Rekord

Jeg har igen slået min egen rekord med hensyn til besøg på min hjemmeside www.kludekoner.dk . Der er mellem 350 og 550 hver dag. Det er mange!

I oktober har der været 15731 besøg fra hele verden, heraf 70% fra DK, og de 30% fra alle mulige andre lande, jeg tænker sommetider på, hvordan quiltere fra China, Japan, Taiwan, Brasilien, Mexico, Australien, Færøerne osv finder mig? Det er meget sjovt.

Der har i oktober 2008 været 1.007.265 hits (klik på nyt billede) over ÈN MILLION!, det er ikke til at fatte.

Og jeg kender dem jo ikke! Det vil sige nogle af dem kommer jeg til at kende, når jeg er på Træf el. udstillinger, hvis jeg fortæller, hvad jeg eller min hjemmeside hedder, så blir folk så glade for at kunne sætte ansigt på.
Og jeg får også mange mail-venner, også nogle, jeg skriver sammen med jævnligt, det er hyggeligt!

Bloggen her har jeg jo ikke haft så længe, men der er noget dejligt uformelt over en blog, og jeg kan jo se, at der også er mange strikkere, der finder den.

Så længe leve Internettet, vi kommer da hinanden ved på denne underlige måde!

Hønsestrik og Vild med dans

Det kan godt lade sig gøre at strikke, mens man ser TV – også “Vild med dans”, hvis man sørger for at strikke automatstrik. Hønsestrik er mildt sagt ikke automatstrik, for man skal tælle og koncentrere sig om mønstre og farver. Men hvis man tilrettelægger det sådan, at man strikker nogle striber uden mønster, så går det!

Elefanterne og flagene strikkede jeg i eftermiddags, og så kunne jeg strikke striberapport, mens jeg nød Vild med Dans, fantastisk hvad de præsterer – både ny-danserne og de professionelle!

Og nu har jeg ca. 2/3 af tæppet, der denne gang er til en  baby.

I morgen skal jeg på kursus hele dagen i RESTER – RESTER – RESTER hos HANNE’s med Karen Ekmann som underviser. Jeg glæder mig helt vildt, jeg fik for 1 år siden den sidste plads!! Jeg har hørt meget om, hvor dygtig og underholdende hun er, og det der med rester, det er simpelthen lige mig!

Strikkecafé

2 tirsdage om måneden har vi strikkecafé på Aktivitetscenter Søndergården, og det er rigtig hyggeligt. Der bliver strikket alt muligt fra strømper og tørklæder til trøjer og sjaler.

Jeg er begyndt på et nyt stort sjal til en julegave, i Maxi Tosca fra Markno og det er så lækkert, at jeg fik flere kits i kommission, så jeg var spændt på, om de kunne sælges til de andre! Der var stor interesse for de flotte farver, men ikke så meget salg i første omgang.

 

  

 

 

Inga havde lavet en stak små huer til fødeafdelingen på Kolding sygehus, en opfordring, hun har set i en avis – et godt initiativ, som flere nok vil følge op på.

 

De er da søde – og til at overkomme!

 

 

 

 

En spændende model, som Myrnas cardigan fra Drops, i strømpegarn, kunne andre måske også blive inspireret til at strikke – hun siger, den er nem.

Jeg var altså nødt til..

Jeg var altså nødt til at prøve dette ualmindelig smukke garn sent i går aftes!

“Nødt til” fordi jeg havde syet så intenst på brudekjolequilten hele dagen og aftenen, at jeg bare ikke kunne mere!

Og “nødt til” fordi det fristede at se, hvordan det blev. Og det bliver virkelig så smukt, som jeg håbede. Jeg har før strikket et tørklæde i Onion, det var sjovt og festligt, dette bliver mere afdæmpet, men flot til mig – håber jeg! Garnet er Onion Baroque 6 yarns, købt hos KM strik i Horsens (hvor jeg ellers bare lige skulle have 2 nøgler alm. bomuldsgarn!).

Det gjorde godt med en times strik inden sengetid! Jeg har syet blokke og baner sammen de sidste dage, så den stumpe ende af synålen har ridset en lille bitte revne i min finger, hvor nålen bare lige strejfer fingeren, når jeg trækker tråden til! Ja, meget skal man opleve – så nu er der plaster på. Men jeg bliver færdig i dag.

Christinas ferieprojekt

Enderne er hæftet på Christinas vest og en række fastmasker er hæklet rundt i halsen og ærmegabene – af Farmor. Og den fik også lige en vask, så var den klar i dag.

