Jeg undrer mig

Endnu engang kommer der et spørgsmål op om copyright på opskrifter. Spørgsmålet er dukket op på webstrik, som jeg er medlem af, men det drejer sig om en gruppe på Facebook, hvor hele formålet åbenbart er at bytte/låne strikkeopskrifter med/af hinanden. Det er fuldstændig åbenlyst, står ovenikøbet i formålsbeskrivelsen! De, der har meldt sig ind der, kender ikke en pind til copyright, ser det ud til!

Det er lidt sjovt, for når man går tilbage, sker der åbenbart ikke en pind i næsten et år i gruppen. Men så er der nogen, der begynder at efterlyse designeropskrifter – og så går det stærkt! Det er alle de kendte opskrifter af Hanne Falkenberg, men også Geilsk og Vivian Høxbro mm. Og der er slet ingen begrænsninger: “send mig lige en mail, så får du..” og der remses op, hvad man har i bunkevis af især Hanne Falkenberg.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der sker, hvis diverse designere får et tip om denne gruppe. Det er jo smask ulovligt!

Jeg ved ikke, om alle strikkere eller andre håndarbejdsdyrkere kan sige sig fuldstændig fri for at have fået en kopi af en designeropskrift af en veninde, men hvor er det tåbeligt at skilte med det i offentlighed som på Facebook!

Kildemose og puttetæpperne på TV i aften

På TV kanalen DK4 kommer der i aften fredag 3. december kl 21.00 en udsendelse “En mærkesag” om Julemærkehjemmet Kildemose. I udsendelsen vil man også både se og høre puttetæpperne, som børnene er meget glade for!

Projekt Puttetæpper startede jo for 13-14 år siden med at sy tæpper til børnene på Kildemose, som stadig er 1. prioritet, selv om der nu også er overskud til at give nogle af de andre julemærkehjem tæpper til børnene. F.eks. får alle 48 børn på julemærkehjemmet Skelskør nu for 4. år i træk et puttetæppe i julegave! Og måske når vi en overraskelse til børnene på julemærkehjemmet Hobro inden jul?

Alle 10 tæpper på auktion

Jeg er meget glad for, at der er nogen, der ligesom jeg kan se forskellen på de professionelle billeder på lauritz.com og de billeder, jeg har taget af de 10 flotte tæpper, der kan bydes på indtil på søndag den 28. nov.

Så efter ønske får I nu billeder af alle 10 – kun forsiden – på nogle af dem er bagsiden også fotograferet, fordi den er speciel, men den kan I godt se på auktionssiden. Alle oplysninger om tæpperne ses på auktionssiden.

Og husk, at hele indtægten fra salg af disse 10 tæpper går ubeskåret – også salæret, som laritz.com donerer – til Julemærkefonden og dermed til de børn, som tæpperne ergentlig er syet til.

Det er alle 10 smukke tæpper, syet af tæppetanter i Projekt Puttetæpper , vi har aldrig før solgt nogle af de tæpper, som bliver syet i projektet, men vil gerne være med til at støtte Julemærkefonden. Derfor håber vi, at der vil blibe budt godt op på alle de 10 tæpper! 

Her kan I se, at det er unikke, håndlavede tæpper. I kan se quiltningerne og enkelthederne – det er levende tæpper! Send et link til alle, som I tror kunne tænke sig sådan et dejligt tæppe, og som samtidig vil støtte den gode sag!

Vil I være med til lidt reklame?

Jeg indrømmer: jeg er ikke helt tilfreds med de ellers professionelle billeder af de 10 puttetæpper, som er lagt ud på Lauritz.com. Billederne er generelt “sterile” og for et par stykkers vedkommende direkte dårlige.

Så nu opfordrer jeg her + f.eks. på Facebook og andre steder til at byde på tæpperne.

Vil du også reklamere, hvor du kan? Indtægten for tæpperne incl. det salær, som auktionsfirmaet opkræver, går ubeskåret til Julemærkefonden.

Så flot er det tæppe, som der er budt mindst på, og det kan jeg godt forstå, for billedet på auktionssiden er ganske elendigt og “dødt”. Så hvis du kender nogen, der vil ønske sig det flotte tæppe, syet af herremodeskjorter, så er der foreløbig billigt!

Der er nogen, der altid har "travlt" med at blande sig!

I forgårs blev jeg ringet op af én, der bor ikke lige i nabolaget, men ikke så langt herfra, og som jeg kender lidt, men ikke har noget at gøre med. Hun præsenterede sig og spurgte, “om jeg havde min hund hjemme?”

Ja, det havde jeg da! – “Er du sikker?” kom det sådan lidt bestemt!

Ja, han lå ved fødderne af mig, så det kunne jeg nemt svare ja til. Og han ville nu ikke være ude, uden at jeg var klar over det, og han får i hvert fald ikke lov at løbe omkring for sig selv!

Nå, men jeg fik så den forklaring, at der var en stor schæfer, der strejfede rundt i deres nabolag og netop var faret på en dame og en lille hund, der gik forbi. Ja, det var selvfølgelig ikke så godt, og jeg blev så spurgt, om jeg kendte andre schæferhunde, og det var helt klart, at den havde samme størrelse og farver som Whisky. Til slut spurgte hun, hvad det nu var, min hund hed – nåh ja, det havde hun åbenbart hørt før.

