..det er min bedste ven blevet kaldt i dag! Jeg er stadig rystet og meget ked af det.
Vi mødte på vores formiddagstur en af de hunde, som vi ofte møder og snakker med. Den gamle, lidt grå labrador, som altid går uden snor, har tidligere været lidt betænkelig ved Whisky, men er fra at gå i en bue udenom ham kommet så langt, så de kan snuse lidt og gå fredeligt ved siden af hinanden, og det er jo dejligt. I dag havde ejerinden sine små børnebørn med, og de ville gerne klappe ham og give ham et par godbidder fra den flade hånd, som jeg viste dem. Han er så glad for børn og tager godbidden ligeså forsigtigt, i modsætning til labradoren, som er så ivrig, at man lige skal passe på sine fingre!
Mens vi stod og snakkede midt på stien, kom en ældre mand cyklende, så vi trak til side, så han kunne komme forbi. Men han stoppede op og begyndte at skælde mig og min hund ud.
Jeg ved godt, hvad der er galt, for Whisky har for knap 2 år siden nappet ham i armen, til stor overraskelse og forskrækkelse også for mig. Det har betydet, at han siden da aldrig går uden snor undtagen nede på engen ved søen, og kun hvis der ingen er, eller hvis det er hunde og hundeejere, som vi kender. Det er den eneste gang nogensinde, det er sket, men jeg tror, det var, fordi han råbte noget til mig og slog ud med armen – ikke truende, men måske sådan opfattet af hunden. Det må selvfølgelig ikke ske! Og det er aldrig sket hverken før eller siden.
Jeg snakkede senere med ham og troede, at jeg havde forklaret ham, hvorfor jeg ikke opsøgte ham bagefter, at jeg var meget ked af det, og at Whisky netop på grund af denne meget uheldige episode ikke får lov at gå løs.
Det skete ca 1 måned efter Sørens død, hvor jeg var lidt handlingslammet og meget ked af det, og det havde jeg indtryk af, at han forstod.
Så det kom meget bag på mig, at han hidsede sig sådan op og skældte mig ud for at lyve ham op i ansigtet (?) og hunden for at være “en stor, grim, dum og farlig hund, “der skulle hænges op i bagbenene og slagtes!” Det sidste råbte han efter mig, da jeg vendte mig om og gik, fordi jeg åbenbart, trods flere forsøg, ikke kunne snakke roligt med ham, og fordi jeg ikke kunne klare at høre mere på ham.
Jeg kan godt forstå, at den anden hundeejer samlede sin hund og sine små børnebørn, som stod og kælede for Whisky, sammen og skyndte sig at gå.
Det hjælper at komme af med sådan noget, når man bliver så ked af det, i stedet for at lade det summe i hovedet, så nu fik jeg luft.
Og nu vil Whisky og jeg køre til Kjellerup med en krukke blomster til Søren, som kunne have haft fødselsdag i dag.
