Skal, skal ikke – sy eller strikke?

Jeg er i et frygteligt dilemma, for jeg vil mere, end jeg kan – om ikke 17 ting på én gang, så 3!

Cardigan’en i vendestrik er så dejlig at strikke, jeg er nu næsten færdig med det første ærme, forstykket venter på en maskeholder på at fortsætte på ryggen, og jeg er godt tilfreds med farverne.

Men jeg har også et dejligt sytøj i lækre Liberty-stoffer, der skal være færdig. Her er en smagsprøve på babytæppet, der får hvid baggrund til de fine pastelle farver.

Og for at det så ikke skal være løgn, så har jeg også en ny symaskine, der skal læres at kende, og kors, hvor den trækker! Men jeg må være standhaftig!

Bytte, bytte patchwork

Inge i Fakse Ladeplads og jeg syr begge patchwork, men forskelligt. Og vi havde derfor aftalt at sy noget til hinanden, som vi hver især er gode til!

Inge har syet disse 4 meget smukke dækkeservietter til mig, vilde blomster applikeret med knaphulssting og i blå farver, som jeg havde ønsket.

 

Man nænner næsten ikke at bruge dem!

 

Det var også lige før, at Inge ikke kunne få lov for sin mand at sende dem!

 

 

 

 

I stedet havde Inge ønsket sig, at jeg skulle sy denne taske til hende.

 

Syet i sort hør med sort/grå mønstret stof, teknik: japansk foldeteknik. Indeni er en lynlåslomme til pungen.

Vi er godt tilfredse begge 2, så det kan ikke være bedre.

Endnu et gavmildt menneske!

Hvor er det altså dejligt! Når patchworkere tænker på Projekt Puttetæpper til børn, der trænger! Vores dejlige projekt, hvor der bliver syet så mange tæpper hvert år, at vi ikke har tal på dem. Det skal vi heller ikke have, for en af de gode ting ved det er, at der næsten ingen administration er. Man sender selv sit tæppe direkte til et af de 2 julemærkehjem, Kildemose eller Hobro, og overskuddet (der ER overskud) sender forstanderen på Kildemose videre til Skelskør!

Det er kun blokkene – syet med årets puttetæppe-mønster – vi har tal på, for de samles jo og monteres til tæpper.

Men nu er der så igen en, der har “ryddet op” eller er ked af at kigge på noget, som hun ikke får anvendt, og som derfor har afleveret en hel sæk med dels et helt færdigt tæppe, dels et stort flot tæppe, som mangler quiltning, og så nogle mindre dele, som vi nok skal få anvendt.

Det færdige tæppe er specielt dejligt i denne sammenhæng, fordi det er i mørke farver, som vil egne sig rigtig godt til en dreng! Selv om alle tæpper er dejlige, er der måske ikke så mange i gode drengefarver – men det er dette!

Det ufærdige tæppe er stort, næsten 2 x 2 meter og kan måske blive endnu et sengetæppe i Hobro, hvor vi snart skal aflevere 33 flotte sengetæpper. Jeg skal lige finde en, der vil quilte det!

 

 

Jeg er sikker på, at det vil se flot ud. Og jeg er sikker på, at det bringer glæde til både modtager og giver – som nu kan komme videre med andre ting! Tak Laila!

Silke vægtæppe færdigt

Quiltet og færdigt til at blive pakket ind som julegave! Jeg er sikker på, at modtageren af vægtæppet i de skønne silkestoffer bliver glad! Hun har faktisk selv foræret mig den grønne silke, som var en ægte japansk kimono, til brug for patchwork, og dette er det andet, jeg syr af den (og der er masser endnu!). Den første ses her.
Den pink silke er et fint tørklæde, som også er en foræring, resten er fra mit eget “lager”.

Jeg er rigtig veltilfreds med resultatet, silkestofferne giver en smuk glød, og det søde japanske stof med vifter og blomster er kommet til sin ret. Det er noget, jeg har haft meget længe, men de øvrige af den type stoffer, som jeg f.eks. har brugt her , har sort eller gylden bundfarve, og denne er blå i bunden og ser forkert ud dertil.

Den tredimensionelle teknik giver meget liv, men det kræver en god symaskine at sy igennem alle de lag

 

 

 

 

 

.

Jeg har quiltet med grå-grønne ferskvandperler, som har en smuk glans.
Mønsteret er mit eget, som jeg kalder “Kinesiske Møller”.

Nu mangler kun quiltning

Jeg bliver færdig! Selvfølgelig gør jeg det. Det er jo en julegave! Nu mangler jeg kun quiltningen, men pga manglende dagslys lige nu, får I et billede fra i eftermiddags, da jeg var færdig med at sy kanter på.

