Nej selvfølgelig ikke! Aramis er kun 8½ år, rask og frisk – og jeg elsker ham højt!

Men han er blevet “lidt” mindre! Han blev klippet i går, og frisøren og jeg aftalte, at han gerne måtte blive klippet helt kort denne gang – som Eva sagde: det vokser jo ud igen!

Ja, det vokser stærkt, og han har en meget stor pels, som jeg slet ikke magter at holde pænt, så (med opdrætterens accept) bliver han klippet 4 gange om året. Denne gang var dog mere tiltrængt end før, bl.a. var der mange filter i den tætte pels, selv om jeg har brugt mange kræfter på at komme dem til livs (kræfter som jeg ikke har så mange af), og selv om Aramis er meget flink og rolig – i modsætning til gamle Diki, som ikke kunne fordrage at blive “striglet” i bund.

Jeg var meget, meget spændt på resultatet, da jeg hentede ham efter 3½ time. Og jeg blev virkelig overrasket!

Han var blevet så lille! Og han var slet ikke for tyk, som jeg troede! Inde under den tykke måtte gemte sig en slank og fin hund med lange ben! Og han var ikke ked af det, men noget forvirret og lidt “rundt på gulvet” ! Det er der ikke noget at sige til, for pludselig har han luft omkring sig, men også mere bevægelsesfrihed! Ingen tvivl om det!

Han bliver nusset meget om og kælet for – og rost: “Hvor er du fiin!” Det kan han jo godt lide.

Han har før været slem til at slikke sig omkring kønsorganerne, når han er blevet klippet – frisøren siger, det er fordi det stikker med de korte hår, der sidder spredt under maven. Det gør han (foreløbig) ikke denne gang, jeg pudrer med talkum, og det, synes han, er dejligt! Jeg håber, det holder, for det har givet ubehagelige sår og dyrlægeregninger!

Jeg er meget glad og lettet! Og så er det spændende at se, hvor meget, pelsen vokser på de næste 3 måneder.
Jeg har lige lyst til at se/vise, hvordan han har set ud i løbet af de 1½ år, der er gået, siden jeg hentede ham i Sverige:

2023 Udstillingshunden / norsk og svensk champion

Efter 1. klipning – sådan vil jeg gerne have benene klippet næste gang.

Aramis er under alle omstændigheder en dejlig, kærlig og flot “dreng” !

Undskyld Tobias Hamann – jeg ved ikke, om det er mig, der har gjort noget galt – men jeg tror mest på, at mine figner var for umodne, så de – uanset hvor længe, jeg kogte dem, ikke blev møre!

Så de er røget i skraldespanden, og det eneste, jeg kunne bruge, var lagen, som jeg har kogt ind til en velsmagende, temmelig sød, sirup – eller måske stivner den til gelé?

Så fik jeg plukket mine mange kilo umodne figner, og heldigvis har jeg ikke spildt sukker på mere end 1 kilo, så resten (flere kilo) får lov at gøde jorden! Det ville de jo have gjort alligevel, hvis jeg ikke havde plukket dem.

Det var faktisk et ret besværligt arbejde, fordi de “lækker” en meget klæbrig, hvid saft, når de bliver plukket, så jeg var nødt til at have plastichandsker på, men skidt med det – nu har jeg ryddet op, så jeg trænger til at hvile mig lidt med mit (spændende) strikketøj!

Jeg “faldt lige over” en opskrift, som jeg er nødt til at prøve!

Tobias Hamann – syltede umodne figner

Jeg har nemlig – ligesom Tobias Hamann – en utrolig masse figner på mit figentræ her sidst på året. Og de når ikke at blive modne! Så jeg har også gået og ærgret mig over, at de bare vil gå til! Jeg har høstet – og spist – modne figner tidligere på året, men jeg har aldrig oplevet, at der kom et nyt hold. Jo, nogle ganske små, som bare tørrer ind og falder af (nogle mener, at det er dem, der bliver modne næste år, men det passer ikke).
Og jeg har aldrig nogensinde oplevet, at der kom et hold 2, og så så mange!

Det er virkelig spændende! Jeg skal plukke i morgen!

Så flot morgen! Dem er der oftest flere af på denne årstid, og når man er tidligt oppe og går med Aramis i den kølige luft, må man nyde det! – før frosten melder sig!

Siden 2013, hvor Birgith første gang inviterede Projekt Puttetæpper til “Tæppetante-træf” på gården i Hejnsvig, hvor hun bor sammen med en af sine sønner og hans familie, har en stor flok “tanter” mødtes der én gang om året, medbringende store favnfulde / tasker / sække med puttetæpper, som gives som gaver til alle børn (1000 pr år) på de 5 julemærkehjem i DK – det ene flottere end det andet!

I de seneste år arrangeres der også et lignende på Sjælland, men for mig er det begivenheden i Hejnsvig, der har en særlig betydning! Og selv om jeg ikke selv er i styregruppen mere, er jeg en glad deltager og glæder mig altid til at se alle tæpperne og møde tæppetanterne. Det første år, som var et forsøg, var vi 22, men de næste år steg deltagertallet til 80! Så kom “Corona”, hvor vi begrænsede antallet, og nu er det landet på max 50 deltagere – det passer fint!

Altid samme opskrift: glad modtagelse – aflever dine tæpper til en hjælper – find en plads ved de runde borde – formiddagskaffe, mens medbragte tæpperne bliver dynget op over sønnens veteranbiler – kig på de tæpper, der er hængt op på forhånd – der er meget at se på!

