Hold da fast..

..ja, det var hvad jeg måtte gøre – klamre mig til en stol og en håndvask, da jeg fik skyllet ørerne hos min læge! Han var helt klar over det og gav mig en hånd, da jeg skulle over og sidde i en anden stol bagefter for at sunde mig, mens han forsøgte at ringe til øre- næse- halslægen om at få en tid tidligere end 31. august, som var den tid, jeg har fået. Men det kunne ikke lade sig gøre, så nu må jeg affinde mig med at vente, det kan jeg så også bedre, når de 2 store propper er skyllet ud. Der er ikke noget at sige til, at jeg har haft svært ved at høre, for de var store!

Det er utroligt, at det kan være så ubehageligt at få skyllet ører, der var én, der fortalte mig, at hun nærmest syntes, det var dejligt! Heldigvis har min læge prøvet det selv, og han var ikke i tvivl om, at det var slemt. Det gør meget ondt og så snurrer det hele rundt på en meget ubehagelig måde. Jeg vidste det jo godt, for jeg har prøvet det før, så jeg var simpelthen bange – det gør det jo ikke bedre.

Men når vandet nu fordamper/forsvinder, regner jeg med at kunne høre igen!

Frederik har været meget tålmodig, jeg måtte jo bede ham gentage hele tiden, det var især slemt, når vi kørte bil, for det højre øre, som vender over mod ham, var jeg helt døv på. Og så snakker de jo så hurtigt, de unge mennesker.

Nu er han rejst hjem igen med rutebil og tog, han har selv fundet sin rejseplan på nettet, og han var tidligt oppe i morges og havde pakket før morgenmaden! Han ville være i god tid. Han skulle hjem til sin avis-rute, men vi har haft nogle vældig hyggelige dage, og hans besøg hos veninden i går gik også godt. De skal ses igen til Grøn Koncert, så har han det at se frem til!

Tidligt i seng?

Ja sandelig – mit unge feriebarn gik i seng kl. 22.00 – helt af sig selv.

Og så kan man undre på, om han keder sig – om det var “Harry Potter”-filmen (den sidste), som han så i eftermiddags i Klovborg Bio – eller om det er et spændende stævnemøde i morgen, der er grunden?

Han keder sig ikke (ret meget), han kan bruge den ene PC så meget han vil, han går tur med Whisky, og er meget hjælpsom overfor sin gamle Mormor.

Harry Potter var god, siger han, og jeg tror, han syntes, det var sjovt at se den i Klovborg Bio, som er en flot biograf.

Jeg ved til gengæld, at han glæder sig meget til at besøge Amalie!

Og Mormor er gerne chauffør.

Sikken føs'dag!

Sikke da en fødselsdag mine børn gav mig! Jeg er ikke helt kommet mig endnu! Det er længe siden, de ALLESAMMEN har været her samtidig + en feriedreng, en svigermor og et nevø-par, så vi var 15! Det var i hvert fald pragtfuldt, at vejret var så skønt, så vi bogstaveligt talt var ude hele dagen.

Yngstesønnen og hans kone var her fra lørdag og lavede morgenbord for mig, og jeg fik gave – en troldekugle til mit armbånd, købt i Rom!  og de hjalp også med indkøb og madlavning, gåture med Whisky osv.

Da de andre kom, blev jeg sat i arbejde med at pakke nogle store, tunge pakker op!

Tak, tak! mit største ønske: en ny parasol til terassen med granitfod

som blev sat op med det samme

og afprøvet! Jeg skulle jo lære funktionerne

Hold da op, hvor er den flot!

Et helt kunstværk, når man kigger op i skærmen.

Traditionelt i denne familie (hvor vi havde mange sommerfødselsdage i min barndom) får vi is-chokolade = kakaomælk med en klump vanilleis og en top flødeskum med sugerør og lang teske (jeg har specielle, arvede toddyskeer til dette formål) og hjemmebagt kringle – man må også godt hælde en sjat cognac i, hvis man er voksen!

Hundene venter pænt – de får også lidt is!  Det er så dejligt med de 2 hunde, den gamle schæferhund og den unge tibetaner, de har det helt fint med hinanden.

Der blev også spillet et sjovt spil, hvor man skulle spørge sig frem til et gæt på, hvem man er = har et billede af i panden, det kunne de voksne på skift også være med til.

Og til madlavningen var alle i sving: med at pakke pølser ud..

