En anden slags UFO

Der kom en UFO i dag til Projekt Puttetæpper.

Det kan blive til et rigtig sødt pigetæppe, når det bliver quiltet. Det er fra Brøndby Quilterne, som har fået stoffet foræret af BeoBeo, men har erkendt, at de ikke selv får det færdiggjort. Så er det godt, at de sender det videre. Der er både bagsidestof og vat med, så det skal vi nok få gjort færdigt.

Jeg skærer..

..for Karen, min besøgsven. Og det nemmeste er at gøre det herhjemme, så det gør jeg sommetider. Karen skulle deltage i Højskoledag på Søndergården i dag, så jeg skulle ikke besøge hende i eftermiddag. Men hun har nu syet 2 brødkurvservietter og en lille kurv, som hun skal bruge som julegaver. Og der var stadig mere stof af det, hun købte, da HANNE var på Søndergården i september, så hun ville gerne sy en mere. Det skar jeg for hende og kørte ud med, da jeg havde været hos lægen for at få min influenza vaccination.

Det kom meget belejligt, for nu er Karen tæt på at være færdig med sit 4. puttetæppe! Hun syr denne gang efter HANNE’s sommer DHU, som jeg har lavet som mønstre for hende, hun er ved at sy kanter omkring, så overtager jeg og monterer og quilter. Det er flot, når hun er 92 år gammel!

Jeg skal snart til at lave et nyt mønster for hende og skære skabeloner og stof. Vi er blevet enige om, hvilket mønster, hun skal sy næste gang, det bliver et af mange restestoffer.

Populær patchworkudstilling på Nørrevang

Det forlyder allerede nu nogle timer efter ophængning, at det er en meget populær udstilling af patchworktæpper på plejecenteret Nørrevang i Horsens.

“Puttetæpper” siger beboerne og synes, at det både er flot og underholdende at se på! Det er ikke kun puttetæpper, men de har en fremtrædende plads, og der er mange og rigtig fine tæpper i glade farver!

Den gruppe patchworkere, der har lokale på Nørrevang, hvor de syr hver anden uge, har syet dette utroligt fine tæppe som en gave til centeret, og det har en flot iøjnefaldende plads. Men der en mange store, hvide vægge i fællesarealerne, og nogle af dem blev i dag udsmykket med puttetæpper:

Puttetæpper, som er syet til børn på julemærkehjem, men udlånt til udstillingen på Nørrevang i december og januar.

 På udstillingen er der også tæpper syet af Nørrevang-gruppen, og nogle af mine tæpper. Det er rigtig gode forhold at udstille under, så det er en fornøjelse.

Plejecenteret Nørrevang ligger i Stensballe, Horsens, og udstillingen er åben.

HANNE’S Jule DHD 2

Det er nogle hurtige dele, HANNE indleder med. Her er del 2 for 2. dec.

Jeg skal være med til at hænge patchworktæpper op på Plejecenteret Nørrevang i Horsens i dag, bl.a . 16 puttetæpper, som bagefter skal til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund, hvor børnene får dem som gaver. De er rigtig flotte, så jeg kan godt anbefale, at man besøger udstillingen, der hænger i december og januar.

Derfor lidt tidligt i gang i dag.