Modelbane Europa i Hadsten

Det er mærkeligt, at vi aldrig har været der før, når man tænker på, at det var en af Sørens store hobbies med modeljernbane. Ældstesønnen siger da også, at hans far tit har snakket om det, men det er aldrig blevet til noget, før i går, hvor jeg var inviteret med dem på en heldagsudflugt, bl.a. til Modelbane Europa i Hadsten.

Det var rigtig godt, det er imponerende, hvor meget, der er bygget op af en flok ildsjæle! Der måtte faktisk ikke komme hunde med ind, men det var OK, når jeg holdt ham på armen, og det var også bedst for ham, for gulvet var meget glat, bonet linoleum, som han ikke har godt af at gå på.

Der var flotte landskaber med broer over..

..meget fine huse, veje, biler osv – masser at kigge på.

Det er ingen sag at være en lille træt hund, der får sig en middagssøvn..

..på skift hos familien! Men han kiggede også fascineret på alle togene!

Mon Christian drømmer om, at det kunne have været sjovt at bygge sådan en bane med Farfar?

Der var også mindre baner – og et lille Tivoli, hvor man selv kunne tænde lysene og sætte forlystelserne i gang.

En overraskelsesdag

Det har været en lang og dejlig dag med mange oplevelser for for både Diki og mig!

Jeg blev først varslet sent i går aftes og spurgt, om jeg ville med i Den gamle By i Aarhus + Modeljernbanen Europa i Hadsten i dag sammen med ældstesønnen og familie. Det ville jeg selvfølgelig gerne, hvisjeg kunne tage min lille hund med? Selvfølgelig, og jeg skal hilse og sige, at han er træt nu efter en langs dags oplevelser. Vi var simpelthen så heldige med vejret, der har været lige tilpas, ikke for varmt, ikke for koldt, ingen regn!

Den gamle by er jo dejlig, modeljernbanen meget spændende i betragtning af, at Søren har haft modelbane som en af sine hobbies i mange år, og så blev det lige til en overraskelse på vejen hjem, nemlig “Segworld”, hvor sønnen og børnene prøvede at segway’e – hold da op, det var spændende!

Nu skal vi lige ha’ noget at spise, så skal jeg lave billeder!

Og den lille hund er bare SÅ træt, så det varer ikke længe, før han lukker øjne!

Strikkepindene gløder…

…bare jeg når det! Jeg strikker om kap med kalenderen, for det skulle gerne blive færdigt, før en lille dreng ser dagens lys – lige om snart!

Endnu et hønsestriktæppe er undervejs – her er et par små smugkig:

Bare rolig – det jævner sig, når det bliver vasket og presset, så det skal nok blive pænt.

Det er vist første gang, jeg strikker 2 hønsestriktæpper så tæt efter hinanden, og med tid på! Så jeg når hverken HANNE’s sommer DHU eller puttetæpper i disse dage.

Efterlysning

Er der nogen derude, der har nogle blokke, syet efter samme mønster som disse 2?

Det er 2 blokke, som Projekt Puttetæpper har modtaget. De er syet til blok-lotteriet på Træf sidste år 2011, men blev ikke afleveret.

Så hvis der nu ligger nogle blokke andre steder, der ikke blev anvendt, så kunne vi sy et puttetæppe til et barn på et julemærkehjem, og så blev de alle brugt til et godt formål!!

Det kunne også være, at nogen havde vundet blokke i bloklotteriet 2011, men ikke har brugt dem? og dermed har blokke liggende (det er før set!!!), som de ikke tror, de kommer til at anvende.

Send mig evt. en mail på hanne@kludekoner.dk eller sæt en kommentar ind her på bloggen. 

 

Christel Seyfarth’s butik på Fanø

Under ferien på Fanø besøgte datteren og jeg også Christel Seyfarths butik i Nordby – det er altså en stor oplevelse alene at gå rundt og se de pragtfulde modeller. Datteren har været til foredrag med C.S:, mens jeg kun har set billeder. Og vi var enige om, at vi skulle besøge butikken.

Øj hvor kan man drømme om at strikke et af sjalerne – eller måske en trøje – nej de er vist for varme for mig, men flotte, ja det er de – fantastisk!

Der var mange mennesker ind og ud af butikken, de fleste bare på sightseeing. Da den søde ekspedient var ledig, var vi nysgerrige efter at få forklaret noget om farveforløb og teknikken i at strikke et af sjalerne, og hun forklarede rigtig godt – men pludselig blev hun fjern i blikket, og så sagde hun: der mangler en sjalsnål på det sjal! Det var et flot sjal bagved os, og det havde hun ret i, for jeg havde netop beundret både sjalet og den meget flotte sjalsnål med store sten og perler – men nu var den væk! Jeg vil gerne sige, at vi følte os absolut ikke mistænkte, men det var faktisk en grim oplevelse, selvfølgelig for hende, men også for os. For det var så utroligt, at nogen lige havde formået at liste den store sjalsnål af sjalet, der hang på en gine, mens vi helt klart var lige ved siden af, og ekspedienten må have stået lige overfor, mens vedkommende formentlig har stået med ryggen til og dækket for transaktionen. PUH HA altså! Og jeg skal hilse og sige, at de hører ikke til billigt bijouterie, de nåle, der lå flere i en glasmontre, så vi kunne se prisen.

