Dagene går langsomt

Det er, som det skal være: dagene går stille og roligt, vi har god tid til at snakke, gøre praktiske ting – være der for hinanden. I dag er det en uge siden, at det lykkedes mig at få Søren hjem fra sygehuset – og hvor var det dejligt at se ham blive lagt i sengen, træt, men bevidst og tilfreds med at være hjemme.

Mortens aften har vi altid holdt i vores familie, sidste år, hvor Søren havde været syg i knap ½ år, inviterede han mig ud og spise Mortensand, det var nyt! I går stegte den i øjeblikket hjemmeværende søn og jeg en and i fællesskab og inviterede nabokonen, som selv har mistet sin mand for ikke længe siden, på en afslappet hyggeaften. Det var rigtig rart. Det er godt at have nogen at snakke med, som ved, hvordan man har det.

Puh ha! Det løste sig!

Talrige telefonsamtaler, fra yngstesønnen og fra hjemmesygeplejersken, til flere forskellige kommunale personer gav endelig resultat! Plejesengen bliver hentet i morgen, idet man nu har arrangeret en akut-transport! Nej hvor flot! -(kan I høre ironien?)

Men så faldt vi (læs: jeg) ned og kan imødese en efter-begravelse, hvor gæsterne ikke behøver at sidde på Sørens sidste leje (aj, hvor er jeg streng!) og hygge sig!

Jeg fik ellers et godt forslag fra én, der kender mig godt: “Sæt sengen ud på altanen og lade den regne godt våd – så kan de lære det!” Det bliver heldigvis ikke nødvendigt. I morgen kan vi flytte om i stuen, så den bliver som før.

Nu er vi ved at rydde op og gøre rent, så kører datteren hjem til sin egen familie og laver Mortensand, og yngstesønnen og jeg har inviteret nabokonen, vi skal selvfølgelig også have andesteg! Tingene falder til ro omkring os.

Jeg har fået flere dejlige opringninger – også fra “Langbortistan”, helt fra Vancouver i går, og fra Laos, hvor en af mine søstre bor, i dag, vi snakkede en hel time over Skype, det var rigtig dejligt! Og fantastisk at det kan lade sig gøre, og at det lyder, som om hun sidder et sted her i DK og ringer.

Tak!

Tak for alle de hilsner, jeg har fået – det har været overvældende og meget rørende! Jeg var ikke klar over, at så mange har fulgt med i forløbet omkring Sørens sygdom. Jeg er meget taknemmelig for de medfølende hilsner, som har rørt både mine børn og mig.

Fredag og lørdag var optaget af mange praktiske ting og aftaler, men i høj grad også af snak, både indbyrdes og med andre, først og fremmest telefonsamtaler til familiemedlemmer og venner. Og selvfølgelig også med bedemand og præst.

Søren lå herhjemme til næste formiddag, så de, der ønskede det, kunne tage afsked. Og så jeg stadig kunne være lidt omkring ham.

Og i går blev han så kørt i kapel. Det var på én måde et savn, på en anden måde en lettelse. Det lyder måske mærkeligt, men for mig har det sidste 1½ år været meget koncentreret omkring plejen af ham, og alt blev lagt til rette under hensyntagen til hans sygdom, som skiftede mange gange med op- og nedture.

Vi har sammen været gode til, at vi begge kunne dyrke vore interesser, han, når han kunne – det er kun knap en måned siden, han var ude at spille bridge, og det er i det hele taget ikke mange gange, han har måtte melde afbud til sine 2 faste bridgemakkere, som han spillede med 2 dage hver uge. Hans frimærker og frimærkesalg ebbede ud, han kunne ikke samle kræfter til det. Men han læste stadigvæk meget, havde også en moppedreng af en bog om Besættelsen med på sygehuset, men den lå urørt den sidste uge.