..med at lave salater, skære kød ud til grill, eller snuse: se hundeørerne i nærheden af det lækre kød!

Eller grille..

..eller danse en lille dans efter en halv pølse!

Og det blev en meget lækker grill-middag!

Det var en særdeles munter eftermiddag og aften med masser af sjov og drillerier, hvor var det dejligt!

Og morgenen derpå var kun faderen tilbage i teltet – sønnen havde forladt det i nattens løb, fordi far snorker!

Og hvem var tidligt oppe og på havearbejde? Det var “Lola” – svigerdatterens mor, som har svært ved at sove, når det er så lyst om morgenen i Danmark, så hun står op kl 4 og piller alle mine rhododendron for frøstande, noget Søren fik hende til at hjælpe med for 3 år siden. Hun rensede faktisk alle mine buske! Hun vil så gerne lave noget nyttigt – det er dejligt!

Sikke da en dag!

Hurra – vi har fødselsdag – bloggen og jeg!

Både bloggen her og jeg har fødselsdag i dag! Jeg fik bloggen i fødselsdagsgave for 3 år siden, og der har været 465.338 besøg siden – det er mange – og det er sjovt!

Yngstesønnen og svigerdatteren har fejret mig fra morgenstunden med morgenbord, friske rundstykker og fødselsdagsgave: en Troldekugle, indkøbt i Rom!

Og senere på dagen kommer de øvrige børn og børnebørn + “yndlingsnevøen” (Sørens) og hans kone til den i min familie traditionelle is-chokolade og kringle, samt grillmad.

Og “selvfølgelig” er det pragtfuldt vejr til at grille på terrassen!

Hvda kan jeg ønske mig mere?

I krig og kærlighed

Mens vi var i Lønstrup på ferie, tog vi også nogle udflugter, bl.a. til den gamle kanonstilling ved Hirtshals fyr..

…hvor man kan komme ned i bunkeren..

..og op i kanonstillingen – eller hvor den har været, og hvor den kunne skyde langt ud over havet mod de englændere, som den tyske hær forventede ville komme.

Det krævede en del forklaring, for den tyske besættelse af Danmark siger ikke de filippinere noget, som var besat af japanerne og befriede af amerikanerne.

Der blev også en dag i Fårup Sommerland, hvor vores børn kom flere gange som børn, mens vi boede i Klarup/Aalborg.

Christina turde ikke ride uden far som eskorte..

..og han var også med ude at sejle..

..det var sjovt!

Ord er overflødige!

Det er jo ikke lune tæpper, vi mangler i denne familie, så selv om blæsten indimellem bed lidt, var der dejligt i “gryden” ved terrassen.

Og badeture i det Vesterhav, der var helt roligt de sidste dage, var især Christina og Whisky helt vilde med, såvel om dagen..

..som om aftenen ved 21-22-tiden.

Barske, smukke Vendsyssel

Så skøn en beliggenhed havde det hus, vi havde lejet i Lønstrup i sidste uge, ældstesønnen med famile og jeg…

…lidt forsænket og i læ af volde, bevokset med marehalm, græs og strandtorn..

..men alligevel med udsigt til det vilde Vesterhav.

Vi var så heldige med vejret, at vi kun havde én dag med regnvejr, og vi kunne spise ude de fleste dage.

Huset var meget velindrettet og rummeligt med stue, køkken, 2 badeværelser m/spabad og sauna, 3 soveværelser og hems, hvor børnene var helt vilde med at sove! Jeg var ikke alene om..

..at synes, der var meget lidt plads! Jeg foreslog, at de kunne sove hos hver sin bedstemor, der var 2 senge på hvert værelse – men nej, de var henrykte for det sjove soveværelse med madrasser under det lave loft.

Vi besøgte Mårup Kirke, eller resterne af den, og så, hvordan havet æder sig ind i skrænten.

Taget er nu fjernet fra kirken..

..og der er ikke meget tilbage,

heller ikke af den medtagne kirkegård.

Mindeankeret for et skib, der forliste for mange år siden ligger der endnu.

Langs med kysten er der flere stier, hvor man kan gå tur – med eller uden blæst og bølger – men når det er en stille aften, er der bænke til at sidde og nyde solnedgangen over havet.

“Lola” kender godt smukke solnedgange fra Filippinerne, der varer de bare ikke så længe, og der går solen ned kl 18 hele året, ikke kl. 22.

