Hjælpende “engel” i haven

Puh ha, det er godt, jeg har fået hjælp!

haverengøring

Som det kan ses til højre, var min lille have fuldstændig groet til i græs og ukrudt, og jeg kan ikke selv rense det op. Mine arme kan ikke holde til det.

Så min gode hjælper, der også var her sidste år for at forbedre jorden, har været her og er i gang med at kultivere og luge. Man kan nok se, hvor han nåede til, før regnen gjorde det for vanskeligt.

haverengøring 2

Men han kommer igen om nogle dage, så der kan blive styr på det hele. Så kan jeg sætte nogle flere løgplanter, aurikler og plante noget bunddække, mens jeg venter på, at Hortensia, roser og Rhododendron blomstrer.

Og Kameliaen har tilsyneladende overvintret i fin stil for anden vinter i træk, stående ude under udhænget på terrassen. Nu har jeg trukket den lidt længere ud, så den kan få mere lys og nyde godt af regnen – den har stort set ikke fået vand hele vinteren

kamelia

Men se, hvor store og fine knopper, den har – i massevis!

 

Som far så søn

280315 victors første grill 1

Den store grill mester i familien er yngstesønnen, som lige har anskaffet sin 6. grill!

Der er noget, der tyder på, at sønnike gerne vil være som sin far – for han har fået sin første grill – selvfølgelig en Weber!, der både kan “tænde” kul med en “lighter” og give stegelyde fra sig – Farmor har fået en demonstration (i telefonen!) – “Se her Farmor!”, og Victor laver mad hele tiden, så familien er stopmætte!

Koncentrationen er der ikke noget i vejen med.

Glad i låget…

Ja, det bliver jeg i hvert fald, når jeg ser toppen færdig til lille Viggo.

ditzy donuts top

Ditzy Donuts blokke, syet i glade, klare drengefarver. Det er ikke blokke fra de SWAP (byttelege), jeg har deltaget i, alle blokke er syet secifikt til dette tæppe.

Jeg er ikke mindst glad for at se, hvor meget kanterne gør for tæppet, de samler og giver ro. Det tænker jeg tit over, når jeg syr tæpper – det er rammer, som er en vigtig del af det samlede resultat – synes jeg i hvert fald.

Nu skal der “sandwiches”, quiltes og sys lukkekant. Jeg tror, jeg bliver tilfreds!

Lækre sokker

Jeg har fået 2 store pakker med sokker til Projekt Hyggesokker:

240515 annelise brinkhard 7 par

7 par fra Annelise Brinkhard i Slagelse..

240315 britta rasmussen 11 par

..og 11 par fra Britta Rasmussen, Jyderup.

Alle sammen meget flotte sokker i dejlige farver og blandede størrelser – hvor er det dejligt, at der stadig er nogle, der har lyst til at glæde børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark med så dejlige sokker.

Sikke en flot udstilling fra Depotgården

Kreative mennesker på Depotgården har fået tilladelse til at bruge de store vinduer i det gamle Føtex på Gothersgade i Fredericia til at vise nogle af de mange aktiviteter, vi har adgang til på Depotgården. Vi har jo plads til flere, så måske kunne nogen få lyst til at være med?

Jeg har bidraget med nogle effekter, og så tog Diki og jeg på sightseeing inde i byen i dag, så jeg kunne se, hvad der var kommet ud af det.

Diki kan godt lide at gå bytur, der sker så meget spændende – og jeg er fuld af beundring over den flotte udstilling.

depotgården 2

depotgården 1

Der vises eksempler på: Pileflet

depotgården 3

Ikon maleri

depotgården 4

patchwork og strik fra Tekstilværkstedet

depotgården 10

depotgården 11

Træsløjd

depotgården 8

Kold glas

depotgården 7

depotgården 6

Smykkeværkstedet

depotgården 9

Malerier

depotgården 5

Og ølbrygning.

Der er mange flere værksteder, men man kan umuligt have alting med. Jeg synes, udstillingen giver et godt og bredt udvalg af eksempler.

Og så er det jo for alle voksne – ikke kun pensionister – mandag – torsdag kl. 9 – 21 !

Man kan komme på besøg og få en rundvisning.

Middag i Fælleshuset

fællesspisning 1

Sidste torsdag i hver måned spiser vi i Fælleshuset, og det er altid rigtig hyggeligt. En kogekone laver god gammeldags mad til os (det var hende, jeg vikarierede for sidste måned), og i aften har vi fået skøn gammeldags oksesteg efterfulgt af citronfromage!

fællesspisning 2

Vi havde generalforsamling i andelsboligforeningen inden spisning denne gang, så vi var næsten fuldtallige.

Vi har selv drikkevarer med, og prisen er altid lav – men i dag var det en gratis omgang p.g.a. generalforsamlingen! Der bliver også sunget efter højskolesangbogen, og der bliver hygget og snakket. Det er en god aften, og det er med til, at vi kommer hinanden ved.

 

 

At bringe glæden videre..

Det er dejligt, at andre bliver lige så glade som én selv! Jeg har pakket stof i formiddag, efter at jeg har snakket med Karin i Hornbæk, som er en trofast og flittig tæppetante i Projekt Puttetæpper.

Jeg ved, at Karin er glad for at sy i hånden – selv om hun også er dygtig til maskinsyning – og derfor ringede jeg og spurgte hende, om hun kunne tænke sig noget af det, jeg har fået til puttetæpper for nylig?

Det vil hun meget gerne, så nu er der pakket en æske med en UFO = 12 blokke, syet i skjortestoffer i 2013-mønsteret “Rundsav” sammen med fine, smukke skjortestoffer, som hun kan sy flere blokke af. Det er SÅ flot, og jeg ved, at det bliver er dejligt tæppe.

Der er også nogle af de små blokke med 16 restefirkanter 3 x 3 cm + ensfarvede stoffer, som jeg også selv arbejder med i øjeblikket. Der var jo mange!

Karin har i årenes løb syet mange skønne tæpper af UFO’er / modtagne stoffer for projektet, og hun fortalte lige, at hun netop er blevet færdig med en hel stak tæpper, som kører til Kildemose med efter påske. Dem glæder jeg mig til at få billeder af.

Det er altså en dejlig hobby at mødes omkring!

I tekstilværkstedet på Depotgården…

…sys der SÅ mange smukke ting. I dag har der været en gæst, som skulle prøve at quilte et flot tæppe på long-arm-maskinen.

jane quilter

Jane fik rigtig god hjælp fra et par erfarne quiltere og et stykke at øve sig på først – og så gik det løs med at quilte, under stor koncentration.

janes quilt

Det blev en meget flot quilt, syet af Kaffe Fassett stoffer, nu skal Jane bare hjem og sy lukkekant omklring..

janes quilt bag

..se quiltningen på bagsiden. Man må gerne komme som gæst udefra og prøve aktiviteterne af. Det koster lidt, men er forbavsende billigt.

lailas quilt

Laila har syet et fantastisk tæppe med paper-piecing / stams teknik ..

lailas quilt detail

..med bitte små stykker stof – på maskine. Nu blev det monteret med mellemfor og bagside, så vil Laila knudequilte det.