Strikkekonsulent fra morgenstunden

Det er da dejligt, når man kan hjælpe hinanden, og det er vi gode til her i Andelsboligforeningen Ussinggård. En af de nyeste beboere venter barnebarn og strikker søde trøjer og dragter. Hun kom og bad om hjælp, for hun kunne bare slet ikke finde ud at få samlet bullen med ærmerne, hvorefter der skulle strikkes bærestykke. Det var ærligt talt også dårligt beskrevet, men på en rundpind kan man jo lave en løkke på wiren ved ærmegabet, så der bliver plads til ærmet, før man strikker videre på ryggen og gentager det ved næste ærme. Det havde hun aldrig prøvet før, men nu kom hun videre.

Det er “Trille-Rille”, hun strikker. Og den er vældig sød, men jeg synes, der mangler en bedre vejledning på dette punkt.

Jo, den ku’ de godt li’ !!

æblekage 2

Mine naboer kunne godt lide den rå æblekage, som de fleste ikke havde fået før, så der blev taget 2 gange!

Vi spillede det sædvanlige banko om små pakker, jeg var langt fra banko i alle spil – indtil det sidste, hvor hovedpræmien altid er en flaske vin – den vandt jeg!

Og så hyggesnakkede vi, der kom alt muligt op, lige fra vores huse og haver til politiske spørgsmål om f.eks. asylsøgere, men også skolepolitik og forkælede børn, som ingen kan styre!

Underholdende eftermiddag i godt selskab.

 

 

Raw Food

Forberedelser til eftermiddagens kaffe i Fælleshuset, hvor vi 2 gange om måneden har et lille bankospil om små pakker, vi selv har med, og hygger os med kaffe og hjemmebag.

Denne gang er det mig, der har kage med, og meget aktuelt (hvis man ser Den store bagedyst) vil jeg ikke bage, men lave min rå æblekage. Det er jo årstiden, hvor man har helt friskplukkede æbler, og jeg elsker den æblekage (den var Søren også helt vild med, og jeg lavede den til hans bridgehold bl.a.)

Nu er cremen kogt og står til afkøling, raspen er ristet og makronerne knust, så jeg mangler kun at piske flødeskum og rive æbler, det skal gøres så sent som muligt. Men den kan nu godt holde sig i køleskabet, hvis den er dækket med film.

Opskrift HER.

Syet på Søndergården

Når jeg kommer på Søndergården i Brædstrup, får jeg altid nogle gode fotos af patchwork, sommetider får jeg også tæpper med hjem! Puttetæpper til videre formidling forstås.

Else Marie har syet en smuk juleløber på rekord tid iflg. de andre:

else marie juleløber

Og Inger har syet 3 puttetæpper færdige af blokke og UFO’er, som andre har syet:

pp inger lund pp inger lund blok 2013 top pp inger lund blok 2012

Altid flot arbejde fra Inger!

Dejlig oplevelse at være gæst i Brædstrup

Det er simpelthen en hyggelig og dejlig oplevelse at besøge Søndergården i Brædstrup nu for 3. gang, siden jeg flyttede for 1 år siden.

Mange smilende ansigter og spørgsmål til mit velbefindende, både fra patchworkholdet og “naboerne” bridgeholdet, som Søren startede, underviste og ledede, så længe, han kunne.

Og så var HANNE’s butik på besøg, så kommer der ekstra mange, så mon ikke hun havde en god handel. Hun havde i hvert fald mange fine stoffer med, og smukke modeller.

Jeg undgik en P-bøde, som jeg kunne have fået, hvis jeg ikke havde været opmærksom på de nye P-restriktioner, der er kommet på Brugsen/Nettos P-plads, og hvor mange brugere og ansatte på Søndergården plejer at parkere i mangel af P-pladser nok på centerets egen grund. Det var ikke alle, der var lige så heldige (opmærksomme?) ! ØV!

Jeg har puttetæpper og billeder med hjem, de kommer senere. Nu er det Diki, der skal luftes efter at vi haft vores stormende velkomst-kæletur, da jeg kom hjem.

Lykken er…

…når børn og børnebørn klarer sig godt!

Og ældstebarnebarnet, som lige er begyndt på en IT-uddannelse, har lige fået praktikplads, som starter efter grundforløbet på skolen.

Det bare så dejligt for ham! Til lykke Frederik!

Jeg er altid så glad..

..når jeg kommer hjem fra et besøg på et julemærkehjem, i dette tilfælde Fjordmark i Kollund!

De er så glade for puttetæpperne, vi kommer med, og denne gang også en masse sokker.

061014 fjordmark

Så breder de alle tæpperne ud på gulvet i hallen, så man rigtig kan se dem alle sammen, og så bliver de diskuteret, for der er altid forskellige meninger om, hvad man synes er pænest/flottest/sjovest!

Det opmærksomme øje (mit f.eks.) vil bemærke, at et tæppe er vendt med vrangen op ad – det var vist også en mandlig pædagog, der stod for udlægningen! – tæppe nr 3 i 2. række fra neden har en nydelig bagside, fordi jeg har monteret det med Fix & færdig! Men det blev hurtigt rettet:

061014 fjordmark 2

Det er svært at få det hele med på ét billede, så jeg tog et par stykker, så vi kan se dem alle 31: 061014 fjordmark 4

061014 fjordmark 3

Det er sjovt at høre pædagogernes meninger – de er ret vilde med tæpperne! Og de kan få øje på mange detaljer.

Man bliver altid beværtet med kaffe og en lækker anretning af boller med ost, gulerødder, agurker, lakrids-mandler el.a.

Og så var der ellers lige noget nyt, jeg skulle se:

061014 fjordmark sengetæpper linnea

De har nemlig haft besøg i sommer af Linnea, som er tæppetante og syr puttetæpper, men som også havde hørt på Tæppetante-træffet i juni, at de gerne vil have sengetæpper (som bliver på hjemmet og pynter på værelserne). De har fået sengetæpper flere gange, men de bliver vasket tit, så de vil gerne have nogle at skifte med. Og nu havde Linnea syet 2 smukke sengetæpper, som de er meget glade for. De gør meget ud af, at sengetæpperne skal passe sammen 2 eller 3 eller 4, efter hvor mange senge, der er på værelset, og så er det meget flot med 2, der passer helt sammen!