Dejlige sokker – kan stadig nå at være med..

..inden lodtrækning på mandag om 9 sæt fine birketræs strømpepinde fra MARKNO

Gerda har strikket de flotte farvestrålende sokker.

Jytte har strikket 6 par..

..og Kamma har strikket 3 par flotte strømper.

Alle 10 par er hyggesokker til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark. Og sokker, som jeg modtager mandag 1. okt. eller som nogen måske har med på Strikkefestivalen ??, deltager i lodtrækningen med 1 lod pr. par.

Så kan jeg holde weekend

Så kan jeg holde weekend og Strikkefestival med god samvittighed! For nu er toppen til babytæppet til Cornelius færdig.

Den har voldt mig problemer, fordi de modtagne store firkanter med hilsner fra gæsterne til Cornelius’s dåbsfest var af uens størrelse, som jeg ikke bare kunne skære til uden at det gik ud over det skrevne og tegnede, og fordi jeg syntes, det var for kedeligt bare at sy dem sammen.

Og da jeg havde fundet ud af, hvordan det skulle være og var godt i gang, så havde jeg regnet forkert og måtte pille op og skære til.

Nu er jeg tilfreds! Toppen er færdig, det får en pæn størrelse = 145 x 145 cm, og der mangler kun montering og quiltning. Det bliver på mandag.

For nu står Webstrikkernes strikkefestival for døren – og jeg glæder mig! Vi bliver 67 deltagere, og der er både hygge, garnsalg, workshops, besøg i garnbutikker og meget andet i udsigt. Og vi skal strikke – strikke – strikke!

Æbletyven

Diki: “Jeg tror ikke, at min mor så, at jeg ligeså forsigtigt satte poterne op på sofabordet og lirkede det æble nærmere, som lå på bordet, indtil jeg kunne tage det forsigtigt i munden og skynde mig at gemme mig bag sofaen, mens hun spiste morgenmad ved det andet bord!”

(Diki’s mor skyndte sig at kigge den anden vej for ikke at komme til at grine!)

“Da jeg havde slikket lidt på det, prøvede jeg at liste frem og lege lidt med æblet, det kan trille som en bold!”

“Mon hun opdager det, når jeg har taget det med mig op i sækkestolen?”

“Det ser ud til, at det går an!”

“Nej, nu gider jeg altså ikke det der fotografering mere!” (For uindviede ikke-Tibbe-ejere = det store gab betyder, at nu leger man ikke med mere!).

Tykke sokker

Susse strikker nogle tykke, lækre hyggesokker i dobbelt strømpegarn til børnene på julemærkehjemmet Fjordmark. Disse 2 par nåede lige at komme med i pakken i dag på julemærkehjemmenes 100 års jubilæumsdag. Rigtig gode til den kolde tid, vi går i møde.

På mandag 1. oktober trækkes der lod om de fine birketræs strømpepinde mellem dem, der har sendt sokker siden 1. juni.

 

Til lykke til julemærkehjemmene i dag!

Julemærkehjemmene i Danmark har 100 års jubilæum i dag, idet det er 100 år siden, Ejnar Holbøll åbnede det første.

Det bliver fejret på Fjordmark med kaffe og 600 nybagte muffins til alle beboere i Kollund, så der dufter lifligt af muffins lige nu!

God morgen Danmark havde et indslag med en gammel elev fra Fjordmark i morges, og TVSYD kommer og følger børnenes gåtur i eftermiddag til Holbøl, hvor de giver en sang ved mindestenen for Einar Holbøll.

En puttetæppetante er på vej med 33 puttetæpper!

Med flyvende pels

Diki kunne slet ikke forstå det stormvejr, vi var ude i! Det så bare så sjovt ud, da han dels prøvede på at fange bladene på stien, dels nærmest selv blev blæst af sted med vinden ind i numsen, så pelsen fløj lige opad! Han er ved at blive langhåret, og pelsen er stadig hvalpeblød, så den er nem at blæse op.

Herhjemme står han ved vinduet og skælder ud på alt det ude i haven, der bliver rusket – eller måske tror han, at det er den frække røde kat, han jagede ud af haven tidligere, der er kommet igen og driller ham?

Det er da i hvert fald hans første efterårsstorm!

Tibbe-travetur og familie-træf

Det er en begivenhedsrig tid de næste par uger eller 3!

Jeg har inviteret Tibetanerklubben på travetur ved Ring Sø og Sømosen her i Brædstrup søndag 7. okt., og nu kommer tilmeldingerne – det er spændende.

Det ser ud til, at der indbygget bliver tale om et mindre familietræf eller flere?

For udover at min datter m/familie incl. Bodil deltager, så kommer Bodils søster Sengi også sammen med Tjasse, Molly og Annette.

Dikis mor Lukla er tilmeldt sammen med gamle onkel Sherpa og deres mennesker Susan og Jesper.

Søster Dhana og bror Dorje fra Luklas kuld på 4 kommer også – og nu er far Koda også tilmeldt.

Det bliver da sjovt! Jeg glæder mig rigtig meget til at se alle de langhårede sammen!

Men først er der så en Strikkefestival i Fredericia næste weekend, som jeg er så heldig at være med til at arrangere. Så skal Diki besøge Bodil på weekend.

Og så kommer efterårsferien snart, hvor jeg både får besøg af Christian og Christina og Bodil!

Æblehøst-teamet

Det er blevet en tradition, at Christian og Christina tager til Fyn og høster æbler på Nørreløkke ved Bogense. Det startede i 2009, hvor Søren fik et mangeårigt ønske opfyldt og nåede at være med, selv om han kun kunne sidde på en klapstol og dirigere Christian og mig!

I år plukkede vi 60 kg, og vi kunne godt have fortsat, for de er simpelthen så skønne, de æbler, så det var svært at sige stop!

 

 Det er Gala og Elstar, vi plukker flest af, de er utroligt søde og friske. Og vi nåede også lige at få en lille portion Sunrise æbler, der skal spises med det samme – og det bliver de. Det er et helt særlig frisk æble, men det må ikke gemmes, så bliver det trist og melet, så de har dem kun først på sæsonen – og den er slut med de 3 poser, vi købte!

Det var Christian og jeg, der plukkede de 60 kg..

Christina havde en speciel opgave i år! Hun skulle tage sig af den lille “terrorist” Diki, der var så “morsyg”, at han hylede i vilden sky, hvis han ikke var i nærheden af mig!

 Men så syntes han iøvrigt, at det var spændende..

 ..og et nedfaldent æble kunne bruges som bold!

Uhmm – vi smovsede allerede i bilen hjem i friske æbler!