kvartal 2010, hvor der er 59 billeder, slutter 2. kvartal 2015 med billeder 350 puttetæpper!

Her er nogle få stykker af de seneste:

1506 anne lise brinkhard og laila 1506 bodil koldsø kolding 2 1506 bodil mortensen kolding 1506 jette mørk jensen 2

Start på “HANNE’s sommer DHU”

Den sædvanlige gratis sommerspøg fra HANNE’s Patchworkbutik i Vejerslev, som rigtig mange deltager i hver sommer, er startet, og jeg er med igen-igen.

del 1 stof 4

Jeg fandt stofferne frem i går, og fik tegnet og klippet skabeloner til den første del, hvor alle “figurer” skulle beklædes med samme stof = det, jeg havde valgt som stof nr 4.

HANNE har selvfølgelig nogle tilbud på forskellige kits, som er tilpasset mønsteret, men jeg har rigeligt at vælge imellem, og man får fra starten oplyst, hvor meget, der skal til, af hvert stykke.

Det er jo noget sjovt noget med sådan en “Mystery”, hvor man ikke aner, hvad det skal blive til! Men der er MANGE, der er med, og man kan på en gruppe på Facebook stille spørgsmål og vise billeder, så der sker noget omkring sytøjet i de 6 uger, der er sat af til det – eller hvor længe man nu er om det

del 1 stof 4 trekanter

Netop på den gruppe (og mange andre steder) lægger jeg mærke til, at mange lader “snipperne” i hjørnerne være alt for lange, når de syr “over pap”, som der er lagt op til her. Det kommer til at fylde for meget og være i vejen, så jeg har for mange år siden vænnet mig til at klippe de snipper af ca 1 cm fra figuren. Jeg har fået en dårlig vane: jeg kan ikke lade være med at gøre opmærksom på det, når jeg ser det, og jeg tror nok, der er nogle, der synes, jeg er for geskæftig og blander mig i noget, der ikke kommer mig ved, men det er jo for at lære fra mig og gøre det nemmere for dem. Så kan de jo fortsætte, som de vil, eller give sig selv en ny, god teknik.

Nej – altså – ikke 2 gange på en uge!

Det er sørme godt, jeg ikke lider af knogleskørhed! Og det er heller ikke svimmelhed, men rent uheld.

2 gange på 1 uge er jeg faldet og har slået mig forbistret, men uden alvorlige følger. Og så oven i købet på samme albue og ben.

Denne gang var det også et rent tilfælde: jeg blev fanget af den snor, jeg bruger til at flytte min store, tunge parasol, der har hjul under foden, så jeg kan trække den. Da jeg vendte mig om efter at have flyttet den på plads, hang min fod fast i snoren, og jeg nåede hverken at tage fra eller gribe fat i noget, før jeg lå på terrassen. AV for s…. peb jeg! og måtte lige sunde mig lidt, før jeg kunne rejse mig. Det gjorde dæleme ondt! Og jeg var faldet præcis på højre albue, hvor såret fra sidste uge lige var ved at hele, men hvor skorpen nu var revet op og såret endnu dybere og blødte, så det løb. På hoften er der bare et godt blåt mærke, og ingen hul i bukserne.

Men højre arm mærkes halv lammet, det er i forvejen den arm, hvor jeg døjer med smerter i musklerne. Jeg har mærket efter, og der er ikke noget brækket, det er bare ømhed, og et stort plaster på albuen (vasket i sæbevand) er eneste synlige spor.

For en uge siden faldt jeg, da jeg i mørke troede, at der var 1 trin ned, mens der var 2. Så det er 2 helt tilfældige årsager med forskellig årsag.

ØV!

Jeg vil også være med..

..i HANNE’s sommer DHU (Del Hver Uge), et hemmeligt mønster over 6 uger.

4 stoffer til hannes dhu 2015

Jeg har – som jeg elsker – brugt lidt tid på at lege med stoffer “fra lager” og har valgt disse 4. Så må vi se, om det er et godt valg i forhold til, hvad der skal komme ud af det. Det ved jo kun HANNE!

Det er helt rart at komme i gang med noget kreativt efter at have lavet billeder og pakket puttetæpper i over 2 uger.

