Søren begyndte vintersæsonen i Brædstrup Bridgeklub i går aftes. Det er netop 30 år siden, vi meldte os ind – jeg stoppede for en del år siden, jeg er ikke kortspiller! – og klubben har snart 40 års jubilæum. Vi lærte at spille bridge for ca. 38 år siden i Egedesminde (Aasiaat), og vi har oplevet, at det er en god måde at lære mennesker at kende, når man flytter til en anden by.

Søren er i høj grad kortspiller, og bridge er jo et ædelt spil, hvor man skal kunne tænke! huske, kombinere og regne den ud! Det er han god til. Hans makker de seneste år og han er sågar blevet klubmester et par gange.

Udover at spille i bridgeklubben har han selv for nogle år siden startet en senior-bridgeklub, som er meget populær, hvor han har undervist andre, der måske kunne spille whist, eller måske slet ikke har spillet kort før, og de fleste bliver helt vilde med det!

Det er dejligt, at han stadig vil og kan, og makkeren henter og bringer ham troligt. Til senior-klubben kører vi sammen, for da syr jeg samtidig, samme sted, på Aktivitetscenter Søndergården.

Da han kom hjem i går aftes, kaldte han på mig, for han stod med hænderne fulde. Han var blevet udnævnt til æresmedlem i bridgeklubben! Det var stort! De var 4 ældre medlemmer, som fik den ære, men han var den eneste, der var til stede, så han var blevet hyldet! Det var helt klart, at han var glad! Han kan bruge al den opmuntring, han kan få i denne situation, hvor han stadig har mange smerter pga helvedesild.

Til lykke med æren, Søren! Du har fortjent den.

Det ser ud til, at Sørens helvedesild klinger af, i hvert fald blev det bedre op på dagen i går, og han har sovet godt i nat. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi fatte, hvordan den praktiserende læge, som stillede diagnosen sidste fredag, kan sige, at der ikke er noget, der kan hjælpe! For vagtlægen gav jo piller, der kunne bremse udviklingen af anfaldet, og Det palliative team, som har Søren under deres vinger, har ordineret ekstra af de nervedulmende kapsler samt en lokalbedøvende salve, som jeg smører på (og dækker med husholdningsfolie – smart), og så fik han endelig den morfinindsprøjtning i går, som virkede godt, da det var mest påkrævet. Det var MIN læge (for jeg har skiftet læge), der ordinerede den, og nu skifter Søren også læge – det var for meget med denne omgang, som godt nok ingen læge kan helbrede, men som åbenbart kan dulmes, stik imod hvad oprindelige læge sagde.

Skal ens læge ikke gøre, hvad han kan for at hjælpe sin patient? Det var også ham, der ikke så til Søren i de 17 dage, han lå med et brækket lårben – det kunne jo være, han kunne have stillet diagnosen, så Søren var blevet sparet for så mange pinsler! I stedet for at slå sig til tåls med, at skadestuens røntgenbillede ikke viste noget brud.

Jeg vil aldrig snakke med ham igen, og jeg er glad for, at jeg kender den læge, som vi kunne komme ind til, han er en omhyggelig og erfaren læge, som jeg har snakket med i dag, han skal nok tage hånd om Søren.