Og han har været meget fokuseret på, at jeg kunne deltage i patchworkarrangementer, også med overnatning, hvor enten datteren eller kusinen så kom her, det var rigtig godt! Det gav jo også mig ny energi.

Jeg kan endnu ikke helt vænne mig til, at der ikke er grund til at planlægge på den måde, og jeg kan heller ikke rigtig forstå, at tiden nu er min egen!

Og selv om jeg er glad for, at han fik fred uden at han led til sidst, så savner jeg ham allerede. Det gør Whisky også, han er tydeligt ked af det. Vi prøver at give ham ekstra opmærksomhed!

Samtalen med præsten i går var rigtig god. Hun kendte ham ikke, det er en forholdsvis ny, ung præst. Men det udviklede sig til en beretning om en mand med mange facetter! Vi skiftevis grinede og havde tårer i øjnene, efterhånden som vi fortalte om hans levnedsløb, hvordan han var som far og ægtemand, hans holdninger, som var meget markante, og hans oplevelse af sygdommen, som blev mere og mere afklaret. Det var en rigtig god oplevelse, fordi vi kom omkring så mange minder – gode og mindre gode – det skulle være ægte!

Og nu slapper vi af de næste dage. Datteren er taget et par dage hjem til sin egen lille familie, yngstesønnen og svigerdatteren er her nu og hjælper med nogle praktiske ting.

Så kan vi lige finde os selv indtil bisættelsen på torsdag, som også er planlagt efter lidt diskussion om, hvor Søren ville hvile. Han ændrede nemlig mening, men vi er klar over, at det var for at være mindst muligt til ulejlighed. Så vi holder os til hans oprindelige ønsker, som han har givet udtryk for i mange år.

For nu at have noget helt andet at tænke på i dag, kører svigerdatteren og jeg en tur til HANNE’s MINI-MESSE! Vi har godt af at få tankerne spredt lidt.

Den sidste dag

061109

Jeg har mistet Søren i dag den 6. november 2009 kl. 10.55.

47 år med glæder og sorger, op- og nedture er slut. Og jeg er bare så glad for, at han kom hjem, som det var hans store ønske, og havde et par dage i sin elskede stue, omgivet af familien, puslet om af os og hjemmeplejen, ikke ret meget til stede, men så alligevel indimellem i glimt, hvor vi ikke var i tvivl om, at han var glad for at være i sine egne omgivelser.

Han døde helt stille og roligt, sov bare ind, efter en lidt urolig nat, hvor sygeplejerskerne hjalp ham med lidt smertestillende udover hans faste morfinplaster.

Æret være hans minde.

Vågekoner

Det har været en nogenlunde rolig aften og nat. Der kommer plejepersonale 2 gange om aftenen + 2 gange om natten til at sørge for, at Søren har det godt, ikke har ondt og ligger godt. De er meget søde allesammen!

Og datteren og jeg sidder med vores strikketøj og ser lidt TV, snakker meget, nusser om Søren, og skiftes til at sove.

Og Whisky opfører sig eksemplarisk, han bjæffer lige lidt, når der kommer nogen, men han har helt indstillet sig på, at der kommer og går mange mennesker, så selv når nattevagten låser sig selv ind, tager han pænt imod dem. Jeg havde tænkt på at sætte ham i pension, men det går fint på denne måde, og så kan vi komme ud og gå lidt også!

Stille dage

Hvor er jeg lykkelig for, at Søren klarede at komme hjem til sine vante omgivelser. Men han brugte nok alle sine kræfter, for nu er han meget træt og sover – heldigvis helt fredeligt og roligt, men med kun svag kontakt til os, der er omkring ham.

Vi har den mest fantastiske hjemmepleje, der kommer 6 – 7 gange i døgnet og hjælper ham, og de er så hensynsfulde og kommer med forskellige hjælpemidler og deres søde humør.