Nu har jeg monteret med bagside, mellemfoer og lukkekant, samt en løbegang bagpå til en liste til ophæng. Jeg har også maskinquiltet langs den yderste bort, og det sidste, der mangler er perler, der udgør quiltningen. Jeg har nogle søde ferskvandperler, men har svært ved at bestemme, hvilken farve, der skal være, det venter til dagslyset i morgen.

Det er altså ikke i dag, jeg har tid til fejl

Jeg har slet ikke lært min nye symaskine at kende, og den gamle har fået en skade! Så jeg måtte satse på, at den nye kunne klare sammensyningen, det er mange lag, den skal tygge sig igennem. Det gik heller ikke helt let, men med en “jeans”-nål lykkedes det. Og i koncentrationen kom jeg så til at vende 2 blokke forkert! ØV! Pille op og så igen!

Det er skidt med lyset til at fotografere, men sådan her er sammensyningen nu, og jeg har bestemt mig til hvilke kanter, der skal omkring. Det er ikke presset, og quiltningen med perler kommer til sidst, til at holde den yderste fold på plads.

Nu kommer den sjoveste del af legen

Legen fortsætter.

Det tager ikke lang tid at sy de 16 blokke, når først de er skåret og presset. Og så kommer den sjoveste del af legen: at pusle og flytte rundt på blokkene, til man er tilfreds.

 

 

 

 

 

Der er uendelige muligheder, og det er ikke sikkert, at den måde, de bliver placeret på den ene gang, er den rigtige den næste, det afhængig først og fremmest af stofferne.

Farverne er ikke optimale  på billederne- den røde er mere pink i virkeligheden , men derfor kan man godt få en idé om virkningen.

 

 

Nu skal jeg lige se dem i dagslys, før jeg bestemmer mig – og måske se et par muligheder mere. Det er forresten en rigtig god idé at tage digitale billeder af mange muligheder, før man vælger. Det hjælper til at huske “modellerne”!

Næste trin i legen

Nu har jeg skåret stoffirkanter og strøget til trekanter af de 5 stoffer til mit lille vægtæppe , så kommer næste del af legen: hvordan skal de ligge = hvilket forhold skal de have til hinanden?

Sådan?

eller sådan?

2 af de smukke silkestoffer har ganske tynd strygevliseline bagpå, ellers er de alt for svære at arbejde med, den grønne japanske har i kraft af sine broderier mere “gods” i sig til at holde faconen.

Nu er jeg klar til at sy i morgen.

Så leger jeg igen

Ja, så leger jeg med stoffer igen, det kan der gå nogle dage med! Før jeg bestemmer mig.

Det bliver den sidste hjemmelavede julegave i år (ja, der er jo nogle, der endnu er hemmelige!).

Jeg har længe planlagt dette lille vægtæppe, hvor udgangspunktet er den grønne silke med guldbroderier, som kommer fra en ægte japansk kimono, jeg har fået foræret. Den er udgangspunktet, og så finder jeg på “lageret” af stof nogle, jeg synes passer til.

Mønsteret er mit eget, og jeg har syet modellen flere gange. Jeg lærte teknikken af en dygtig underviser i Canada, og da jeg kom hjem syede jeg dette.

 

 Senere lavede jeg selv et trin-for-trin-mønster på dansk med egne billeder til brug for undervisning, så der findes mange flotte og søde eksemplarer syet af mine kursister. Nogle af dem kan ses på www.kludekoner.dk under “Vægtæpper”.

 

 

 

Teknikken er kendt i andre sammenhænge og er også brugt i en af Lise Szymanskis taskebøger.

Jeg har også syet en lille taske med samme teknik

 

 

 

 

 

 Den grønne kimonosilke brugte jeg første gang noget af i dette vægtæppe, som nu hænger på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Det er så sjovt at sy dette mønster, så nu har jeg fundet en ny kombination af stoffer, hvor det meste er silker samt et stykke fint provencestof og nogle kønne perler til quiltningen.

Mini-mini-julepynt

Dette er her er noget af det mindste patchwork-julepynt, jeg har set!  Det er Else-kludekone, der har leget med symaskinen og forsvindingsplast – og så fri fantasi! Det er hun god til, og nu har hun tid til at lege, hvor hun er gået på efterløn.

Hver stoffirkant er 2½ x 2½ cm, det giver lidt begreb om størrelsen.

Ikke noget mønster, bare symaskine, tråd og forsvindingsplast – og så vand, så er plasten væk.

Hun har haft det sjovt, har hun! Og vi andre var ved at tabe underkæben!