Jeg bliver så HARM over den slags! Skal alting være bevogtet og låst inde? Ja, og så hjælper det jo ikke engang, er jeg godt klar over. ØV ØV!

Den dårlige oplevelse ændrer så ikke på, at det er flot håndarbejde, som man kan drømme om at lave!

Shopping på Fanø

Da vi var på ferie på Fanø i sidste uge, skulle vi også shoppe i nogle af de butikker, som er specielle for øen. F.eks. besøgte vi selvfølgelig også den dejlige butik Kunstladen, hvor datteren ikke havde været før. Det er altså en skøn butik med masser af “guf” både i retning af strik, patchwork, brugskunst og ikke mindst tøj til både ham og hende.

Jeg kunne godt have tænkt mig at finde lidt nyt tøj, men det lykkedes ikke. Derimod fandt datteren lidt.

Der er utroligt meget i strikkekits, både Hanne Falkenbergs modeller, som jeg er ret vild med, og andre mere eller mindre kendte, og strikkebøger. Jeg måtte ikke fotografere de færdige modeller – det er OK, designerne har jo også deres egne hjemmesider.

Et stort udvalg i patchworkstoffer kunne godt friste – men ikke denne gang, jeg har gang i rigeligt lige nu!

Og flotte tasker var der også – samt masser af andre dejlige ting – og en venlig betjening.

Det var der til gengæld ikke i en anden butik, vi besøgte – nej, jeg vil ikke udlevere nogen, men det var påfaldende, at vi ikke udstrålede nogen høj status, for trods et par forespørgsler på varer i butikken, var begge ekspedienter meget engageret i én kunde, som tydeligvis var en ferie-stamkunde, som købte flere modeller hver gang, og som der var mere potentiale i – så vi gik igen! Nu er jeg datter af en forretningsmand og ved godt, hvordan man behandler sine kunder, så de kommer igen – og det gør vi så ikke!

Til gengæld var vi 2 gange i en mere ydmyg butik med et kæmpestort udvalg til yderst favorable priser. Første gang fandt vi en lækker cardigan til datteren, anden gang købte jeg 3 bluser. Og vi oplevede simpelthen en ekspedient, der sprang for os, løb ovenpå for at hente mere udvalg, var rigtig sød til at give gode råd om pasform, farver mm, og samtidig magtede at betjene andre kunder! Og som nævnt var det til yderst rimelige priser. Hun forstod, hvordan man kan sælge! Og så var hun rigtig sød også – det var dejligt!

Smukke nybørstede Bodil

Jeg viser mest billeder af Bodil, når Diki “bokser” med hende – så jeg synes lige I skal se et dejligt billede fra Fanø, hvor datteren og jeg brugte nogle timer på at børste vores Tibetanere – ja, jeg har jo ikke så meget at børste endnu, men så kan jeg til gengæld lære.

Er hun ikke fin?

Sovestillinger for en Tibbe-hvalp

For ejere af Tibber (Tibetansk Terrier) er det ikke noget nyt, at en Tibbe sover i de mest mystiske stillinger – ofte mere som en kat end en hund.

Diki har sovet meget i dag, der er ingen tvivl om, at han er træt efter gårsdagens ræs med Bodil. Så jeg fik lige chancen for at snuppe nogle billeder, uden at han reagerede.

Han lå og sov i sin elskede sækkestol (oprindeligt syet til mine baby-børnebørn), her med hovedet ud over kanten.

Så opdagede han mig, men blev liggende..

..dovent udstrakt, halvvejs på gulvet.

Selv da han havde vendt sig og kun numsen var oppe på puden, sov han videre og havde det skønt!

Den vilde jagt – igen!

Hvad er dette?:

En sort/hvid Tibbe med et meget lille sort hoved? Forkert!

Det er en 2½ år gammel sort/hvid Tibbe, der forsøger at forhindre en lille 3 mdr. gammel Tibbe i at bide sig fast i sit skæg / sin hale / sit pandehår – eller hvor som helst ellers, de små spidse tænder kan få fat!

Smid ham omkring, kast med ham – der er ikke noget, der kan forhindre ham i at komme igen – og igen – og…

 

Så indimellem må Bodil søge ly hos sin mor, fuldstændig udmattet, med frisuren totalt splittet ad og pelsen i filter for at puste ud lidt..

..men han venter!

Det er – igen – utroligt, hvad Bodil finder sig i fra den lille tyran! Diki er ustoppelig, men Bodil vil gerne lege med, så den vilde jagt har gået ude og inde i eftermiddag. Gensynet efter få dages adskillelse var stormende! Til at begynde med siger de ingenting, styrter bare rundt efter hinanden, men så kommer den dybe knurren og de høje hvin. Man skal være hurtig på udløseren for at tage billeder! Og man skal ikke have sarte nerver! Det har vi heller ikke, Bodils mor og jeg!