Datteren køber ind og laver mad til os, hun har taget plejeorlov, det har vi det begge rigtig godt med, hendes familie var her i dag, og det var fint! Yngstesønnen er rejst tilbage til København til en anden familiebegivenhed, men han kan også tage orlov, hvis der er brug for det.

Vi har prøvet det før, i min generation af familien, hvor vi var meget tæt sammen omkring vores forældres sygdom og dødsfald, og det er noget, der stadig mange år efter sidder i mig som et skønt minde, selv om det er svært!

Tak for alle de søde hilsner, jeg får, det rører mig mere, end I kan forestille jer.

Hjemme

Nu er Søren heldigvis hjemme igen – og jeg med. Det, der skulle have været en lægesamtale tirsdag formiddag på Randers sygehus, blev til 31 timers ophold på sygehuset! Vi havde en god samtale med overlægen, der mundede ud i – hvad vi godt var klar over – at de ikke kan kurere Sørens lungebetændelse, han er for svag, og at hans cancer er blevet værre. Plejemulighederne blev drøftet, og Søren gjorde klart, at han ikke vil have sin plejeseng flyttet nedenunder, idet han er glad for den ro, han har ovenpå. Iøvrigt er badeværelset ovenpå også meget mere velegnet til at hjælpe ham. Så der blev lagt en plan om hjemsendelse torsdag eller fredag.

Men Søren havde brugt al sin energi og blev meget svag om eftermiddagen og aftenen. Så vores børn blev varslet, og yngstesønnen og svigerdatteren startede straks hjemmefra og kom i løbet af aftenen. De 2 andre havde lige været på besøg. Og da jeg blev tilbudt en seng sat ind til Søren, var jeg godt klar over alvoren.

Vi kom godt igennem natten, og så var der kun én ting, der talte: Søren skulle hjem hurtigst muligt! Så jeg pressede på fra morgenstunden, og heldigvis er personalet utroligt forstående og meget kærlige, Søren har fået megen kærlighed fra de forskellige sygeplejersker i de 14 dage! Så alle praktiske arrangementer, incl. aftale med hjemmeplejen og Falck, blev gennemført.

Datteren og svigerdatteren havde forberedt det herhjemme, ilt var installeret, medicin var hentet på apoteket, naboerne havde sørget for Whisky, og hjemmesygeplejersken kom omgående, da jeg ringede, at vi var hjemme. Og 5 Falckreddere = 2 mandskaber riggede en bærestol til og bar Søren op. Det var meget hårdt for ham det hele. Men der er slet ingen tvivl om, at han har fået sit største ønske opfyldt og er kommet hjem til sin stue, sin egen plejeseng, sin hund – der blev så glad og hilste ham med flere begejstrede slik- og har familien omkring sig.

Jeg er træt efter næsten ingen søvn, men jeg er meget tilfreds med, at det lykkedes!

Smukke farver og kriller i maven.

efterår træ

Jeg taber næsten vejret, når jeg ser sådan et træ i naboens have! Han var ved at grave sin hæk op, og så kunne man rigtig se det gamle træ med stammen pakket ind i efeu. Og så går det endda stærkt, for nu har han allerede revet alle de gule blade sammen.

efterår sti

For et par dage siden huskede jeg at lægge kameraet i lommen, da Whisky og jeg gik vores formiddagstur – det er også lige før, det blev for sent!

efterår træer

Vores tur går ned til Ring Sø..

efterår sø og hund

..hvor han kan få lov at løbe løs og snuse..

efterår sø og hund 2

..og bade – nu hvor der ikke er blåalger mere, som der har været det meste af sommeren.

efterår w og pind

Jeg skal helst kaste en pind så langt ud, som jeg kan..

efterår w og vand

..så er han klar igen!

efterår whisky

Min smukke hund!

efterår buske

De smukke farver!

efterår sø

Og hjemme på gaden er farverne hjertegribende smukke – lidt endnu

efterår gade

Jeg er lidt blød om hjertet i dag, jeg kom heller ikke til Randers for at besøge Søren i dag, han får nemlig besøg af sin yndlingsnevø og hans kone, så jeg overlod besøget til dem, når de havde mulighed. Det vil glæde ham meget, ved jeg!

