Frederiks store dag – nu med billeder!

Så hentede jeg mit kamera, og her er billeder fra Frederiks dejlige dag.

Frederik blev konfirmeret i Christianskirken i Fredericia, som er udsmykket utroligt smukt af Bjørn Nørgaard, og hvor Frederik normalt synger i det fantastiske drenge- og mandskor, som også denne dag sang smukt for os – dog uden Frederik!

Frederik ville ikke være den, han er, hvis han “bare” var iført jeans og skjorte el. jakkesæt – nej han har importeret sit konfirmationstøj over internettet fra London!: skotskternede bukser i 2 forskellige klantern, sort skjorte + vest, rødt slips og en meget flot sort frakke samt blankpudsede sko. Han var simpelthen så glad! Det var dejligt…

…også da Morbror’en som ønsket hentede ham på motorcykel – ikke noget med hestevogn el. limousine til ham, tak. Se bare kammeraternes misundelige blikke!

Det var en tidlig konfirmation, og indtil vi skulle komme til middag, var der tid til at færdiggøre de Fragilité, som jeg havde lovet at bage til kaffen. Det kunne jeg gøre hos svigerdatteren.

Festen blev holdt på den privatskole, hvor moderen er lærer, og de havde selv lavet det hele! Bordene var meget flot pyntet med grønne duge, enkle vaser med fine blomster, og på hver kuvert lå en blomst, som Frederiks mor havde lavet..

..hun er meget kreativ og dygtig med sine hænder, min datter, Frederiks mor.

Frederik havde inviteret et stort selskab af familie og venner med masser af børn i alle aldre, der sad på kontorstole med hjul under…

…undtagen i det hyggelige “olde-kolle-hjørne”, hvor vi havde solide, behagelige polstrede stole!

Under forældrenes kærlige tale til Frederik kørte der et diasshow på storskærm med billeder fra Frederiks tidligste barndom og til i dag..

..og på væggen bag ham var en stor plakat med et fantastisk billede, som en kammerat har taget af ham…

..og som også var brugt på bordkortene.

Et muntert indslag stod farbrødrene og lillebror Ebbe for, idet han rappede en sang, som Farmor havde skrevet. Han er helt klart en skuespiller in spe!

Gaveudpakningen blev fulgt tæt af fætre og kusiner.

Frederik havde nemlig i modsætning til de fleste drenge-konfirmander en lang ønskeseddel med meget seriøse, flotte ønsker

Møbler, skabe og lamper f.eks…

..men selvfølgelig også penge!

Og et 32″ fladskærms TV!

Alt det behøvede Mormor ikke at skæve til. Hvordan kan det være, at ingen var i tvivl om, hvem den gave var fra?

Mor hjalp med at tælle! Og Mormor blev bedt om at regne efter.  7.216 kr i kontanter + gavekort på 5000 kr til møbler – men de bliver ikke soldet op allesammen i hvert fald!

Det var en dejlig dag – men sikke et arbejde forældrene har haft med at lave det hele selv, og maden var skøn! Iskold Gazpacho med hjemmebagt brød, Tapas med mange vidunderlige lækkerier og en let isdessert. Jeg tror ikke, Frederiks mor har sovet mange timer i dagene før!

En dejlig konfirmationsdag – men ingen billeder..

..i hvert fald ikke endnu! Jeg er ærgerlig og gal på mig selv, for jeg glemte mit kamera med alle billederne fra Frederiks store dag i Fredericia! ØV!

Nødvendigvis må jeg vente med at vise billeder, til jeg får kameraet, men det var virkelig en dejlig dag, en meget vellykket fest og en glad dreng!

Og jeg kan da i det mindste vise hans tæppe, som blev færdigt i fredags, men som Frederik selvfølgelig skulle se, før det blev vist her.

Kaffe Fassett stoffer og blokkene Nine Patch + Snowball skiftevis.

Stort nok til at dække en enkeltseng, men også dejligt som “puttetæppe” el. “sofatæppe”. Frederik blev glad for det, og hans gæster syntes, det er flot.

Det er dejligt, at de store drenge godt kan lide deres “voksentæpper” –  Christian var også glad for det, han fik for 14 dage siden.

Så smukt!

Igen er det blevet en utroligt smuk udstilling på Løndal. Alle de flotte blomsterdekorationer i stuerne klæder Georg Jensen’s sølv og stål og smykker. Der er brugt mange naturmaterialer på utraditionelle måder – prøv at se:

Allium og brune orkidéer i sølv-brødskåle på et bord dækket med kaffebønner!

