I sne og sjap – flaget skal op!

Selvfølgelig skal flaget op, når en af naboerne fylder 95 år i dag – til lykke Johannes!

Vi flager på alle fødselsdage – hvis vejr og helbred tillader – og det var sådan, jeg blev flaghejser-vikar for 2 år siden. Det er blevet permanent, og jeg hejser flag sammen med vores formandinde fast nu. Jeg var godt nok lidt nervøs for, om flagsnoren var frosset fast, den er nemlig ikke blevet rørt i februar, men den kørte fint, og den fine sne, der er faldet her hele morgenen og allerede ligger tykt, var ingen hindring.

Jeg nåede at gå med Diki inden kl 8, og jeg fik skovlet min indkørsel efter flaghejsningen, så det har været en aktiv morgen!

Jeg skal dog ikke ud at køre, før der er nogenlunde ryddet, så Depotgården må vente!

Succes!

Det ser ud til, at det er en succes, at vi lader puttetæppemønster 2018 demonstrere og solgt i flere forskellige patchworkbutikker – rigtig pænt af butikkerne, at de vil “lege med”!

I går foregik det i Odense, i dag i 2 forskellige butikker på Sjælland, hvor tæppetanter repræsenterede projektet.

Ikke nok med, at der kom patchworkere for at købe mønsteret og for at få det demonstreret (der er et lille fif til, hvordan blokke meget nemt sys på maskine) – der blev også afleveret færdige tæpper + toppe + doneret 4 ruller brede absgidestoffer fra den ene butik – hold da op, det er dejligt!

Det fortsætter på tirsdag i Grenaa, onsdag i Korsør, på fredag i Skjern, hvor jeg selv skal i aktion, i Hjørring og Gassum på lørdag, og ligeledes lørdag besøger jeg en jubilæumsudstilling i Hedensted, hvor jeg selvfølgelig også har mønstre med!

Og sådan fortsætter det indtil 7. april! Det er sjovt og spændende at se, hvor mange, der er interesseret!

Se det samlede arrangement HER

Og vinderen er:

I Projekt Hyggesokker har jeg i dag trukket lod om en flot garnpræmie fra MARKNO DESIGN.

Vinderen er Britta Rasmussen, Jyderup, som får garnet sendt direkte fra MARKNO.

Siden 1. oktober 2017 har jeg modtaget 141 par lækre sokker til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund. Hvert par sokker = et lod i lodtrækningen, som jeg foretager via RANDOM.ORG.

Det er fantastisk, at forskellige strikkedamer rundt om i DK hele året rundt sidder og strikke sokker til børnene! Jeg er bare den heldige mellemmand!

Utroligt smukke tæpper

Nu blev jeg færdig med puttetæppe nr 2 fra City Quilterne, og jeg fik med megen møje taget billeder af dem begge 2! Det var svært at få dem til at hænge bare nogenlunde stille i den kraftige blæst, vi havde – ikke bare i går, men også i morges.

Jeg prøvede – ventede på vinden – prøvede igen – og frøs mine fingre så meget, at jeg har lidt ondt i fingerspidserne endnu, mange timer senere!

Men billederne blev da meget gode, og tæpperne er så smukke:

Og det er altså meget bedre farver, når man fotograferer uden døre, sne eller ej!

Og nu er de hentet og på vej til Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde: 7 puttetæpper ialr + 9 sengetæpper.

Og min sofa er tom igen (så længe det varer!).

Helt vildt!

Jeg har holdt mig hjemme i dag – det har sneet og føget hele dagen, så Diki og jeg har kun gået korte ture – han elsker sneen! Men blæsten kunne han ikke lide! Så selv hans små ture i haven i dagens løb har været korte. Og da jeg skovlede min indgang fri for sne, sad han og puttede sig i læ!

Men når han så kommer ind og kigger på mig med sne-fjæs, så kan jeg ikke lade være at grine, han ser så sød ud. Og han ved godt, at han skal tørres for al den sne, så han står bare og kigger på mig, indtil jeg kommer med håndklædet. Det blir til en lille kælestund, som vi begge nyder.

Jeg har brugt dagen på at gøre tæpper klar, som en tæppetante henter i morgen for at bringe dem til Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde. Der er både sengetæpper og puttetæpper. Og jeg har nået at sy lukkekant på 2 meget smukke puttetæpper, som en gruppe i København har syet.

Her er det ene, som jeg måtte fotografere indendøre – det er lidt synd, for farverne bliver ikke så fine, men blæsten piskede så hårdt, at jeg ikke kunne få det til at hænge stille på tørresnoren, da jeg forsøgte i en pause i snevejret. Jeg håber, det lykkes bedre med dem begge 2 i morgen.

Christina 17 år

Christina – mit eneste pige-barnebarn – bliver 17 år i dag – Til lykke!

