Vidt forskelligt med samme mønster

Samme mønster = puttetæppemønsteret 2012 “Fødselsdagsblomt”, det ene syet (af mig) med forskellige rester:

Det andet (syet af Bente) med gennemgående samme stoffer:

Det er meget sjovt at se dem sammen! Jeg har med vilje valgt forskellige rester – det er for at illustrere, hvordan de blokke, vi modtager fra mange forskellige patchworkere i mange forskellige farver, kan sættes sammen, idet vi vælger dem ud, så de harmonerer.

Og Bente har syet, hvad vi kalder et “tæppetante-tæppe”, hvor man syr hele tæppet helt færdigt og selv vælger stoffer og mønster (det behøver ikke at være års-mønsteret).

Det er tilfældigt, at Bente og jeg blev færdige samtidig.

Se mere om Projekt Puttetæpper, incl. mange billeder, HER:

Et dejligt puttetæppe

Jeg fik en stor pose af Pia i Vitus Bering Quilterne med et påbegyndt tæppe med “Bedstemor blomster”, som hun ikke mente, hun fik gjort færdigt, så hvis vi kunne bruge det i Projekt Puttetæpper, måtte vi få det. Nu er der en af de flittige tæppetanter, Lisbeth, der har syet det resterende færdigt, monteret og quiltet rigtig flot. Det er blevet et dejligt, glad tæppe, som jeg er helt sikker på nok skal bringe glæde.

Og se så et skønt stof på bagsiden, en donation fra en butik, hvor vi får mange dejlige stoffer.

I morgen har vi generalforsamling i Vitus Bering Quilterne, så tager jeg tæppet med, så Pia kan se det færdigt.

Sådan kan patchwork også laves..

Jeg var i Fredericia Hallerne i weekenden til Kæledyrsmesse mm, og der var en fin udstilling med blomster, hvor patchwork også var brugt på en sjov måde

“Vaserne” er af træ, dekoreret med stoflapper.

Og i denne helt vidunderlige buket er de lyserøde ranunkler ægte nok, mens de grå roser er lavet af hør!

Udstilleren er IRIS blomster, Fredericia.

 

 

 

Hexagon SWAP marts

De er da søde – de 2 Hexagon Flowers, som jeg har syet til Lori i Tennesee, USA, som mit bidrag til den internationale SWAP, jeg deltager i. Lori har ikke nogen preferencer mht farver, så der var frit slaw, og så vælger jeg stof, som jeg kan lide!

 

God støtte til Projekt Puttetæpper

Der er 2 patchworkbutikker, der hver især vil lave et lille støtteprojekt til fordel for Projekt Puttetæpper. Det er da rigtig dejligt.

Helene Juul i Kolt vil lave sykits med stof nok til mindst 3 blokke, som vil blive solgt sammen med et puttetæppemønster for 75 kr, til ubeskåret indtægt for Projekt Puttetæpper.

Og Bankegaarden i Hårby på Fyn vil lave tilsvarende sykit med stof til 1 blok for 20 kr + mønster 15 kr.

Man kan så evt. kombinere med sine egne rester og få mange blokke ud af det.

Det skal selvfølgelig nævnes, at der ikke er nogen “tvang” i retning af at de blokke, man syr, skal sendes til Projekt Puttetæpper – det er helt op til én selv. Men indtægten er under alle omstændigheder en god støtte til PP. Og så kan man jo sy lige så mange blokke, man har lyst til det ene eller andet formål!

Dejligt med den positive støtte!

 

Utroligt flot puttetæppe..

..fra Birgith igen-igen.

Det er altså helt utroligt smukt! Derfor er det heller ikke blevet afleveret på Fjordmark sammen med de andre, men – efter Birgiths eget valg – taget fra, så det kan blive udstillet på Quiltefestivalen i Aulby Kr. Himmelfartsdag først.

Det kan ses, at billederne er taget delvis i modlys, så man kan se sømrummet igennem! Så måske skulle jeg tage nogle andre billeder.

Det ses også på bagsiden! Tæppet er quiltet efter metoden “quilt-as-you.go”, hvor hver blok syes og quiltes, før det føjes sammen med gitteret, der sys på forsiden af blokkene, hvorefter bagsidegitteret sømmes i hånden i de åbne sider. Det er en virkelig smart metode, hvis man ikke bryder sig om at quilte store tæpper. Birgith har en flot aftale med BeoBeo, som quilter mange af puttetæpperne som tæppetante, men Birgith er så produktiv, at hun selv quilter nogen af dem på denne måde.

Jeg har slet ikke haft tid til at blogge i dag, fordi Whisky og jeg har brugt eftermiddagen i solen i haven. Han fik lov at tumle med “Nala”, den hvalp, vi sommetider møder, da vi gik formiddagstur, men i dag kunne han ikke holde til det og kunne næsten ikke slæbe sig af sted bagefter. Så han slapper af nu.

 

 

 

 

 

36 puttetæpper til Fjordmark

I det helt vidunderlige forårsvejr var jeg på udflugt (igen) i dag til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund med et læs puttetæpper og hyggesokker!

Jeg havde inviteret en af de allerflittigste tæppetanter Birgith med. Hun har ikke besøgt Fjordmark før, og hun fik ligesom jeg en dejlig oplevelse.

Som tidligere blev alle tæpperne lagt ud på gulvet i den flotte hal, hvor man kan fotografere oppe fra. Sådan ser 36 meget forskellige tæpper ud, når de fylder gulvet.

Der er store og små tæpper, skjortetæpper, UFO-tæpper og nogle tæpper, der er så store, at de kan bruges som sengetæpper, hvis det er nødvendigt at skifte sengetæpperne på værelserne ud.

Nogle af tæpperne er med fuldt overlæg lavet så store, at de kan dække en seng, f.eks. de lyse tæpper ved væggen, som er syet af Birgith og det mørke tæppe i midten.

Det er en lang køretur, men hyggeligt, når man har selskab, og vi fik som altid en hjertelig modtagelse og en rundvisning på det dejlige hjem. Mere derom senere.

 

 

 

 

 

Der er stadig gang i projekterne

Jeg er vist lidt stille i disse dage, jeg håber, det hjælper, når Ellens begravelse i morgen er ovre, og det bliver hverdag igen.

Jeg fik et par sokker mere fra Gerda til Projekt Hyggesokker, da jeg var til strikkecafé i dag:

 

Og så fik jeg syet kanter på denne UFO i dag, så nu kan jeg sandwiche og quilte. Det grønne kantstof fulgte med UFO’en, og den pink syntes jeg passer flot! Der er pink i både den orange og den lyslilla, og UFO’en var ikke så stor, så det hjalp.