Der var mange, der spurgte, hvad det var for en blomst? Jamen det er jo Allium, i familie med purløg!

Spisebordet var dækket med Georg Jensen damask, forskellige stålbestik, sølvkander, krystal og KØKKENRULLER!

Vindueskarmene havde den ene blomsterdekoration flottere end den anden

Sølvfade og -stager

Smukke skåle

Små husløg omvundet med sølvtråd

Moneyfanter under flyglet i havesalen

Skønne smykker på kålblade-puder?

Roser

Julerose

Liljekonvaller og sølv!

Jamen er det ikke smukt? Der er også åbent i morgen, søndag.

Mine ben er trætte, for jeg var også parken og stalden rundt for at se alle boderne, hvor man kan købe alverdens dejlige ting – jeg købte ørenringe, brød og honning.

Og nu har jeg bagt Fragilité med kaffecreme til konfirmationen i morgen, så nu skal benene op i sofaen til Melodi Grand Prix, det har jeg fortjent!

Forår på Løndal

I dag har jeg mit sædvanlige, dejlige job som “kustode”, når herregården Løndal holder forårsmarked.

Det er altid en rigtig dejlig oplevelse. Jeg glæder mig især til at se “Georg Jensen Design i sølv og stål op gennem tiderne” og så de skønne blomsterdekorationer, som Bjarne Aarhus pynter op med. Han bruger så mange naturmaterialer, også fra stedets egen skov.

Jeg kan kun være der i dag, for i morgen skal jeg igen til konfirmation, når Frederik skal konfirmeres, det glæder jeg mig også til, jeg er spændt på at se hans konfirmationstøj, det er vist ikke helt almindeligt! (Det er Frederik jo ikke!).

En dejlig dag

Det blev en skøn udflugt i dag – det var alle enige om. Og vi havde endda rigtig dejligt vejr, med bare nogle få dråber regn et par gange. Så jeg blev virkelig overrasket, da jeg så i TV til aften, at det havde haglet kraftigt i Randers i eftermiddags, få kilometer fra, hvor vi var! Jo, vi så godt de meget sorte skyer i det fjerne, men det kom ikke i nærheden af os!

I den dejlige patchworkbutik Quiltefant i Fårup nord for Randers havde Camilla linet op til, at vi skulle prøve at quilte på den store long-arm-quiltemaskine. Det var ikke alle, der havde mod på det..

..men Anette havde talent for det, med lidt øvelse ville hun hurtigt kunne mestre frihåndsquiltningens spændende kunst.

Her er et flot eksempel på, hvordan Camilla quilter..

…i frihåndsquiltning. Det er et puttetæppe til julemærkehjem, som Camilla havde færdigquiltet til Projekt Puttetæpper, og som jeg fik med hjem.

Efter at have spist frokost – den berømte flæskeæggekage – på Hvidsten Kro (god æggekage, langsom betjening!) – havde vi en aftale om at se de 2 små kirker Raasted Kirke og Kousted Kirke og den fantastiske udsmykning begge steder.

Det var en betagende oplevelse! Den meget kompetente kvindelige graver fortalte med stor indlevelse og ud fra en stor viden om kirkernes historie, om restaureringen af Raasted  Kirke, der afdækkede fantastiske kalkmalerier..

..om den historie, som kalkmalerierne, malet af “Raasted maleren” fortæller = Det gamle Testamente.

..og om det flotte patchworkarbejde, som blev syet af sognenes kvinder, oprindeligt efter idé af Dronning Margrethe.

Og om, hvordan en datidig præst handlede sig til krucifikset med Nationalmuseet!

I Kousted Kirke var der ingen kalkmalerier, men til gengæld flere variationer af quiltet udsmykning, der veksler med kirkeåret og dets begivenheder.

Og de tilhørende messehagler i forskellige farver.

Denne, udfoldede altertavle er efter de flestes mening den smukkeste.

Det er altsammen syet af 14 kvinder fra sognene, der aldrig havde syet patchwork før, men som efter et aftenskolekursus en vinter blev vejledt af designeren og quilteren Anne Marie Harrison.

Det blev dels syet i præstegården, dels hos Anne Marie Harrison på Sjælland, og en del syet færdig derhjemme. Det tog en del år, men det blev færdigt og godkendt efter en prøveophængning.

Det var virkelig en betagende oplevelse, og ikke mindst den levende og humoristiske beretning, graveren gav os, gjorde indtryk!