Til gengæld er der arrangeret lægesamtale for os i morgen formiddag. Jeg går ud fra, at det går ud på at finde ud af, hvad der skal ske nu. Søren er ikke blevet meget bedre på de 12 dage, han har ligget der. Det skulle have været “et par dage”! Som jeg fornemmer det, er der ikke effekt nok af behandlingen, og så er spørgsmålet, om der er mere behandling mulig, og om han skal blive der?

Jeg er helt afklaret: jeg vil helst have ham hjem nu! Han skal hjem i sin egen plejeseng, i sine egne omgivelser, med sit eget TV, DVD-er, film og de programmer, han gerne vil se. Med besøg af familie og venner, og med den pasning, jeg kan give ham sammen med den hjemmepleje, vi er fortrolige med.

Det kan godt være, det bliver svært, men jeg ved, vi kan få flere besøg og flere hjælpemidler. Også akut. Det må nødvendigvis være bedre for Søren, og vi ved jo godt, at han ikke bliver rigtig rask, så det handler om at gøre det så rart for ham som muligt.

Og jeg? jeg vil heller ikke “nøjes med” at sidde med strikketøjet ved siden af sengen nogle timer.

Hyggesokker til børn på Julemærkehjem

Jeg bliver SÅ glad, når jeg ser dette.

Selv om jeg har rigeligt at gøre med Puttetæpperne til børn på julemærkehjem – og selv om Fjordmark har fået flotte sengetæpper – se her og her – til alle værelserne på mit initiativ og ved hjælp af en masse andre “tæppetanter” i Projekt Puttetæpper – så kunne jeg faktisk godt finde på at være med!

Er der ikke lige lidt garn til det i gemmerne?

Fundet!

Jeg har været i Randers og besøgt Søren det meste af dagen, og efter en ret dårlig dag i går havde han det heldigvis bedre i dag. Sidst på eftermiddagen lykkedes det endelig: der kom en læge og fortalte os, at nu var det lykkedes mikrobiologerne på Skejby sygehus (!) at finde den bakterie, som åbenbart har voldt så store problemer i 2-3 uger. Det bekræftes af nye røntgenbilleder fra i går, der viser noget mistænkeligt ved lungerne og bronkierne. Og det passer jo også godt med den besværede vejrtrækning. Så nu er der sat målrettet ind, i første omgang med 2 slags antibiotika, og når det har hjulpet, vil der blive sat ind med yderligere tiltag. Det var en god og åben samtale, som vi trængte til.

Desværre er der andre tal, der viser, at Sørens cancer er blevet dårligere, men sådan vil det være. Desværre har de sidste uger svækket ham meget, så der er ikke mange kræfter. Men bare han kan få det bedre, så kan han komme hjem, dog tidligst efter weekenden, så hjemmeplejen også kan forberede sig på, at han skal have mere hjælp. Med den hjemmepleje, vi har her, skal det nok gå.

Det er en fornøjelse at besøge ham og se, hvilken omsorg han får af sygeplejersker og hjælpere, i dag blev han ovenikøbet klippet! Det trængte han også til. Det var lidt i hemmelighed, for det er ikke noget, der hører med i plejen, men “frisøren” tilbød det selv! Og glad var både Søren og jeg! Det klædte ham, selv om hun klippede hans nyerhvervede krøller væk.

Der var forresten stor opstandelse i forhallen på sygehuset, udenfor kiosken, for der var storsalg af “vej-selv-slik” til 4,95 for 100 gram! Det var både personale og pårørende, der samlede sammen i tomme plasticæsker, der blev virkelig slæbt søde sager med hjem! Det var et 1-gangs-tilbud i dag, og der var nok af det, så der kom da også lidt med herhjem!