Den første grovsortering af blokke

Så fik jeg grovsorteret den bunke blokke til puttetæpper, der skal sendes ud til montering.

Det er nu, inden 1. februar, de sidste bliver sendt ind, men vi har allerede fået over 1200!
Og 500 er sendt ud og er monteret og quiltet i løbet af efteråret.

Jeg ved af erfaring, at der helst skal være en stor bunke, før jeg begynder at sortere dem op i farver. Og selv om der er mange farver i hver blok i dette mønster, så kan man godt samle dem til tæpper med en nogenlunde harmonisk farveskala: blokke med mest mørklilla, mest stærklilla, mest gyldent, blåt, grønt osv. Det er ikke så svært, når man kan lide at lege med farverne, som jeg kan.

Der kan blive tæpper med 48 blokke, med 42 eller 30 og med 24, så skal der bare en bred kant eller 2 kanter om.

Det bliver flotte tæpper. Der er nogle, der selv har syet blokkene sammen, og der er nogle, der har syet 4 blokke sammen, f.eks. 4 x 4 eller flere, så er det som regel blokke, der passer sammen, og det gør det nemt for mig!

“Monteringstanterne”, der syr blokkene sammen, syr kanter om og quilter til helt færdige tæpper, får vat og bagsidestof sendt med, samt en pakkelabel, så de ikke skal have udgifter. Kantstof lægger de som regel selv til, men de kan godt få det også, for vi får meget stof doneret fra butikker og andre.

Det bliver spændende at se billeder af tæpperne!

Kan man kalde det et “frynsegode”..

..når man har en fordel frem for andre? Ikke nødvendigvis en økonomisk fordel – men i dette tilfælde en oplevelse i kraft af at være i styregruppen for Projekt Puttetæpper!!

Jeg føler det i hvert fald som et privilegium at tage imod alle de skønne tæpper, der bliver syet til børn på julemærkehjem, og nogle gange får jeg en helt særlig oplevelse.

Som når jeg bliver på inviteret på en kop kaffe for at at hente et tæppe, syet af en af de dygtigste quiltere, vi har her i DK!

Det er da en fornøjelse, at Linnea, som har udstillet og solgt quilts over hele verden, også har lyst til at sy tæpper til børn på julemærkehjem, hvilket hun nu har gjort flere gange.

Linnea syr desværre ikke så meget mere, som hun har gjort, men det er stadig smukt og perfekt, som det kan ses i dette detailbillede.

Tæppet vil blive udstillet på Quiltefestivalen og Træf, før det bliver afleveret til et barn på et julemærkehjem.

Jeg fik også lov at tage billede af et tæppe, som jeg ikke har set før, fordi det har ligget i hendes  sommerhus, som nu er solgt. Det er så stort, at vi ikke kunne fotografere det hele, men man kan godt se, hvor smukt det er, syet i Provence stoffer.

Det er en rigtig “Linnea-quilt” med de meget fine detaljer!

Hvad er nu det?

Klar til quiltning:

Jeg har monteret det tæppe, min besøgsven Karen har syet blokkene til (hendes 4. puttetæppe) og er klar til at quilte.

Er der nogen, der kan genkende mønsteret/blokken?

Det virker

Jeg skrev tidligere om problemer i den internationale SWAP, hvor jeg før første gang ikke modtog månedens 2 Hexagon Flowers efter planen.

Jeg fulgte den nye mulighed for at “rykke”, og fik straks svar fra min december swapper, at de er på vej, postet 31. december i Australien! Der har ovenikøbet været billede af dem på bloggen, men uden modtagernavn, så jeg havde ikke set, at de var til mig.

Så nu kan jeg glæde mig – både til at modtage dem (der er lang vej fra Australien til DK) og over, at jeg stadig er med i swappen uden problemer.

Det er ærgerligt for de, der selv sender, men ikke modtager.

Flot omtale og flotte billeder i Familie Journalen

Det er en god artikel, Familie Journalen har i dag, om Projekt Puttetæpper, børnene på Julemærkehjemmet Hobro med deres tæpper og med Mona og hendes gruppe, der syr mange flotte tæpper til Hobro.

Det er ingen hemmelighed, at jeg tror på, det virker med omtale! Det er ikke altid så let, men når resultatet er godt, er jeg glad! Og vi kan håbe, at endnu flere vil være med! Artiklen er på 2 sider – dette er bare den ene.

SWAP problemer

Jeg er jo med i en international SWAP, hvor vi swapper/bytter Hexagon Flowers, 2 om måneden. Jeg har også været med i “Bedstemors blomster” som jo går ud på det samme, men hvor jeg lavede 10 hver måned. Den sidste er jeg stoppet med, jeg må jo hellere få lavet noget af alle de “blomster”.

Det er bare lidt sjovt at være med i den internationale, hvor det er “Hexies” fra mange sjove steder, man modtager, der er mange fra Australien og USA.

Men efter at have været med 1 år, har jeg for første gang oplevet, at jeg ikke har fået de 2 Hexies, jeg skulle modtage i december.

Det er åbenbart et problem, som flere er stødt ind i, og det er jo ærgerligt, når man selv sender hver måned Det er ikke den samme, man sender til, som man også modtager fra. Vi har en liste, og Jane, der styrer det hele, lægger et kæmpestort arbejde i det. Hun har skrevet om det på bloggen og bedt os om at maile til den, vi skulle have modtaget fra, ligesom hun opfordrer til enten at skive på bloggen, når vi sender (det gør jeg) el. i en mail til modtageren, når vi sender. Eller f.eks. hvis vi er blevet forsinket.

Nu har jeg mailet til den person, der skulle sende til mig i december, så må vi se, hvad der sker.

Der er flere, der har meldt fra af denne grund, og det er synd, men det er som med kædebreve: der skal kun én til at ødelægge det for andre.

I den danske Bedstemors blomster, sender man til én person, som bytter rundt, og så får man samme antal tilbage, som man selv har sendt. Det kan ikke gå galt.