Og feriegæsterne er kørt videre efter en aften/nat og formiddag. Det er dejligt at se Victor med forholdsvis korte mellemrum, så han er fortrolig med Diki og mig. Han er en dejlig dreng og ikke karrig med knus og kys 😉

Feriegæster

Jeg får feriegæster senere i dag – med campingvogn, som bliver parkeret i min indkørsel!

270615 victor i svømmepøl på camping

Yngstesønnen og hans familie har været på campingferie i Dokkedal, og det har været en stor succes, hvor Victor har oplevet mange ting – bl.a. har han lært at svømme! “Hundesvømning”, men det er jo et fint sted at begynde, når man indtil nu ikke har været så begejstret og ikke har gået til babysvømning, selv om hans mor er meget glad for vand. Men det er han nu! Så det glæder jeg mig til at høre om, når han kommer.

270615 victor og ulla i svømmepøl på camping

De var på ferie sammen med deres meget gode venner og Victors allerbedste legekammerat, og de var omkring flere spændende ting i ugens løb. Desværre blev legekammeratens far pludselig alvorligt syg på næstsidste dag og er nu indlagt på sygehus i Aalborg, det er absolut ikke rart, men jeg håber, at han er i bedring. De vil besøge ham, inden de kører sydover, så jeg hører nærmere, når de kommer her.

25 tæpper klar til aflevering på Kildemose

270615 25 tæpper til kildemose

Så er der 25 puttetæpper gjort klar til, at yngstesønnen pakker dem i campingvognen og kører dem til Julemærkehjemmet Kildemose i næste uge.

Det er rigtig dejligt, at vi kan få tæpperne med forskellige venlige sjæle, når de har ærinde i nærheden af et julemærkehjem, det er så ærgerligt med den dyre forsendelse – de penge kan bruges til noget bedre!

Men siden vi havde Tæppetante-træf er der overbragt:

58 tæpper til Skælskør, som Rita havde med, da vi mødtes med forstanderen på Julemærkehjemmet Skælskør, da vi var på marked i Korsør.

26 tæpper har Annie taget med til Julemærkehjemmet Hobro

32 puttetæpper og 1 sengetæppe er Inger kørt til Fjordmark i Kollund med.

Og nu kører min familie så med disse 25 tæpper til Kildemose i næste uge, når de stadig har ferie.

Det er den rene luksus!

Nå – det gjorde den så ikke..

Min symaskine blev ikke hentet som aftalt, lidt ærgerligt, for jeg har holdt mig hjemme hele dagen.

Men så brugte jeg tiden på noget virkelig tidskrævende, nemlig at få bragt billedgalleriet med billeder af puttetæpper på Dansk Patchwork Forenings hjemmeside helt a jour – dvs incl. alle de mange billeder fra Tæppetante-træffet + billeder fra Korsør sidste weekend.  Det er hårdt arbejde! Men nu skulle det gerne være i orden.

Så nu tror jeg, at jeg vil pakke den gamle maskine væk, så jeg kan bruge mit bord igen og komme til at sy i morgen – på den nye maskine!

Skiftedag

Lige om lidt bliver min “gamle” symaskine afhentet – den var nemlig med i handelen…

symaskiner

…da jeg købte ny PFAFF symaskine!

På mange områder er de 2 maskiner ens, de har begge alle fordelene med overtransportør, bred arm (hvor der er bedre plads, når man quilter et tæppe), de er elektroniske og har mange forskellige trykfødder og mange flotte sømme.

Jeg har haft PFAFF siden 1979, hvor jeg fik en rigtig god, solid maskine, som jeg havde i 20 år, uden nogen form for reparationer! Den eksisterer stadigvæk hos min svigerdatter, der fint kan sy reparationer og hvad hun har brug for. Derefter havde jeg en god PFAFF, mindre end disse, i 10 år, og den var jeg også glad for, den kunne meget mere end den gamle, og var ligesom den mekanisk.