Senere kom jeg så til at tænke over, hvorfor hun ringede til mig? For Whisky får aldrig lov at strejfe, det tør jeg ganske enkelt ikke risikere, for hvad kunne der ikke ske i trafikken, og han er jo så legesyg, og så kan han godt være lidt voldsom, når han gerne vil lege med en anden hund. Og hvis han endelig “smutter” herhjemmefra, når vi er ude i haven om sommeren, så ved jeg lige præcis, hvor han går hen: han render over til nabobørnene, som han elsker! Og de kommer omgående med ham: “Mangler du ikke lige en hund?” Det er det længste, han begiver sig på egen hånd.

Men pludselig slog det mig, at hun bor tæt ved en dame, der ikke kan lide Whisky (det har andre fortalt mig), så hun har sikkert været HELT sikker på, hvem den hund var og hvad den hed. Og hun er simpelthen kendt som én, der blander sig i ALT! Så nu kunne hun åbenbart lige genkende ham og fortælle, hvor han hørte til. Han var “dømt”, det er jeg ikke i tvivl om.

Hold da op, hvor må hun mangle indhold i sit eget liv!

Lysestøberi

Jeg var til det årlige meget hyggelige møde i Ældresagens Netværk her i Brædstrup:  Morgenringerne, Ledsagetjenesten og Besøgsvennerne, som jeg selv har koordineret indtil for et par år siden, hvor jeg blev afløst af en meget dygtig og sød pensioneret hjemmesygeplejerske.

Det er et dejligt møde, hvor vi kan snakke om fælles erfaringer og få lidt orientering. Og det er et ægtepar, der har være besøgsvenner i mange år, der lægger gildestue til.

I en af deres andre bygninger i den landbrugsejendom, de har drevet i mange år, før de gik på efterløn, er der indrettet Lysestøberi, hvor der året rundt støbes meget fine lys, som sælges til indtægt for Danmission. Der er en rigtig god artikel om det herlige par i Familie Journalen i denne uge (uge 46). De er selv meget aktive i lysestøberiet sammen med de øvrige frivillige, og vi får altid lov at se det og mulighed for at købe nogle af de flotte lys. Det benytter mange sig af, og jeg har nu nogle dejlige lys til vinteren.

Lysestøberiet holder Julemarked i morgen, lørdag 20. november kl. 13.00 – 16.00 på Bredmagevej 9, Ring, Brædstrup. Det er et besøg værd! Der sælges adventslys, kalenderlys, julelys, dekorationslys,gaveæsker og dekorationer. Der er også lotteri med gode gevinster, og man kan købe æbleskiver, gløgg, kaffe, the og sodavand.

Nøj, hvor er det spændende!

Altså, der er 9 dage endnu, til auktionen er slut, men det er så spændende at se buddene! Og hvordan kan det nu være, at det tæppe, som jeg er meget begejstret for, ikke får så stor interesse? osv! Men der kan nå at ske meget, og det er jo først i aften, at man kan se tæpperne live! OG byde! Følg med her.

Så kører auktionen!

Auktionen over 10 udvalgte puttetæpper kører nu hos Lauritz.com !!!

Det er da godt nok spændende.

Til de, der ikke har hørt om det før, så er det første gang nogensinde, at puttetæpper, som er syet til børn på julemærkehjem, kan købes! Indtægterne ved salget går ubeskåret til Julemærkefonden, som driver de 4 julemærkehjem, hvor børn med forskellige problemer får et ophold på 10 uger, der skal hjælpe dem videre i livet.

Tæpperne er helt unikke og er alle syet af “tæppetanter” og givet til formålet. Auktionen løber frem til 28. november.

Masser af puttetæpper

Her få dage før, den spændende auktion over 10 udvalgte puttetæpper begynder, modtager jeg en masse billeder af “almindelige” puttetæpper til børn på julemærkehjem.

F.eks. har Lones elever i Odense syet 8 tæpper, og Lone selv 9, foruden en UFO, som Lone har monteret og quiltet. Se billeder af dem alle 18 + mange andre puttetæpper fra 2010 på galleriet på Projekt Puttetæppers blog.

Vi har også lige modtaget en stor donation af stofrester, og en patchworkgruppe, som er nedlagt, har doneret deres kassebeholdning til Projekt Puttetæpper, idet der i vedtægterne stod, at pengene skulle gå til velgørenhed Kan man forestille sig et bedre formål for en patchworkgruppe at betænke?? Tusind tak!

Efterlysning afblæst!

Altså skal jeg le eller græde? Selvfølgelig ler jeg! Men der er en stor portion sarkasme i min latter – for hør nu her om fantastiske Post Danmark!:

Dagen efter, at Post Danmark i går skrev brev til mig, at efterlysningen var afsluttet uden resultat, sendte Post Danmark en mail til sønnen, at der lå en pakke i deres døgnboks!

Så da jeg sur og gal ringede og fortalte svigerdatteren, at hendes trøje var forsvundet, som der stod i brevet, havde de lige set mailen, da de kom hjem. Så selvfølgelig startede sønnen bilen og kørte på posthuset – og VOILA: pakken indeholdt trøjen til svigerdatteren!

Så selvfølgelig er jeg glad for, at hun har fået trøjen, sendt 7. oktober, modtaget 19. oktober, efterlyst og ikke fundet af Post Danmark, men bare lige pludselig, som om den var sendt i går, til stede i boksen!

Trøjen passer og klæder hende.

Men hvad f….. foregår der i Post Danmark?

De skal høre fra mig, skal de!