Lækker garn gevinst

Hvor er jeg heldig!

Jeg har lige modtaget denne flotte gevinst i 12under12under2011 – bloggen, hvor man strikker en UFO hver måned. Der bliver trukket lod mellem dejlige gevinster blandt de, der har strikket månedens UFO, og i september var det mig, der var den heldige.

Filligran Lace Merino og et sæt strømpepinde 3,25, sådan nogle har jeg ikke, så det er dejligt! Og garnet? ja nu må vi se, men et sjal bliver det nok til.

Men jeg har slet ikke tid til at blogge i dag, for vi kigger på babyopskrifter, svigerdatteren og jeg! Og jeg skal også hjælpe hende i gang med et lille strikketøj – en djævlehue er vi blevet enige om.

Lille sømandssweater

Der går godt nok lige et par år, før det kommende barnebarn vil kunne passe den søde lille sømandssweater! Men det var en UFO i str. 3 år, og kommer tid, kommer størrelse. Og den blev så min oktober FO i projektet 12under12under2011 – og sød er den…

..fotograferet i efterårshaven. “Sømandsweater” str. 3 år, strikket i Gepard CottonWool. Rigtig lækker og flot farve. Design Gepard Garn.

Jeg har det godt med de UFO’er, der bliver til FO’er!

Og så har jeg forresten besluttet, at min Möebius ikke er bred nok. Jeg vil gerne kunne bruge den som sjal/skuldervarmer, så jeg har pillet opslagskanten op og strikker den bredere – nu med matchende farver, fordi jeg ikke havde mere af det første. Men heldigvis har jeg samme garn i rosa og en lidt mørkere lilla, begge håndfarvede, så er det spændende, om det bliver tilfredsstillende!

Möebius – se det på!

Så fik naboens datter taget billeder – hun ønsker sig også en Möebius!

Med mit eget hus i baggrunden på en kølig, solfyldt efterårsdag. Möebius’en er strikket med 10 omgange ret / vendt og strikket med 10 omgange ret osv. Derved fremkommer den rillede effekt. Afsluttet med nogle omgange perlestrik.

For den, der ikke kender det, så strikker man fra midten af “båndet” og ud i begge retninger i bredden på én gang. Der er ingen ret- el. vrangside, og det snor sig af sig selv én gang, som det ses.

Det kan bruges som sjal…

..man kan også sno det en gang mere omkring halsen..

..eller man kan trække det op om ørerne.

Nabodatteren vil gerne kunne sno sit 3 gange om halsen – jamen så slår man bare nogle flere masker op! Så vi – incl. moderen, som skal strikke det – skal ud og kigge på farver og garn! Jeg skal nok slå op, så er det ganske enkelt at strikke.

Dette er strikket – opslået: 440 masker – af 112 gram Dream in Color håndfarvet strømpegarn 4 OZ & = 450 Yards på 120 cm rundpind nr 5 – . Meget blødt og lækkert.

Opslagning til en Möebius kan ses HER

Min første Möebius – ikke den sidste!

Det var både nemt og sjovt at strikke en Möebius, så dem kommer der flere af på pindene.

Og den passer meget godt i str. til mig, kan fint snos om halsen og om hovedet – der skal nok komme billeder med noget indeni! Den kan også sagtens strikkes større, både bredere og længere, men dette er det 1. forsøg.

Jeg har strikket den af meget lækkert håndfarvet Dream in Color, Smooshy, dvs svarende til 6-trådet strømpegarn, og jeg har brugt 112 gram = et bundt.

Jeg har strikket ret hele tiden, men vendt efter hver 10. pind og strikket fra den anden side, for at få ret/vrang effekten. Mønsteret er jo ens på begge sider af en Möebius, der er ingen ret el. vrang side.

Se hvor præcist, jeg ramte for at bruge alt garnet: tråden for oven er det, der var tilbage! Men det var en balance, for hvornår skulle jeg begynde at lukke af og have garn nok til at lukke alle de 440 masker. Billedet er efter aflukningen, før vask, i går aftes.

