Sådan!

Så blev UFO-toppen færdig – ja det mangler afgrænsning og kanter mm, men nu er alle delene syet sammen:

Så nu må jeg at pille pap ud og sy noget neutralt – sort måske – langs kanterne. Når jeg lige får tid! For nu har jeg en kær gæst, min allerældste veninde, som kom midt i stormen i går efter en meget langsommelig tur fra Kolding.

Vi har været på shopping i dag, det er altså hyggeligt at gå i byen sammen med en, og især én, man kender så godt. Kigge på tøj (ingen af os var indstillet på at prøve/købe tøj i dag) – købe små søde ting til hendes børnebørns julekalender – købe kalenderlys til os selv – købe en lille smule babytøj til – ja hvem mon ? – købe lidt garn til en halskrave til hende – spise stjerneskud i Bilka – købe små lys-træ til min indkørsel… og nu er vi trætte, Whisky er luftet, og jeg har lavet en kop te, så vi skal slappe af og hvile benene.

Men jeg skal lige vise mine nye sokker, som jeg er blevet færdig med, ikke strikket 2 ad gangen på samme rundpind, det blev mig for besværligt, men strikket på 5 pinde af det lækreste Froehlich garn, der changerer i gråt og rosa. og hvor der følger et lille vindsel med til forstærkning af tåen – og de er til mig!

 

90 års fødselsdag i flot stil!

Jeg har været til en flot 90 års fødselsdag hos en mangeårig veninde, der holder sig utroligt godt! Faktisk sad jeg og og kiggede mig omkring og så, at bortset fra hendes familie, var jeg den ældste ven! Vi tudede også lidt over, at Søren ikke var der, de var meget glade for hinanden og har spillet mange gode spil bridge sammen i 30 år.

Jeg blev aldrig den store bridgespiller og stoppede med at spille for mange år siden. Men vi har andre interesser til fælles, f.eks. hunde – og håndarbejde. Så hun blev rigtig glad for det sjal “Det halve kongerige”, som jeg har strikket til hende.

Det breder sig!

Sikke et flot initiativ Vejle Husflid har taget. De holder udstilling søndag 4. marts 2012, og i den forbindelse har de skrevet ud til deres medlemmer:

Elsker du at strikke – og mangler du nogen at strikke til?
Eller vil du bare gerne glæde et barn, der trænger?

Så vær med i et dejligt støtteprojekt til børn på danske julemærkehjem. I første omgang er der lavet en aftale med Fjordmark i Kollund. Det er Danmarks ældste julemærkehjem.
Her bor 30 børn ad gangen – i 10 uger hver. Hjemmet har ca. 125 børn om året. Det er store børn med sko størrelse 40-46. Hele projektet styres af Hanne Schrøder, http://projekthyggesokker.blogspot.com/

Garnet skal kunne tåle maskinvask og det skal helst være over 50 % uld i garnet.

Vejle Husflid:
I forbindelse med vores udstilling vil vi se hvor mange par sokker vi kan nå at få strikket
Har du lyst til at være med?
Hvis ja, så er der følgende valgmuligheder: 

  • jeg strikker strømper af garn jeg selv har 
  • jeg strikker ikke selv men vil gerne donere 2 nøgler garn, som andre så kan strikke  strømperne af
  • jeg vil gerne strikke strømper af det donerede garn

Stømperne vil blive hængt op på en tørresnor under udstillingen og derefter indgå i Projekt Hyggesokker til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund.

Til en lignende udstilling for 2 år siden strikkede Vejle Husflid djævlehuer til Afrika. Der blev strikket 92 huer, som blev givet til Red Barnet.

Spændende, hvor mange sokker, der vil blive strikket.

Strikkecafé

Jeg har været i strikkecafé på Søndergården, og trods ombygningsrod og uro var vi rigtig mange i dag, det var hyggeligt.

Inga har strikket dette meget lækre babytæppe af 3 store nøgler garn, som er blevet doneret Søndergården . Det er acrylgarn, men det vil være fint som barnevognstæppe, og det bliver solgt eller brugt som gevinst på Søndergårdens Julemarked.

Disse grydelapper kunne jeg slet ikke stå for. Edith havde taget dem med for at vise os dem, hun har fået dem som gave (så der er ingen af os, der har opskriften), så vidt jeg kan se, er de strikket rundt som 2 rør, der så er blevet til dobbelt firkanter ved hjælp af en hæklet kant. Utroligt søde strikket af bomuldsgarn!