Ude godt – hjemme bedst

Ja, det er dejligt at være hjemme igen, men det var en skøn ferie med godt selskab, godt vejr og et pragtfuldt sommerhus…

..med god plads til 6 personer og 1 hund, velholdt og så komfortabelt, som man kan ønske sig det…

..og en vidunderlig beliggenhed med “hav-kig” fra huset og gode stier langs med Vesterhavet nord for Lønstrup.

Whisky fandt sig lynhurtigt til rette både ude og inde og fandt helt klart, at hans rolle var at passe på os alle sammen.

“Lola”, børnenes Mormor, som er her i 3 måneder,  var også med for at opleve, hvordan vi kan holde ferie i DK, hun var ret imponeret over det fine hus, som man bare bor i i 1 uge! Desværre kedede hun sig lidt. Hun er ikke vant til ingenting at lave, hun kender ikke til at have en hobby som min, som man kan tage med sig, så man kan hygge sig med at sy “Hexagon blomster” færdige.

Jeg havde medbragt kuverter, så jeg kunne få sendt 10 blomster til Bedstemor swappen..

..og 2 Hexies til  Karyli i USA, som ønsker sig gule blade med sort centrum i Hexagon Flowers swappen.

Jeg var iøvrigt lige ved at få ferien ødelagt af mit hår! Der er ikke for meget af det, men det blev ikke bedre af, at min nye frisør efter at have klippet det, brugte et glattejern! Det får hun aldrig lov til at gøre igen! Det tynde pjusk, jeg har fået med alderen, har stadigvæk lidt naturligt fald, og det var væk! Der var bare noget tyndt strit, som jeg overhovedet ikke kunne få til noget som helst. ØV – det kan man godt blive deprimeret over! Den nordjyske blæst gjorde det ikke bedre. Men heldigvis hjalp det med flere gange vask og brug af balsam, det gav bedre humør! Tænk at man lader sig påvirke af det – men det gør man!

Jeg er næsten helt "væk"..

..når jeg skriver på min Grønlandskrønike. Det 4. afsnit er snart klar, om den første tid i Godthåb, efter at vi havde holdt bryllup og ferie i DK – møblering af “vores” nye hus – det bringer igen minderne frem. Det er fint, at jeg har alle Sørens over 1000 lysbilleder at plukke i, men det er også et stort arbejde at redigere dem. Og så kommer jeg jo til at fordybe mig i billederne..

..også dem, der ikke har noget med Grønland at gøre, som f.eks. dette fra “Spidshuset”, den weekendhytte, som min far og hans gamle spejderkammerater havde som mødested (mandfolkeklubhus) uden for Odense i næsten hele deres voksenliv. Denne aprildag for 47 år siden, lige efter vores hjemkomst, lavede vi en familieudflugt, så Søren også kunne se det.

Mine forældre, min ældste søster (de 2 yngste ligger i græsset bagved og skal være hurtigt brune!) – her havde vi tilbragt mange sommer weekender, ikke mindst under krigen, hvor vi cyklede derud (børnene i en anhænger efter cyklen, “på stangen” og senere selv) og mødtes med de andre familier.

Eller her, den nygifte brud med den flotte Volvo Amazon.

Og forberedelsen til Sørens 30 års fødselsdag hos hans mor, sammen med svogeren.

Og nu er de allesammen væk!

Jeg er min svigerdatter meget taknemmelig, fordi hun har scannet alle de lysbilleder, så jeg kan kalde dem frem og bruge dem!

Varme hveder og Whiskys fødselsdag

Whisky og jeg var inviteret til varme hveder St. Bededags aften hos ældstesønnen…

..og hans fødselsdag blev fejret med ½ leverpostej blandet i hans sædvanlige tørfoder – det var guf!!

Så han var stopmæt, da vi andre satte os til bordet for at spise “varme hveder” –

med en overdådighed af pålæg! – en tradition helt fra mit barndomshjem, hvor mine forældre først lukkede butikken kl. 20, fordi det var helligdag næste dag, og så fik vi først aftensmad, som denne aften var te og varme hveder med pålæg, som vi 4 døtre kunne gøre klar, efterhånden som vi blev gamle nok til det.

Den tradition har vi videreført, selv om der ikke mere er nogen butik! Og nu er det mine børn, der stadig holder den i hævd. Jeg tror måske nok, at “Lola” (børnenes Mormor fra Filippinerne, som er på besøg) synes, det er en lidt mærkelig madskik, hun er jo vant til ris til næsten alle måltider.

Men hyggeligt var det!