En Möebius

– en hva’ for én? En Möebius ring er et halsrør / sjal, hvor man strikker rundt og strikker både opad og nedad samtidig, og ringen drejer ½ gang undervejs.

Det har jeg længe haft lyst til at prøve, og nu så jeg det demonstreret på Strikkefestivalen i Hobro sidste weekend, men prøvede ikke selv. Så det har spøgt i baghovedet siden, og jeg vidste godt, hvor jeg måske kunne finde hjælp, nemlig på den fantastiske hjemmeside På Pinden, hvor Irene viser masser af tricks, teknikker og meget mere.

Og ganske rigtigt HER er både forklaring og en lille video (på engelsk), som er meget tydelig, så selv om man ikke får fat i alle ord, kan man følge det.

Så jeg fattede en rundpind 120 cm lang + 1 markør + garn (lækkert Dream in Color, håndfarvet merino) og slog op foran computeren med videoen kørende.

Og det gik helt uproblematisk: jeg tror, man godt kan se, at maskerne sidder dels på pindene (øverst) og dels på wiren (nederst). Det er samme wire hele vejen rundt, den ligger dobbelt, og hveranden maske sidder fra starten på den øverste, hveranden på den nederste. Og når man så strikker rundt på samme wire, drejer strikketøjet sig ½ omgang undervejs helt af sig selv! Fantastisk.

Til venstre ses markøren, det er der omgangen begynder og slutter, men først når man har strikket 2 gange rundt, er HELE omgangen slut, og først der, kan man løfte markøren af og sætte den over på den anden pind.

Her er strikket ret hele tiden, og det viser sig så som ret på den ene halvdel og vrang på den anden. Hvis man vil strikke et mønster, skal det være et, der ser ens ud på både ret- og vrangside, for der er ingen forside og bagside, idet det drejer sig.

Jeg har tænkt mig at strikke skiftevis nogle omgange ret og nogle omgange vrang. Og for nu at gøre det nemt for mig selv, så vil jeg prøve, om jeg ikke bare kan vende strikketøjet og strikke ret den anden vej, det må jo blive det samme. Så skal jeg bare lukke “hullet”, når jeg vender, med et omslag og en sammenstrikning. Det skal forsøges.

Man kunne også strikke skiftevis ret og vrang, så bliver det som retstrikning, og der kunne man strikke et hulmønster.

Jeg har engang købt et Möebius-ring-mønster til Moskus-garn, men det så for svært ud, så jeg har aldrig strikket det. Det kunne være, jeg skulle prøve? På billedet af det mønster, ser man iøvrigt, hvordan en Möebius ring sidder som sjal – meget elegant!

Men min Möebius bliver nok til et halsrør/sjal i første omgang, det er også noget tykkere garn.

Se nu er det jo ikke, fordi jeg ikke har gang i flere strikketøjer i forvejen!! Men når nu det bliver ved med at rumstere i baghovedet, så skal det prøves. Og nu ved jeg, at jeg kan, og dette her er nemt at strikke rundt og rundt, når jeg skal strikke noget nemt, indtil jeg synes, det er bredt nok, eller til der ikke er mere garn!

Camomille

Jeg har efterhånden set mange fine udgaver af det populære sjal Camomille af Helga Isager. Så det skal jeg også prøve, det virker så let og fint, og så er det jo et godt læse-avis/bøger-strikketøj, som bare arbejder af sig selv i hænderne! Jeg har altid, siden jeg gik i skole, strikket og læst samtidig, det skal bare være enkelt.

Og det her er jo ene retstrikning, indtil man kommer til yderblonden.

Jeg strikker i Silkemohair, som jeg havde “på lager” og Filisilk, som jeg købte hos Ellen på Strikkefestivalen sidste weekend. Jeg var heldig: farverne matcher fuldstændigt. Det er rigtig lækkert.

Teststrikker

Det er første gang, jeg har prøvet at være teststrikker, men det fik jeg lige lyst til, da Alis efterlyste nogen til at strikke denne barne-raglansweater “Moster Ruth” str. 1 år.

Jeg har strikket den i 6-trådet Kaffe Fassett strømpegarn, som havde den løbelængde, opskriften er beregnet for.