Det blev fejret med brunch i den lille familie, og med bedsteveninden og “gudmoderen” + Farmor og Diki som gæster.

Til eftermiddagskaffen, samtidig med Vinter-OL’s flotte afslutnings show. havde Farmand lavet sin fantastiske lagkage! Det gør han ellers ikke mere, men “Fars lille pige” skulle ikke snydes!

Christina havde udelukkende ønsket sig penge, bl.a. fordi hun skal på studietur til London med gymnasiet, og så måtte Farmor lige træde til og “veksle” alle kontanterne til MobilePay! For deres egen bank er flyttet til Vejle, og Christina bruger praktisk taget ikke kontanter.

Jamen, det er da en lille ting at hjælpe med – og hun var glad for, at der kom indtægt på kontoen.

Nu ikke mere festivitas i de næste uger!

 

 

2 super flotte puttetæpper

De 2 flotte puttetæpper, som Hanni har syet til 2 børn på julemæekhjem, er syet i såkaldte “moderne” mønstre – det kan jeg rigtig godt lide!

Det er sjovt og enkelt på samme tid – og så er det monteret (syet sammen) og quiltet med teknikken Quilt-as-you-go, hvor hver blok (firkant) er quiltet for sig og føjet sammen med de andre ved hjælp af smalle strimler på for- og bagside samtidig.

Her er bagsiden på de pink tæppe!

Det andet tæppe er holdt i blåt..

..med denne bagside!

Dejligt puttetæppe – det første – fra Helle Engelsen

Helle Engelsen, som jeg syr sammen med på Depotgården, ville gerne sy et puttetæppe til et barn på et julemærkehjem. Helle har syet flotte tæpper til sin familie, og jeg har set, hvor flot, hun syr i hånden “på amerikansk”.

Jeg fandt nogle stoffer til formålet “på lageret”, som hun kunne vælge imellem, og da hun var færdig med toppen, syede jeg kanter på, på maskine.

Laila quiltede tæppet på long-arm-maskinen, og som ofte før syede jeg lukkekanten på. Den var jeg lidt længe om helt imod sædvane, men denne uge har budt på mange aktiviteter for mig, så det blev i etaper!

Se et udsnit lidt tættere på, jeg synes, det er god farver.

Og Helle er allerede godt i gang med et tæppe mere, som vi har fået materialerne doneret til!

 

Flere overraskelser! – Jeg elsker det!

Ældstesønnen ville i hvert fald ikke fejre sin fødselsdag! Han situation er sådan (og har været det i flere år), at han ikke har lyst til fest.

Men hans kone og jeg var ikke enige med ham! Vi kunne da godt give ham nogle overraskelser!

Så mens han var til bassintræning hos fysioterapeut i formiddags, blev der dækket bord, og hans gode ven hentede det luksus smørebrød, som var min fødselsdagsgave til ham – det elsker han!

Der var kun min bil udenfor, da han blev sat af taxaen, og det var nok ikke uventet, at jeg kom på hans fødselsdag. Men at der gemte sig et helt lille selskab med flag og fødselsdagssang, det kom bag på ham, så vi var ikke helt sikker på, hvordan han tog det?

Der var også kommet flotte gaver fra venner og hans søskende, og han tøede hurtigt op.

Han blev heldigvis glad for det flotte smørebrød – han er svær at finde på noget til, men en god frokost, næsten som i “gamle dage”, det kan han li’ !

– og det kan vi andre også! Det var simpelthen så hyggeligt!

Der var flere overraskelser! Hans kone havde med kort varsel fået bageren til at lave en lækker Othello lagkage!

Og til min store overraskelse (det havde vi ikke aftalt), havde hun købt ind til en af hans livretter. Så da vi havde “slået mave” og drukket kaffe, spurgte hun, om vi ville blive til aftensmad, for hun ville gerne have svigermor til at hjælpe hende med at lave “Forloren hare” ? Og det kunne vi ikke sige nej til!

Vennerne havde medbragt deres 4 mdr. gamle Labradoodle hvalp Mickey, som Jan elsker at have besøg af – og den elsker også ham 😉 Diki har mødt den lille frækkert en enkelt gang, men i dag fik de lov at lege og tumle sig i haven, til det værste krudt var dampet af. Det var rigtig sjovt at se dem sammen, for selv om de er næsten lige store, så er den lille godt klar over, at der er en forskel på knap 6 år. Og Diki behøver bare lige at knurre eller bjæffe lidt (hvad han ellers aldrig gør), så er han sat på plads! De legede bare rigtig godt, og Christina gik også en dejlig tur med dem, da hun kom hjem fra gymnasiet:

Jeg er ret sikker på, at fødselaren var godt tilfreds med, at hans familie og Mor ikke respekterede, at han ikke ville fejres!

Han havde en god dag – og det havde vi også!