Overvældende

Som jeg har nævnt før, så er det i disse dage, jeg modtager blokke til puttetæpper fra hele landet, som jeg så sender videre til de søde “monteringstanter”, der syr sammen og quilter tæpperne. Det er virkelig overvældende indimellem. I dag fik jeg 2 kuverter og en pakke, i den ene kuvert var der én sød blok, i den anden 2, og i pakken var der 77!!! Afsenderen skrev også til mig, at det måtte være som at pakke gaver op! Ja, det er det sandelig, og de er så fine allesammen. Sikke tæpper, der kan blive ud af det.

Jeg har til gengæld sendt 48 blokke af sted til færdiggørelse til 2 tæpper. Det er dejligt.

Overvældende er det også med den omsorg, jeg møder næsten hver eneste dag, hvor familie eller venner, jeg møder, eller som ringer, spørger til, hvordan jeg har det, og tilbyder hjælp og snak! I går kom pludselig Sørens hjemmesygeplejerske for at høre, hvordan det går, og vi fik en lang snak over en kop kaffe, efter at hun havde fået en stormende velkomst af Whisky! Ja, han var jo glad for alle de mennesker, der kom til Søren og hilste på dem allesammen, så det er lidt mere stille for ham nu!

Det var dejligt at snakke en masse ting igennem med sygeplejersken, der er jo ting, man går og tænker på i forhold til sygdomsforløbet og især, hvordan det gik de sidste dage. Men det er også dejligt, at der er nogen, der tænker på mig og hvordan jeg har det!

Jeg har sagt det før: vi har en fantastisk hjemmepleje her i byen, og det fik jeg så et nyt bevis på i går!

Nu kan de klare sig

Flot er haven med sneen, som ligger tyk, men ikke begraver os som andre steder i landet. Men det kan være svært at finde føde for fuglene, som vi altid har haft glæde af, og har sørget godt for. Så de forskellige foderautomater er fyldt op, også den store med det runde plexiglastag, som jeg købte for måske 20 år siden for en slik i et supermarked, og som er så god, fordi den har det solide tag over og rum til flere slags foder. Der er nødder og blandet vildtfuglefrø i. Når det er spist op, har jeg solsikkefrø klar, som jeg har købt i dag. Og i den grønne automat er der hampefrø og nødder, efter at den blev gjort ren i går og tørrede i nat. Det store pile-kræmmerhus  er fyldt op med mejsebolde, foderbrættet er fyldt med brød og æbler, og så varmer jeg fuglebadet op med varmt vand, så varer det lidt, før det fryser til igen.

Iøvrigt er vejret tåleligt her, det fryser ikke ret meget, og det er stille. Jeg tog en beslutning forleden og lavede aftale med en lokal entreprenør, som rydder fortove og indkørsler for private for en rimelig penge. Det er for voldsomt for min ryg, og han kommer efter behov meget tidligt om morgenen med en fiks lille maskine, der i løbet af få minutter rydder/fejer indkørslen fri, vender maskinen og salter bagefter! Whisky brokker sig, når den brummer klokken 4-5 stykker om morgenen, men jeg synes, det er fint!

Spisemønster

Min morgensmadsrytme har ændret sig inden for det sidste år. Før skulle jeg have min morgenmad hurtigt, ellers blev jeg utilpas.

Så kom der andre behov, idet jeg først skulle hjælpe Søren, og ud med Whisky. Så kunne kl. godt blive 9 – 9.30, før jeg kunne sørge for mig selv. Og det har maven indrettet sig på, for nu har jeg både været ude med Whisky på vores lille morgenluftetur, og jeg har sørget for fuglene på fodringspladsen. Jeg købte friske forsyninger af diverse frø og nødder i går og gjorde foderautomaten ren, så nu hvor den er tør, har jeg fyldt den op og hængt den udenfor terrassevinduet, så vi kan nyde synet. Og der er kommet varmt vand i vandkarret. Så nu er det min tur. Jeg tager nogle billeder senere.