Varme ører

Hanne er kommet med en ny idé, som går ud på at strikke eller hækle varme huer og tørklæder til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark, på samme måde som vi strikker hyggesokker til dem.

Hanne har et problem med sin ene arm og hånd, så hun kan ikke strikke sokker, men hun strikker og hækler huer og tørklæder og vil meget gerne hjælpe. Og både huer og tørklæder er meget velkomne på Fjordmark, hvor det ikke er alle børn, der har tilstrækkeligt varmt tøj.

Så Hanne har sendt 10 huer, 4 snurretørklæder + 1 tørklæde mere til at varme ører og hals på de børn, der mangler.

Det bliver ikke et led i Projekt Hyggesokker, men andre er velkomne til at sende huer og tørklæder til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund, se adressen HER.

Lækkert – lækkert

 

Jeg strikker “Hap-shawl” i flere udgaver på én gang, så nu kan jeg yderborten i søvne!

 

Denne trekantede udgave “Det halve kongerige”, opskrift fra MARKNO er jeg færdig med nu.

Det er strikket i et utroligt lækkert, håndfarvet merino garn Dream in Color, Baby, hvor det sorte pga håndfarvningen spiller i mørk grå. Her ses det før vask og udspænding..

..og her efter. Det er en gave til “en, der har alt”, som fylder et meget rundt tal!

Jeg lukkede den lange kant af med en hestetømmeaflukning, der danner roleau og giver en meget smuk aflukning – omend den tager noget længere tid at lave. Og der var også kun lige akkurat garn nok. Men det er besværet værd!

Samtidig strikker jeg stadig på “Prinse-sjalet” til “den lille prins”, som vi venter i familien. Det er en lang vej undenom det store firkantede sjal, men nu sidder mønsteret fast, så det går rimeligt hurtigt, og garnet er meget blødt og lækkert i merino, alpacca og silke. Det skal selvfølgelig være ren luksus til mit 5. barnebarn!

En flot præmie til lodtrækning mellem sokkestrikkere

 Jeg har fået et flot tilbud fra Marianne, MARKNO garn, som har doneret en hel kasse = 12 nøgler á 150 gram lækker 6-trådet strømpegarn i forskellige farver til lodtrækning blandt alle, der strikker og sender 1 eller flere par sokker til Projekt Hyggesokker.

1 par sokker = 1 lod i lodtrækningen.

DEADLINE 1. marts 2012.

Læs mere på Projekt Hyggesokkers blog HER

Strik hyggesokker igen

Jeg havde 48 par hjemmestrikkede sokker med til Fjordmark, og dermed er “Projekt Hyggesokker” i gang igen. Det er et dejligt projekt, hvor mange har deltaget i at strikke sokker til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Så hvis du godt kan lide at strikke sokker og gerne vil glæde nogle børn, der har brug for lidt ekstra omsorg, så gå ind på bloggen og læs, hvad det drejer sig om, og send mig en mail.

Du bestemmer selv, hvor mange par, du strikker – og hvornår.

Glad – glad – glad!

Ja, jeg er glad! Hvordan kan man være andet efter sådan en dejlig oplevelse, som vi har haft i Projekt Puttetæpper i dag.

Sådan ser det ud, når 30 børn pakker 66 puttetæpper ud og lægger dem ud på gulvet i deres fine idrætshal –

ja, det vil sige, man kan faktisk ikke engang se alle tæpperne på ét billede.

Men det kunne forstander Vibeke og Bente fra balkonen – sikke et syn!

Der blev spurgt og forklaret, både børn og pædagoger var vildt benovede! Det er da også fantastisk!

Der kommer flere billeder, men lige nu skal jeg snakke lidt med Whisky, som har været en god hund alene hjemme h e l e  dagen, lige fra kl 7 til kl 17! Det er også en lang tur at køre, så jeg kan nok ikke benægte at jeg er træt nu.

Men jeg havde også 48 par sokker med derned! Det er allerede rygtedes, at der kommer gang i Projekt Hyggesokker til børn på Fjordmark igen, så jeg har allerede modtaget 15 par i dag i Middelfart på vej derned, foruden de 29 + 4, jeg fik i går. Så alle 30 børn kan få et par hver allerede nu! Det er jeg glad for.

Bilen er pakket..

..med ca halvdelen af de 66 skønne puttetæpper, som bliver afleveret på Fjordmark i dag – de øvrige samles op undervejs.

Dertil kommer 38 par hyggesokker!

Jamen er det ikke fantastisk! Og vi troede, der først blev tæpper nok til julegaver til næste år…

 

 Nøj, hvor jeg glæder mig!