Jeg har fundet et par fejl i opskriften, som jeg vil gøre opmærksom på. Men jeg synes også, at den skal være med en lidt større udringning i halsen, derfor har jeg ikke lukket af, for den skal lige strikkes en smule om. Men ellers synes jeg, den er meget god.

Weekend med 45 strikkegale/glade kvinder

 Webstrikkernes STRIKKEFESTIVAL i Hobro!! 

Sikke en weekend! Det har været så sjovt og SÅ hyggeligt. Jeg har spist alt for meget, sovet luksuriøst, og strikket, strikket, strikket – og købt (lidt) garn i dejlige butikker i butikker omkring Hobro og forskellige strikkepushere/deltagere.

Hotel Amerika var rammen om festivalen, der desværre var ramt af nogle frafald fra arrangørerne, så andre havde taget over – med stor succes!

Af den grund var vi forud blevet enige om at starte fredag eftermiddag med en brainstorm, hvor aktiviteter og workshops blev vedtaget. Det var en god idé, og alle deltog med ønsker og tilbud.

(Og selvfølgelig hvilede hænderne ikke, men strikkepindene arbejde imens)

Og så blev der eller strikket! Kælderen var stillet til vores fulde rådighed, og her stod kaffe, the, kage, frugt og vand klar hele tiden. Men vi fandt hurtigt ud af, at der var bedre plads, luft og lys i foyéen, hvor vi gerne måtte lægge beslag på alle de gode sofaer og stole.

De øvrige gæster på hotellet – weekendgæster eller festdeltagere i diverse fødseldage – tog os vist som et festligt indslag og kommenterede “strikkeklubben”, som var overalt.

Der blev udvekslet gode råd, diskuteret opskrifter og kigget på garn.

Og der blev holdt små workshops med deltagere som instruktører, f.eks. denne, hvor Merete lærer interesserede at slå op til og strikke en Möebius (hvad er det? – en strikket sjal/halsrør, der snoer sig 180 grader).

 

Det er ikke så nemt, som de siger, og der er uhyggeligt mange masker at holde styr på..

..så det gik galt for flere, som måtte starte forfra.

Lørdag aften fik vi en flot galamiddag med 4 retter..

..og her blev de 2 festivalarrangører-med-kort-varsel hyldet behørigt. Mona og Ann fik megen fortjent ros og hyldest!

Og så blev der spillet pakkeleg! Hold da op, hvor var der mange pakker (med uld i!)..

..og det blev fantastisk sjovt, da der blev kæmpet om pakkerne!

Her blev legen startet – senere var det ikke muligt at tage billeder, det var for kaotisk – men skægt! Og der var mange dejlige nøgler garn indenfor det kulørte papir.

Næste år er strikkefestivalen på Fyn, og vi kan kun håbe, at det bliver lige så hyggeligt og sjovt. Stemningen har – trods det lidt lavere deltagerantal en vanligt, som måske skyldes problemer om planlægning undervejs – været rigtig god, og alt klappede. Hotellet skal også have ros for god forplejning og gode værelser, super service – og så er der jo meget smukke omgivelser – hvis vi ellers havde tid til at komme ud og nyde dem.

Tusind tak til alle de andre 44 deltager – jeg har nydt det hele incl. jeres selskab!

Der var flere, der spurgte til Whisky. Her er han vel hjemme igen efter et godt ophold i pension, hvor han havde en sort schæfer og en Sct. Berhardshund som naboer, som han kunne gø ad. Jeg kørte direkte ud og hentede ham, og nu er han bare træt og glad for at være hjemme!

Moderne ugler

Jeg havde en lille overraskelse til Christina i går – det var bare næsten for varmt, men det var jo ikke til at vide. Og hun står altid gerne model!

Hun havde ønsket sig en poncho, og så faldt jeg for denne korte model med ugler. Det er en voksen opskrift fra Bettina Løhmann Lundgaard men jeg har bare strikket 2 ugler færre, så passede den fint. Og Christina er helt med på, at ugler er top-moderne, så hun glæder sig til at få den på i skole.

Jeg har brugt én tråd Tvinni Alpacca og én tråd Supersoft.