Jeg glæder mig

Jeg glæder mig til den udflugt, jeg skal på i dag sammen med vores private patchworkgruppe “Kludekonerne” – vores årlige udflugt, der skal have mindst 2 mål: vi skal besøge en patchworkbutik og vi skal spise et godt sted.

I år har vi 3 mål: vi skal besøge butikken “Quiltefant”, vi skal spise frokost på Hvidsten Kro og vi skal besøge de 2 små kirker Raasted Kirke og Kousted Kirke, der er udsmykket med meget fin patchwork, syet af sognenes kvinder. Jeg har været alle 3 steder før, så jeg ved, der er noget at glæde sig til.

Jeg glæder mig også til at quilte Kaffe Fassett tæppet, som jeg tror bliver rigtig flot, det er klart:

Det sorte stof er netop fra Quiltefant, som var hurtig til at sende mig den manglende meter, jeg skulle bruge til kant. Det er lige den kant, der samler de mange farver.

Blomsterne ældes forskelligt

De smukke buketter, jeg fik på Mors dag er stadig meget smukke. Men de ændrer sig meget forskelligt, efterhånden som de “ældes”. Prøv at se:

Den pink buket med nellikker, krysanthemum og gammelrosa roser står flot, men roserne taber hovederne – yndefuldt, men lidt trist? Jeg kan tage roserne væk, og så er det stadig en meget smuk buket.

Buketten i sarte farver springer ud og fylder stuen med en næsten bedøvende duft fra de store liljehoveder. De hvide “levkøjagtige” (jeg ved ikke, hvad de hedder) var helt grønne i søndags, nu springer de ud nede fra. Og der er masser af liljeknopper, der vil springe ud de kommende dage.

Jeg holder øje med vandstanden i vaserne og giver dem lidt ekstra, så skal de nok leve længe, håber jeg!

Farvetilpasning

Jeg ved, at jeg ikke kan affinde mig med, når farver ikke passer sammen eller “spiller” forkert mod hinanden.

Så må jeg tage konsekvensen og gøre det om!

Jeg er ved at sy et tæppe af Kaffe Fassett stoffer, hvor jeg tager udgangspunkt i det meget flotte sorte med “krysanthemum” + en Jelly Rolls med forskellige af hans stoffer i nine-patch.

Men da jeg havde lagt dem op, kunne jeg ikke forlige mig med de stoffer, der havde hvidt eller kolde farver.

Så de blev sorteret ud (de kan bruges en anden gang) – og der blev syet nogle flere i “de rigtige” farver.

Det er meget bedre! Ikke?

Der kommer en bred kant omkring med det mørke stof, så tror jeg, det bliver, som jeg havde drømt om.

Hvad er det første man siger til sin brud?

I går var det min bryllupsdag, 47 år, og i går aftes kom jeg  til at tænke på, at netop så lækkert et vejr var det også dengang.

Brylluppet blev holdt i Amandas by Kerteminde, hvor mine forældre boede og havde en skoforretning, og hvor min Far efter mit store ønske dækkede op til fest i butikken …

…efter at have dækket butiksvinduerne af. Sådan blev alle konfirmationer mm holdt, det var vældig besværligt for mine forældre, men sådan skulle det være!

Vi havde i hemmelighed bestilt værelse på det gamle Christianslund badehotel i Nyborg, hvor Søren i forvejen havde kørt den splinternye Volvo Amazon i garage, og det lykkedes heller ikke den yngre del af familien at opspore, hvor vi overnattede – trods ihærdige forsøg og mange telefonopkald til diverse hoteller!

Men det første, Søren sagde til mig, da vi i taxa kørte fra kirken, var: jeg har smadret bilen! Av – det var ikke godt!

På vej til Kerteminde var han i en vejarbejds-omkørsel kørt op bag i en anden bil! Nå det var kun kofanger og nummerpladen (vi kunne køre på grænsenummerplader fordi vi havde bopæl i Grønland), der havde taget skade, så det kom ikke i vejen for vores mini-bryllupsrejse til Langeland, Ærø og Tåsinge

Men familien fik en masse grin, da Søren om morgenen ringede fra Nyborg, mens de udenbys gæster spiste morgenmad hos mine forældre. Han var nødt til at bede om hjælp – for han havde glemt bilnøglerne i lommen på sine bukser, da han skiftede til kjole og hvidt der, hvor hans mor overnattede.

Familien vidste jo ikke, at han havde sat sin kuffert ind på hotelværelset, så de forestillede sig, at han var nødt til at spise morgenmad i kjole og hvidt eller undertøj!!

Gamle minder! Det var den lune maj-aften og selvfølgelig datoen, der fik dem frem.