Senere er der orientering om året, der er gået, frokost og et foredrag. I år var det forstanderen på Julemærkehjemmet Fjordmark, der fortalte om arbejdet med børnene – det er altid medrivende!

Og efter kaffe og kage fjernes de tæpper, der holder på “hemmelighederne” = store-store bunker, kasser og æsker med donerede stoffer, som er kommet ind i årets løb. Det er helt overvældende, og man skal bare tage fra!

Sådan har det været i alle årene – også i år! Det er helt utroligt, hvor meget, vi kan drage hjem med!

Her er en lille kavalkade:

Der blev også vist tæpper med særlige historier!

Det var en dejlig dag! Tak!

Når “mor” har været væk hele dagen, skal vi først ud og luftes, have aftensmad – og så…

…kan vi hygge! Aramis har lært nu at hygge på samme måde som Diki: På mit skød og ben og hovedet helt oppe på min mave, så jeg kan omfavne, kæle og nusse!

Det forstod han intet af i starten, men lidt ad gangen er han kommet til at elske det og kommer selv og hopper op på min fodskammel, så jeg kan tage hans poter og trække ham op til mig.

Han fylder noget mere end Diki! Ren hygge!

Birte og Jonna 2 ældre damer i Hovedgaard har strikket en ny, stor portion “hyggesokker”, store og farvestrålende, til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Jeg regner med, at de har kørelejlighed i dag, når jeg mødes med forstanderen til Tæppetante-træf i Hejnsvig!

Ikke så meget denne gang – men super lækkert!

Uldfeen havde efter en lang sommerpause salgsaften i onsdags, og allerede i dag fredag formiddag modtog jeg mit indkøb: både den gråblå merino/silke og de 2 fed ren silke i blå+grønne farver skal strikkes sammen med garn, jeg har på mit “lille” lager – jeg glæder mig!
Og det lille bundt kulørt merino-broderegarn er en gave fra Uldfeen – spændende til effekter.

Hvor er det frækt! Lige midt i min lille forhave, på græsplænen – hov hvad er det?

En “pæn” bunke hundelorte! – nu har jeg da aldrig…

Vi har 4 hunde her, hvor jeg bor, men de går alle i snor, så hvilken hund vover sig her ind i vores delvis aflukkede fællesskab og lægger sådan en bunke lige foran mit flotte figentræ, som jeg havde inspiceret dagen før?

Det må have været i mørke, for Aramis holder rigtig godt øje med alt, hvad der bevæger sig – harer, andre hunde, mennesker, biler – han skal nok give lyd fra sig – og han har ikke alarmeret!

Men jeg bliver sur!

Jeg har altid haft “noget” med tal – datoer, tlf.numre, fødselsdatoer, årstal – som sidder fast!

31. august er sådan en dato – ikke fordi den betyder noget særligt eller er en mærkedag. Men fordi jeg frøs en hel nat for mange, mange år siden, som jeg ikke mindes at have frosset før eller efter!
Og nu er det 31. august – og meget koldt om aftenen/natten, som det var 31. august 1959!

Jeg var – som jeg har været det meste af mit liv – spejder. Og jeg var netop blevet betroet at være ansvarlig leder for 30 ulveunger (8 – 12-årige drenge). Det var lidt ualmindeligt for en 20-årig, men jeg har altid godt kunne lide en udfordring, og ikke mindst hvis der fulgte et ansvar med!

Dengang var spejdere i DK delt, så piger og drenge var adskilt og havde forskellige uniformer: grønne for piger i KFUK og drenge i KFUM. I Det Danske Pigespejderkorps havde blå kjoler, og Det Danske Spejderkorps havde mørkeblå sweater for drengene (ulveungerne) fra 8 – 12 år, derefter khakigule skjorter. Jeg havde været blå pigespejder, men blev opfordret til at blive leder for en gruppe ulveunger i en DDS-gruppe i Odense. DDS havde næsten udelukkende kvindelige ledere til denne aldersgruppe, og så skiftede man til khaki skjorte + ulden khaki nederdel.

Forældre-rådet i 3. Odense gruppe, som blev min gruppe, afholdt en weekend-tur for rådsmedlemmerne m/ægtefæller samt de 2 ansvarlige ledere for hhv ulveungerne og trops-spejderne (over 12 år), og det foregik på ægte spejdermaner i telt!
Jeg lånte min fars lille amerikanske 2-3 mands telt, som jeg havde sovet i mange gange sammen med mine søstre eller mine forældre, men aldrig alene.
Det var rigtig dejligt eftersommervejr, og der var så skønt ved den spejderhytte, der hedder Hylkedam v/Gelsted, hvor jeg har været mange, mange gange.

Sjovt nok var det vejr netop som denne weekend: solskin – men meget koldt om natten. Og min sovepose dengang kan slet ikke sammenlignes med de lækre, frostsikre poser, spejdere har nu om dage!
Det amerikanske telt, som min far havde “swappet” (byttet) på en kæmpestor verdens jamboree i Østrig i 1951 havde en sjov trekantet facon med kun 1 teltstang og et “vindue” i den ene ende, det kunne ikke lukkes! Og der var ikke andre beboere end mig til at varme det op, som i de øvrige telte, hvor de kunne varme hinanden!

I løbet af natten frøs jeg så jammerligt, så jeg pakkede alt, hvad jeg havde, omkring mig: teltunderlag, frakke, trøje osv, men det hjalp ikke ret meget – hold da op, hvor jeg frøs!

Og det er jo nok derfor, jeg kan huske det 65 år senere! Og det var netop i nat, jeg kom i tanker om det, da jeg frøs under min sommerdyne og med åbent vindue, som jeg altid har.