I dag er 2 måneder siden, Søren forlod mig.

2 meter halstørklæde på en aften

Jeg strikkede lige dette mere end 2 meter lange tørklæde i går aftes, det går endnu hurtigere end chenillefleece’en! Det er det ene af 3 tørklæder, den ene svigerdatter har bestilt! Og det kan ikke vare længe, for det næste er 1/3 færdigt!

Jeg havde startproblemer med bilen i går, det er første gang nogensinde med den gamle Citroën, men jeg har nok kørt for lidt her i den sidste kolde tid, så selv om naboen forsøgte at lade batteriet op, måtte jeg have bud efter mekanikeren, der heldigvis bor 10 minuttter herfra. Nu har han skiftet olie og smurt alle dele, også låsene, og givet mig nogle gode råd om, hvordan jeg holder den klar. Selv om jeg har været chaufføren de sidste 1½ år, er det jo ikke mig, der har holdt øje med vedligeholdelsen, og jeg har meget at lære, hvad det angår! Nu kører den som en drøm, det kunne jeg godt mærke, da jeg hentede den. Og den ligger heldigvis godt på de glatte veje.

Whisky og jeg spadserede op for at hente bilen, han har helt tydeligt ejerfornemmelser! Han springer op i bagagerummet, så snart han får lov! Det er VORES bil!

Men jeg var nødt til at have den klar til lige nu om lidt, hvor jeg skal i strikkecafé medbringende mere tilbudsgarn fra MARKNO, end jeg kan bære! Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe dem, der ikke er så vant til at handle over nettet, men de har jo ikke kunne hente det hos mig med al den sne. Så nu skal der gramses!

Åh, hvilken morgenstund…

.. månen står stor og rund – og solen er på vej!

Whisky og jeg gik den knirkende morgentur gennem “skoven”, hvor sneen lyser op, og hvor der en mange dufte at snuse til for Whiskys skarpe næse.

Og oppe over træerne lyste månen klar og næsten rund mod vest, mens himlen blev farvet rød mod øst! Hold da op, jeg var nødt til at skynde mig hjem og finde kameraet og se, om jeg kunne fange de 2 syn. Det lykkedes oppe fra altanen, hvor jeg har et godt kig hen over tagene og trætoppene. Klokken 08.15.

Det bliver en vidunderlig dag!

Nytårssysler og post

Se bare, hvad posten havde med til mig i dag: 2 portioner blokke til puttetæpper, 16 ialt, som nogen har siddet og syet af deres rester. Ja den næste måned vil kuverterne med blokke komme i en lind strøm, og jeg vil straks i næste uge sende ud til “monteringstanterne”, som syr sammen og quilter tæpperne. Der er allerede nogle i gang, og der er sandelig også nogle, der har spurgt efter, hvornår de får nogle blokke at arbejde med! Det skal de få!

Jeg har sikret mine udendørs ting inden nytårsaften: stillet skraldespanden væk, sat cyklen i klemme bag bilen, sat græsslåmaskinen og snerydningsredskaberne ind i udhuset, porten om til køkkenterrassen har fået lås på, og naboen kommer og tager min postkasse ned. Det er ikke fordi, der plejer at være mange spøgefugle på spil i vores lukkede kvarter, men det skulle jo nok lige passe, at det skete den første nytårsaften, hvor Søren ikke er her til at tage vare på den slags.

Det bliver måske den sværeste aften indtil nu! Nytårsaften har vi altid været sammen og ønsket hinanden et godt nyt år, jeg savner Søren dagligt, men i aften bliver det ikke nemt kan jeg mærke. Julen gik fint, der var jo børn og børnebørn, og selv om jeg er glad for at jeg som de fleste år holder nytårsaften sammen med de gode naboer, så vil der mangle én!