Men Christina, 7 år, har selv strikket vesten!
100 masker på rundpind, og det gik bare derudaf, så derfor måtte det kunne blive til noget brugbart, f.eks. en vest. Efter deling ved ærmegab forsøgte Christina at lære at strikke vrang, men det gik for langsomt, så hun mistede lidt interessen. Derfor blev det retriller, som hun kunne tælle, så der blev lige langt på ryg og forstykke. Aflukning lærte hun også hurtigt, skulle bare se det én gang! Så forstykket gik lynhurtigt, da hun kunne øjne det færdige resultat.

Opskrift: ud af Farmors hoved
Garn: Four Seasons Rainbow, 40% uld, 24% polyamid, 20% polyacryl, 16%  bomuld, 125 gram. Super lækkert og blødt, Christina elsker det. Garn og pinde var en børnepræmie fra Marianne for billede af “børn der strikker” til Marknos galleri.
Pinde 5mm.

Og nu er en dejlig ferieuge gået, deres Far har hentet dem, og tilbage er en træt hund, der “sørger” efter afskeden og sover! Han elsker børnebørnene, men er dødtræt i flere dage – han har jo passet på dem!

Færdig!!!

Jeg har selv strikket den !

Jeg har selv strikket den !

Er der noget at sige til, at Christinas øjne stråler?
Hun har helt selv strikket sin egen vest med hjælp og vejledning fra Farmor.
Vi mangler at hæfte enderne, og måske skal Farmor hækle en række fastmasker rundt i hals- og ærmeåbninger. Og så skal den lige vaskes.
Men det var vigtigt at tage et billede straks!
Billede og fakta kommer i morgen, inden Christina og storebror Christian slutter efterårsferien.
Er det ikke det, jeg siger: hun bliver strikker! Tænk, kun 7 år gammel!

Hønsestrik

Hønsestriktæppe 1974

Hønsestriktæppe 1974

Min mor strikkede veste og trøjer i hønsestrik til sine børnebørn i ’70-erne, hun var helt eminent dygtig til at strikke og til at sætte farver sammen.

Da vi skulle have det første barnebarn for 12 år siden, fik jeg foræret af en ældre veninde et dengang 25 år gammelt nummer af Alt for Damerne med opskrift på “Jespers tæppe” i hønsestrik af bomuldsgarn. Det havde hun gemt (hele nummeret) og strikket tæppet til sine børnebørn, og nu kunne jeg strikke det til mine!

Det har jeg gjort, både til dem og andre børn. Jeg har forbedret opskriften, idet jeg er gået over til at sætte fleece på bagsiden. Det er lunt og pænt, og så skjuler det alle de mange ender, som jeg kun binder for.

Få uger før vi rejste til Norge i maj, fik jeg en bestilling på et, der skulle bruges som dåbsgave, og det lykkedes at få det færdigt, før vi rejste.

Nu er der så en lille dreng, der skal have et.

Jeg strikker ikke 2 ens, jeg synes, det er sjovt at skifte mellem borterne og farverne, jeg finder også nye borter forskellige steder, og nogle går igen.

Ingenting er bestemt på forhånd. Alt er i bomuld.

Mange har spurgt efter opskrift. Pga copyright må jeg ikke kopiere opskriften fra det gamle blad. Men jeg har lavet min egen vejledning som trin-for-trin tutorial med de ændringer og tilføjelser, som jeg selv har fundet på. Forskelleige borter kan man finde i gamle hønsestrik bøger (biblioteket), på Pinterest eller broderi mønstre. Her er mit mønster:  til fri afbenyttelse.

Født strikker

God morgen!

Kl. 07.30 blev jeg mødt af dette skønne syn i stuen! Christian og Christina må gerne tænde for TV og se børnefjernsyn, hvis jeg ikke er i tøjet endnu. Og de er meget stille, så det er ikke altid, jeg hører, om de er oppe.

Og i dag var ikke bare TV tændt, men Christina var også på plads i sofaen og i fuld gang med strikketøjet iført nattøj og morgenhår!

Det er det jeg siger: hun blir en passioneret strikker, hun kan slet ikke lade være.

Og så fik jeg en overraskelse mere, da jeg lukkede op for nettet og morgensurfede, for her var igen en overraskelse. Jeg tror, HANNE i Vejerslev synes, det er sjovt at overbringe mig den slags nyheder. Og jeg tager hjertens gerne imod!

Hjælpen er nær

Nu er det de sidste 10 blokke, der skal sys til “brudekjoletæppet”.
Og Christian tæller efter, om der er de 146, som jeg mener. Han mener 145, men en eftertælling giver mig ret.

 

Imens hjælper Christina mig med knappenålene til de sidste 10 blokke.

 

 

 

 

 

 

Hun holder en lille pause i sit eget strikketøj.

7 år, og hun strikker både hurtigt og fermt (og kig så igen bag hendes stol!)

 

 

 

 

 

Hun bliver god til at strikke, det er jeg ikke i tvivl om, men foreløbig kun, når hun er sammen med mig!