PFAFF Quilt expression 4.0 har jeg haft i 6 år, den er elektronisk, den brede arm, flotte sømme og overtransportør. MEN den er, så vidt jeg har forstået, af den første årgang af denne model, og har dermed altid haft nogle “børnesygdomme”, som mange har døjet med. De udbedredes med en efterfølger “4.0”.

Men denne PFAFF performance 5.0 er ikke bare en forbedring. Den har de gode funktioner + mange flere nye. Jeg har ikke brugt den endnu, bortset fra afprøvning ved købet, men det var meget overbevisende, hvilke ting, der er nyt og bedre.

Funktionerne aktiveres ved “touch” og ikke ved knapper, og den kan simpelthen meget mere end 4.0.

Så jeg tog en hurtig beslutning, efter at have tænkt over det i lang tid, og fik den demonstreret på Kreativ Midsommer Marked i Korsør sidste weekend, hvor Morten Kyndbøl deltog med sin symaskinebus og en stand med forskellige mærker i symaskiner. Morten Kyndbøl har et rigtig godt ry for sin gode service, og jeg var også meget godt tilfreds med demonstrationen og den garanti, han giver. Jeg tror nok, han var overrasket over, hvor hurtigt jeg besluttede mig, men jeg er generelt ikke længe om at tage en beslutning, når der er noget, jeg gerne vil.

Så når jeg nu bliver færdig med at pakke den sidste omgang puttetæpper og har fået lavet adresseliste, inden de bliver  afhentet af min søn og svigerdatter, som har plads til dem i campingvognen, og kører dem til Kildemose ,  – SÅ skal jeg sy! Jeg har flere UFO’er, som andre har syet, liggende til færdiggørelse, og jeg har også flere projekter i hovedet, som jeg skal lege med hen over sommeren!

Jeg glæder mig! Jeg skal ikke holde ferie (det har jeg jo hele tiden), og jeg er ikke særlig rejse-syg, så jeg har det fint med at give mig selv en ny, rigtig god symaskine til en rimelig pris.

Tur – retur og så igen, for at få et nyt kørekort.

Jeg skal have mit kørekort fornyet, og jeg er lige netop uheldig med min alder, så jeg ikke kan undgå lægeattest. Der er ellers kommet nye og mere lempelige regler, så man først senere skal lægetestes.

Det er der ikke noget at gøre ved, så jeg havde fået tid hos min læge – eller rettere konsultationssygeplejersken, som jeg i øvrigt også kender bedre end lægen, fordi det er hende, kontrollerer min diabetes. Og hun kunne så se resultat af øjenlægens test af mine øjne – troede hun! For det vat godt nok lagt ud på en side på nettet, hvor læger kan se forskellige oplysninger om deres patient, men det så ud til at være oplysninger fra 2013! Selv om jeg havde bedt om, at det blev lagt ud, netop pga det her med kørekortet.

Nå, hun lavede så sin egen synstest, og den var fin. De demens-prøver, hun SKAL lave i min alder (hun var helt forlegen!) var heller ikke noget problem! Jeg kunne (selvfølgelig) både huske det, hun havde sagt, og jeg kunne tegne et ur og sætte klokkeslæt på. Det virker til grin, når man er frisk, men det er jo netop for at fange en begyndende demens, at man laver disse tests, det forstår jeg bestemt godt.

Men jeg havde ikke noget billede med, for det havde jeg fået at vide, at jeg kunne få taget i Borgerservice. Problemet er bare, at lægen skal stemple billedet og attestere min underskrift. Så jeg kunne heldigvis nå ind til Borgerservice på rådhuset, få taget billede, køre retur til lægehuset og tilbage igen med lægeerklæring og billede i en lukket kuvert.

Så nu har jeg et foreløbigt kørekort, og der kan godt gå op til 3 mdr., før jeg får det rigtige, fik jeg at vide. Nåh ja, hvis jeg så bare får det. Det skal omkring embedslægen, og jeg har desværre flere dårlige erfaringer med, hvad læger kan lave om på, både fra min søn og en anden god bekendt, som i øjeblikket oplever helt horrible fejltagelser og undladelser i de undersøgelser, hun gennemgår for at finde ud, hvad hun fejler.

Jeg må være optimistisk! Jeg vil nødigt undvære mit kørekort!