Nu er vi trætte

Nu er vi alene igen, Whisky og jeg – og trætte! Efter en dejlig jul med alle børn og børnebørn, og Whisky har også haft besøg

Yngstesønnens haleløse (født haleløs, ikke kuperet) rottweiler Cæzar, som er en virkelig dejlig og velopdragen hund har været i “vores” pension, hvor Whisky var i julen, og han blev hentet lidt før, de kørte hjemad mod hovedstaden i dag.

De 2 hunde er meget jævnbyrdige og fredelige begge 2, men Whisky er for ivrig og voldsom i sin lyst til at lege og til at markere, at han bor her, og så gider Cæzar ikke. Hvis de var sammen lidt længere tid, ville det sikkert gå bedre, men Cæzar var også træt efter et par dage i pension.

Da de var kørt, var Whisky som sædvanligt ked af det! Han længes efter familien, når de tager hjem til sig selv. Så da jeg havde ryddet lidt op, gik vi en tur i sneen! Vi har stadig meget sne, og desværre er det MEGET og lumsk glat visse steder, hvor smeltevandet fra i går er frosset under det tynde lag nysne, så jeg er temmelig nervøs for at falde. Whisky er også “Bambi på glatis” nogle gange, men han har 4 ben at gå på!

Afslapning, aviser (som jeg ikke har haft tid at læse i juledagene) og julekort har stået på det stille program i eftermiddag..

.. en ny portion “julefranskbrød” – de går som varmt brød bogstavelig talt – og så nåede jeg lige at se lidt af Christel Seyfarth programmet på DK4.

Jeg tror sofaen og strikketøjet kalder i aften!

Rigtig glædelig jul fra Whisky og mig!

Jeg vil ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul! Det er til stor glæde for mig med alle de kommentarer jeg får, og ikke mindst har det betydet meget for mig, at I har udtrykt jeres medleven og deltagelse i Sørens sygdom og min sorg! TAK!

Dette er mit julekort til jer fra Whisky og mig!

Med særlig kærlig hilsen til mine børnebørn – Whiskys bedste venner!

.. og fra mig !

Så tyst!

Der var så tyst og flot i “skoven”, hvor jeg går med Whisky om morgenen, men vi kunne sagtens finde den sædvanlige sti (der er kun den samme), for sneen lyst jo op, både den, der lå tykt, tykt på jorden og den der hang tæt på træernes grene! Og der havde gået en hund med ledsager før os. Det er så smukt!

Jeg laver noget!

Hold da op, hvor har jeg fået lavet meget i dag! Jeg vågnede kl 5 (på en søndag!) – det er nu ikke så usædvanligt for tiden, og jeg kunne ikke sove, så jeg stod op kl 6 for at få noget af det fra hånden, som jeg ikke synes er blevet til noget!

Det blev en god dag! Og jeg fik en masse ud af dagen, det er dejligt!

Morgenturen med Whisky var så tidligt, at kun sneen lyste op, men formiddagsturen gennem “skoven”, som vi kalder læbæltet over mod landevejen, gav et lille kig hjem.

Han kan godt gå uden snor på den lille sti, og han elsker sneen!

Er han ikke dejlig?

Resten af formiddagen brugte jeg på at skrive julekort – og hold da op, det gik godt! Så jeg postede en ordentlig stak ved frokosttid, men glemte at spise frokost! Til gengæld kom naboen og skulle have hjælp til et strikkeproblem, så vi fik en kop kaffe og lidt hygge.

En meget hyggelig tlf.samtale med en 87 år gammel veninde fra Grønlandsårene, som ville høre, hvordan jeg har det nu, og så aftenturen med Whisky – så var det tid til at lave mad.

Det mest fantastiske er, at jeg fik skåret stof i dag! Og symaskinen er sat frem, så om lidt får den lov at snurre – det har jeg længtes efter!

Det er skønt at vide, at dagen har været indholdsrig og produktiv!